Islamofobien trives i det danske samfund

Burkalov, håndtrykslov og ghettopakke er eksempler på en tendens, hvor muslimer udskammes som farlige fjender, der skal deporteres, skriver imam Naveed Baig.

Indvandrings- og integrationsproblemer bliver i dag så let som ingenting italesat som problemer med islam, mens samfundets og danskhedens kollektive fjende er ”muslimen”, som er fremmed, farlig og derfor helst skal ud af Danmark.

Det skriver Naveed Baig, der er imam ved Dansk Islamisk Center og Rigshospitalet, lektor ved Det Teologiske Fakultet, Universitet i Oslo, samt næstformand for Islamisk-Kristent Studiecenter.

Det er desværre der, vi er nået til, skriver han i magasinet Ræson:

– Vi har national- og lokalpolitikere, som dog ikke er valgte, der i dag aktivt agiterer for deportation og diskrimination af muslimer. Dansk kultur er i fare, får befolkningen at vide, kristendommen, friheden, demokratiet, sekularismen, selve vores land og kultur, er i krig mod islam

– På gadeplan skal man ikke undersøge emnet særlig dybt, før man opdager, at almindelige danske muslimer, når de adspørges, ofte vil svare, at de føler sig stemplede og diskriminerede, og at de er bekymrede for deres fremtid i Danmark. Diskussionsfora for danske muslimer på de sociale medier er ofte tyngede af frustrationer og en følelse af håbløshed og frygt for situationen i Danmark.

Også på lovgivningsplan har vi i de seneste år oplevet en indskrænkning af den personlige frihed, mener imamen og henviser til burkaloven, håndtryksloven og imamloven og kalder lovene for ”foragten for den muslimske minoritet i Danmark.”

– Ghettopakken er et andet skrækeksempel på kollektiv afstraffelse af den dansk-muslimske minoritet og minder om lande, som vi værdimæssigt ikke ønsker at sammenligne os med.

Disse eksempler er udtryk for islamofobi samt diskrimination af minoriteter fra ikke-vestlige lande, og imamen dokumenterer:

– FN’s Komité CESCR har for nyligt rettet kritik imod Danmarks ’ghettopakke’ og har bedt Danmark om at indføre lovgivning imod diskrimination, ligesom Danmark har fået fast spalteplads i udenlandske overskrifter, der sætter Danmark i dårligt lys – fx ifm. håndtryksloven.

Muslimer bliver også udsat for hadforbrydelser, skriver han.

– Rigspolitiet registrerer hvert år hadforbrydelser begået inden for forskellige kategorier såsom ”racistisk motiveret”, ”religiøst motiveret” og ”seksuelt motiveret”. I 2018 var der 112 religiøst motiverede hadforbrydelser, hvoraf 63 af disse var rettet imod danske muslimer.

Læs hele indlægget på Ræson her.