Ikke-vestlige efterkommere har oftere arbejde end deres forældre

Beskæftigelsen for 30-39-årige efterkommere fra ikke-vestlige lande er på niveau med eller højere, end den var for deres forældre, da de havde samme alder.

Hovedparten af efterkommerne fra ikke-vestlige lande i Danmark er fortsat under 30 år, men flere og flere træder i disse år ind på arbejdsmarkedet.

En ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at deres beskæftigelse generelt er højere, end det var tilfældet for deres forældre, da de havde nogenlunde samme alder.

Opdeler man efterkommerne på køn, er mændenes beskæftigelsesfrekvens højere, end den var for begge deres forældre, da de havde samme alder. Beskæftigelsesfrekvensen for kvinderne ligger stort set på samme niveau, som deres fædres. Til gengæld er kvindernes beskæftigelsesfrekvens højere end deres mødres.

– Vores analyse viser, at 70 pct. af de 30-39-årige mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande var i beskæftigelse i 2017, mens det gjaldt for 65 pct. af efterkommerkvinderne. Hermed er deres beskæftigelse på niveau med eller højere end deres forældre, da de havde samme alder, fortæller Kasper Marc Rose Nielsen fra Danmarks Statistik.

Læs analysen her.