I dag tændes over 6000 lys for Danmarks hjemløse

I dag tænder Kirkens Korshær 6431 lys i 24 byer – et lys for hver hjemløs i Danmark. Aktionen skal skabe opmærksomhed om hjemløshed i Danmark.

”6431 hjemløse mennesker i et land som Danmark – det burde vi ikke som samfund acceptere,” siger chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Derfor vil Kirkens Korshær i dag den 11. november tænde et lys for hvert menneske i Danmark, der ikke har et sted at bo. Det sker i 24 byer rundt om i Danmark, hvor Kirkens Korshær er til stede, og hver dag forsøger at hjælpe Danmarks hjemløse borgere.

”Vi ønsker med lystændingen at vise, hvor mange hjemløse, der er i vores byer rundt om i Danmark, og skabe en bedre forståelse af omfanget. Det gør vi ved, at hver by tænder lys svarende til byens antal hjemløse. Det vil sige, at vi i Aarhus tænder 750 lys,” fortæller Niels Bjørnø, regionschef for Kirkens Korshærs sociale arbejde i Østjylland.

Antallet af hjemløse, de 6431, kommer fra VIVE’s seneste hjemløsetælling.

”Desværre oplever vi, at behovet for hjælp kun bliver større. De mennesker, vi møder i vores sociale arbejde, får det værre og har behov for helt basal hjælp – mad, tøj, et sted at sove,” siger Helle Christiansen.

De, der falder ud af systemet, er mennesker, der blandt andet kæmper med psykisk sygdom, misbrug, fattigdom, hjemløshed og ensomhed.

De i alt 6431 lys tændes i Aalborg, Randers, Silkeborg, Aarhus, Herning, Horsens, Vejle, Holstebro, Sønderborg, Esbjerg, Svendborg, Odense, Fredericia, København, Nykøbing Falster, Rødby, Nakskov, Roskilde, Holbæk, Helsingør, Slagelse, Korsør, Skælskør og Ringsted.