Hvad skylder vi hinanden efter coronatiden?

KOMMENTAR: En folkelig og herredømmefri samtale om livsværdier er vores bedste chance for at etablere et etisk beredskab, som kan støtte os, når vort samfund næste gang udfordres, som vi er blevet det i coronatiden.

Af Peter Øhrstrøm, professor

Hvordan klarer et land og et folk sig bedst gennem en pandemi, når der hverken findes vaccine eller kendes effektive behandlinger for sygdommen?

Alverdens lande har budt ind med ret forskellige bud på svar på det spørgsmål. Og vi kan ikke med sikkerhed sige, hvem der har ret. For det første er det ikke klart, hvad det vil sige at klare sig bedst igennem den svære tid. Hvad måler man det? Kan det overhovedet måles? Og for det andet er det ikke givet, at tiden allerede nu er inde til at gøre regnebrættet op.

Måske bør svaret ses i lyset af en meget længere udvikling. Ikke bare har vi måske indtil nu kun set den første bølge af pandemien, men det kunne jo også være, at coronatidens allervigtigste konsekvenser er nogle langtidsvirkninger, som vi lige nu har svært ved overhovedet at få øje på.

Indtil nu har corona-debatten naturligt nok mest handlet om sundhed og økonomi. Vi fokuserer på truslerne mod vores helbred og vores materielle livsgrundlag. Og begge dele forsøger dygtige eksperter at få styr på med matematiske modeller, som nok skal vise sige sig at være nyttige som redskaber til at beskrive og styre disse vigtige aspekter af krisen.

Man skal dog ikke lytte ret længe til debatten, før man opdager, at der bag overvejelserne om sundhed og økonomi ligger en langt dybere eksistentiel udfordring, som hænger tæt sammen med etiske overvejelser om vores samfundsforståelse, frihedsrettigheder, indbyrdes relationer, selvforståelse og identitet.

Hertil kommer spørgsmål om ansvaret for os selv, vore medmennesker og vore omgivelser – og ikke mindst de store eksistentielle og religiøse spørgsmål om liv og død.

Krisen har rystet os, og nu mødes vi af en kø af sådanne svære spørgsmål om grundlaget for det hele og om de dybe sammenhænge i tilværelsen. Samfundets høje hastighed har hidtil skygget for disse vigtige spørgsmål. En fortravlet hverdag har ikke levnet tid til den slags eftertanke. Men – som stadig flere indser – har vi lige nu en enestående chance for at tænke liv før systemer og økonomi. Nu er vi sat på pause, bør gribe chancen og bruge tiden til etisk eftertanke.

Herhjemme har Det Etiske Råd taget udfordringen op. Rådet har i et tankevækkende debatoplæg introduceret nogle centrale temaer om etik og covid-19. På den måde fremhæves vigtigheden af den etiske samtale som grundlag for de mange praktiske og politiske beslutninger, som skal træffes.

Det Etiske Råd har foreløbigt valgt at fokusere på fem emner:

1. Lovgivningen og tilliden mellem borgere og myndigheder.

2. Digital overvågning og retten til privathed.

3. En retfærdig prioritering af ressourcerne under krisen.

4. Beskyttelsen af de sårbare i samfundet.

5. Det ultimative valg mellem liv og død for patienter.

Det Etiske Råd fortjener megen ros for initiativet. Rådet lever på den måde på fornem vis op til sin opgave, som ikke bare er at være rådgivende i forbindelse med ny lovgivning, men også at være med til at sætte gang i folkelige debatter om vigtige etiske emner. En grundtone i det materiale, som rådet lægger frem, har med usikkerhed at gøre: Hvad skylder vi hinanden i situationer, som i høj grad er præget af manglende viden om, hvad der er det bedste og rette at gøre, men som samtidig fordrer handling nu, hvis det ikke skal blive for sent?

I den forbindelse henviser rådet til den tyske filosof Jürgen Habermas, som om coronakrisen har formuleret sig på denne måde: ”Én ting kan man sige: så megen viden, om vores ikke-viden og om at være tvunget til at handle og leve med usikkerhed, har vi aldrig oplevet”.

Det er oplagt, at Habermas har ret. Politikere og myndigheder har været henvist til at handle ud fra et minimum af viden, hvor de informationer, som trods alt har været til rådighed, har været baseret på vurderinger og antagelser, som man kun vanskeligt eller slet ikke har været i stand til at efterprøve.

Habermas er ikke mindst blevet berømt for sin understregning af den herredømmefrie samtales betydning for beslutningsprocesserne i samfundet. Vi har i fællesskab mulighed for at finde vigtige etiske pejlemærker, som også gælder i en tid præget af stor usikkerhed. At beslutningerne træffes ud fra en herredømmefri samtale om etik øger beslutningernes kvalitet, og det styrker borgernes tillid til politikerne og myndighederne. En folkelig og herredømmefri samtale om livsværdier er vores bedste chance for at etablere et etisk beredskab, som kan støtte os, når vort samfund næste gang udfordres, som vi er blevet det i coronatiden.

Peter Øhrstrøm er professor i informationsvidenskab på Aalborg Universitet. Klummer er bragt i Nordjyske.