Ida Auken misforstår muslimers respekt for kvinder

Det er helt uforståeligt, at Ida Auken (R) i vrede langer ud efter et muslimsk mindretal i pressen.

Af Svend Løbner, redaktør

Forleden kom Ida Auken op i det røde felt, fordi en muslimsk mand ikke ville give hende hånd. Rigtig vred blev hun og skrev fluks et indigneret debatindlæg i Politiken, hvor hun kaldte den navnløse muslim for ”idiot”.

Et mildest talt overraskende move for en radikal politiker, der oveni købet er teolog. Som sådan bør hun vide, hvad sagen i virkeligheden drejer sig om. Nemlig, at for muslimen er det modsatte køn ”helligt” i den forstand, at personen er dyrebar og værdsat og derfor udskilt og særlig beskyttet indtil ægteskabet.

Den muslimske mand rører ikke ved andre kvinder, end den, han er gift med. For ham er det forbudt, ligesom vi andre jo heller ikke går rundt og befamler andre kvinder. Der er en grænse. For muslimen ligger grænsen blot et andet sted end hos majoritetsdanskeren.

Hele seancen på Ida Aukens kontor handler altså om respekt. Eller rettere: Hændelsen er en kæmpe misforståelse om indholdet af en respektfuld gestus. Auken vil vise respekt ved at give hånd. Den muslimske mand vil vise respekt ved ikke at give hånd.

Kan sådan en kulturkløft overvindes?

Naturligvis. Dels ved at forstå den andens bevæggrunde. Dels ved at komme hinanden i møde. Som muslimske kvinder gør, når de i stedet for håndtryk lægger hånden på hjertet. Eller, som det også er Ida Aukens anliggende, at forklare, at et håndtryk på dansk er en stor tillidserklæring.

Men det begynder med forståelsen. Eller rettere viljen til forståelse. Og her er det helt uforståeligt, at den radikale teolog føler trang til at lufte sin vrede og lange ud efter et muslimsk mindretal i en af Danmarks største aviser.