Hvorfor har vi så travlt med at kategorisere hinanden?

ANMELDELSE: Finder vi identitet i os selv eller ved at nedvurdere andre? Gammel bog kaster nyt lys på den menneskelige trang til at opdele i ”vi” og ”de andre”.

Anmeldelse af Svend Løbner

Jeg faldt over en interessant bog i en genbrugsbutik forleden dag. Opdagelsen af Mennesket hedder den og er skrevet af den legendariske Aarhusprofessor Johannes Sløk (1916-2001). I bogen gennemgår han en tendens op gennem historien til at inddele mennesker i ”vi” og ”de andre”, hvor ”vi” er rigtige mennesker og de andre ikke helt er på højde med os i menneskelige egenskaber.

Det begynder faktisk med klanbegrebet, den udvidede familie, der er godt på vej til at blive en stamme. Med klanen kommer klanfejder, og så kører rouletten. Klaner bliver til stammer bliver til imperier bliver til racer bliver til etniciteter bliver til nationalstater. Og uanset hvad man gør af kunstgreb for at danne sammenslutninger, vil der altid være opdelinger i os og dem, i adel og almue, i øst og vest, i syd og nord, i lyse og mørke osv.

En umenneskelig kategorisering

Men det er ikke det værste. Det værste er, at de, der opfatter sig selv om en privilegeret vi-gruppe, ser ned på alle andre og betragter dem halve mennesker, dårlige mennesker, umennesker. Og det uanset om det er slaver, kvinder, arbejderklasse eller noget helt fjerde. Men hvem er det egentlig, der er umenneske? Måske den, som nægter at se det menneskelige i medmennesket.

Jeg så det i et tv-indslag på. Steffen Kretz besøgte en frisørsalon i Detroit, hvor han interviewede indehaveren, der sagde: ”Den amerikanske uafhængighedserklæring udtrykker, at alle mennesker er lige, men der er en gruppe mennesker, man har udeladt: de sorte. Vi betragtes kun som trefemtedele mennesker.”

Vi skriver 2020 og er åbenbart ikke kommet længere end forhistoriske klanfejder.

Godt svar på et dumt spørgsmål

Det var man heller ikke på Johannes Sløks tid. Han citerer en journalist i et tv-indslag som spørger en gæstearbejder med tyrkisk baggrund: ”Føler du dig mest som tyrker eller som dansker?” Hvortil manden svarer: ”Jeg føler mig nu mest som menneske!”

Godt svar på et dumt spørgsmål. For allerede i spørgsmålet ligger diskursen ”vi” og ”de” gemt. Journalisten har allerede opdelt mennesker i kategorier med fare for at se ned på den ene kategori. Men manden hopper ikke i fælden, men erklærer i stedet vores fælles menneskelighed.

Begreber med skummel fortid

Johannes Sløk fremhæver, at racebegrebet blev lanceret af nazisterne for at opdele den tyske befolkning i de racerene ariere og de andre, jøderne, sigøjnerne og endda homoseksuelle og handicappede – hvordan Hitler så end fik dem med ind i sin raceteori.

Det frygtelige er, at vi stadig op til i dag bærer den nazistiske dimension med os, når vi blandt andet kalder folk racister. Vi kommer til ved den blotte sprogbrug at gå opdelingens og nedvurderingens ærinde. Hvis vi endelig skal tale om race, så er der kun én af slagsen: den menneskelige race.

Sløk pointerer også, at ordet etnicitet er problematisk. Ordet kommer af det græske etnos som betyder folk eller folkeslag. Men hvad er et folk? Hvad binder et folk sammen? Her foreslår Sløk, at det er sproget, der mere end noget andet definerer et folk. I det lys er det også underligt at inddele folk efter sproggrupper – det er jo bare forskellige måder at kommunikere på. Og helt latterligt bliver det at se ned på andre etniske grupper, blot fordi de kommunikerer på et sprog, vi ikke kender.

Hvornår opdager vi mennesket?

Dybest set handler det vel om identitet. Hvem er vi, hvem er jeg? Når jeg ikke hviler i mig selv og nyder blot at være som jeg nu en gang er, så har jeg en tendens til at sammenligne mig med andre. I den sammenligning er det snublende nær at betragte mig selv som en lille smule bedre end andre. Jeg definerer mig i forhold til andre. Og hævder mig måske en smule på andres bekostning.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig den proces opskaleret til samfundstendens. Og her står det vist tydeligt for de fleste: Vi befinder os stadig på en teenageplanet i søgen efter identitet, idet vi inddeler verden i os og de andre og grupperer os i en art klaner efter baggrund, økonomi, social status osv.

Hvornår vil vi opdage mennesket?

Jeg kan varmt anbefale Johannes Sløks bog Opdagelsen af mennesket (Centrum, 1996 – nu genudgivet af Lindhardt & Ringhof). Det er interessant, stimulerende og yderst tankevækkende at dykke ned i gamle bogskatte.