Hvides personlige forsvar lader alle diskriminerede i stikken

Hvorfor går hvide gamle mænd som mig selv så let i forsvarsposition, når talen falder på racisme? Når vi forsvarer os selv, svigter vi alle dem, den strukturelle racisme går ud over.

Af Svend Løbner, redaktør

Der er vel ikke noget galt i at være skrøbelig? Det er vi vel alle sammen på et eller andet område. Og det håndterer vi forskelligt – helt fra at hensynke i selvmedlidenhed til at søge hjælp og forhåbentlig blive mere robuste.

Men vi skal være klar over, at vi er følsomme på særlige områder, og forstå, hvorfor vi er blevet det, for at kunne gøre noget ved det og komme videre.

Jeg henviser naturligvis til den igangværende debat om ”hvid skrøbelighed”. Jette Møller fra SOS Racisme har i foreningens blad netop redegjort for fænomenets historie ud fra Robin DiAngelos bog White Fragility – Why It’s So Hard For White People To Talk About Racism.

Hun får i den forbindelse indkredset begrebet:

”Fordi vi hvide er socialiseret i en dybt internaliseret følelse af dominans (supremacy), som vi enten ikke er bevidste om eller ikke kan indrømme over for os selv, bliver vi meget skrøbelige, når der tales om race. Vi opfatter racisme som noget, der har med onde mennesker at gøre, og bliver vrede, bange, sårede eller får skyldfølelse, hvis vi bliver forbundet med racisme. Vi ser racisme som (onde) individers handlinger eller holdninger og ikke som det system, racisme er.”

Altså: Hvide kan have en tendens til at gå i forsvarsposition, når talen falder på den strukturelle racisme, der ligger som præmis i et samfund, der i århundreder har koloniseret store dele af verden, plyndret lande for ressourcer, taget deres borgere som slaver eller i hvert fald udnyttet dem som billig arbejdskraft. En behandling af andre mennesker, der efterlader spor i sprog, attitude og behandling af værdifulde mennesker, der i udsende eller kultur blot er lidt anderledes end det, vi typisk ser i danske Morten Korch-film.

Hvorfor går hvide gamle mænd som mig selv så let i forsvarsposition: ”Jamen det er ikke alle hvide, der er racister! Jeg er det for eksempel ikke!” Og derved undgår den vigtige og store debat om vores historie og de deraf ledte vilkår for den nuværende sameksistens?

Jeg oplevede det selv på egen krop derhjemme, da snakken hen over aftensbordet endnu en gang faldt på forholdet mand-kvinde, altså de ulige lønforhold på arbejdsmarkedet, seksualisering af kvindekroppen i modebranchen, og nedladende sprogbrug på skoler og gymnasier.

Det lå lige på læben, og det smuttede også over mine læber en gang eller to: ”Jamen det er ikke alle mænd, der er mandschauvinister! Jeg er det for eksempel ikke!”

Ups, dér afslørede jeg min maskuline skrøbelighed. Jeg kan åbenbart ikke tale om forholdet mand-kvinde i generelle termer på baggrund af århundreders, ja årtusinders diskrimination af kvinden.

Sådan er det også med hvid skrøbelighed. Man tager kritikken af generelle samfundsforhold på sig helt personligt. Derved ser man ikke skoven for bare træer! Man overser et generelt samfundsproblem og får ikke gjort noget ved det! Man mister perspektivet, simpelthen. Føler sig såret, undskylder sig, forsvarer sig og lader i samme ombæring de diskriminerede i stikken.

Hvad gør en gammel hvid mand så ved det? Jo, erkender det og beslutter at gøre noget ved det. Luger ud i de sidste rester af strukturel racisme i egen mentale baghave, bliver opmærksom på attituder og sprogbrug som ikke bør være der, og beslutter sig for og øver sig i at behandle alle mennesker ligeværdigt uanset baggrund. Ikke positiv særbehandling, men normal behandling.

Så kan en (fordomsfri) diskussion tage sin begyndelse og ikke-farvede og farvede mellem hinanden tage et opgør med den generelle, skjulte og strukturelle racisme, som spreder sin gift i samfundet.

Det er ikke let, og det er ikke gjort med et snuptag. Hverken at rydde i racistiske strukturer hos os selv eller det omgivende samfund. Men erkendelse er en god begyndelse.

Læs Jette Møllers artikel i SOS Racismes blad her.