Hvorfor erkender vi ikke, hvad forfulgte mindretal må lide?

KULTURKOMMENTAR: De forbandede år er en væsentlig film med nuanceringer, der har et særligt eksistentielt ærinde ud over det kunstneriske.

Af Marianne Olsen

Der har været skrevet så meget om Anders Refns og Flemming Quist Møllers film, De forbandede år, så det er ikke mit ærinde at skrive mere af den slags, blot at opfordre mine læsere til selv at se.

Det eksistentielle problem i filmen skildres hjerteskærende: En venlig og omsorgsfuld dansk mand, der er fabriksejer med mange folk i sit brød, kommer i klemme ved den tyske besættelse af Danmark og vælger at blive værnemager (dvs. tjene tyskernes interesser – red.). Han føler at han sidder i saksen.

Han er gift med en kone som han elsker, og som angiveligt ville have valgt noget andet, men det er ham der har ansvaret. Han tror ikke på at der kan ske dem noget i virkeligheden. Men det kan der. Det første tegn er de jødiske venner, der fra Tyskland søger tilflugt hos dem. De bliver hentet af politiet, deporteret og derefter nakkeskudt, da de prøver at flygte endnu engang.

Kaotiske tilstande

Karl Skov, fabriksejeren, har en jødisk sekretær som han sætter pris på og har haft i mange år. Det falder ham ikke ind at hun kan være i fare, og det er hun da heller ikke endnu de første år af besættelsen.

Filmen slutter, inden Danmark kommer rigtigt i krig, men vi oplever både en søn som har kæmpet i Finland mod kommunisterne og senere med statens tilslutning melder sig til Frikorps Danmark. Han vil fortsætte sin antikommunistiske kamp. En anden søn slutter sig til modstandsbevægelsen, ikke mindst i forbindelse med at han er charmeret af en ung kommunistisk pige.

Og vi ser en datter, der gifter sig af kærlighed til en tysk officer og først sent opdager hvad der sker i Norge, kort sagt bliver vi præsenteret for mange af de muligheder og umuligheder, der var realiteterne de første år under den nazistiske besættelse.

Det kan ske igen

Man spørger ikke om fabrikant Skov gjorde det rigtige, for filmen skildrer ham og familien med en forståelse, som smitter. Vi forstår godt at han tager sit ansvar på sig – og vi ved dog at det ikke nytter i det lange løb, for ondskaben breder sig, og man kan ikke bare være flink og imødekommende.

Det jeg her vil spørge om er: Hvorfor vidste de det ikke, før de selv kom i klemme? Hvorfor erkendte de ikke at deres jødiske venner ville blive myrdet, når de ikke fandt husly hos dem?

Og hvorfor erkender den almindelige borger her i landet i dag ikke, hvad der sker afviste asylansøgere, hvad der sker dem, når eller hvis de forlader vores fædreland? For det er muligt at vide det.

Anders Refn har udtalt at hans generation (han er født i 1944) skylder de kommende generationer at sige sandheden om den forbandede tid dengang. Og derfor er det også min pligt at stille de spørgsmål, for jeg må give ham ret.

En tiltrængt toer

Og da nu filmen er så nuanceret, håber jeg at der kommer en toer om årene frem til befrielsen.

I slutningen af De forbandede år betegner ’vores frihedskæmper’ Erik Scavenius som landsforræder. Vi bør have en film, hvor hans politik skildres med lige så stor forståelse som den der vises fabrikant Skov. Det er der brug for. Uden samarbejdspolitikken havde jeg formentlig ikke været i stand til at skrive denne tekst. Og jeg giver Refn ret: det er vores generations pligt at påpege realiteterne.