Inciterende dans, brudekjoler og fri fra fængslet

Nu er den her – udsat fra marts: Palæstina Film Festival i Aarhus og Odder den 10.-15. september.

Bombning og besættelse. Frygt og fredsplaner. Sådan fortæller medierne om Palæstina og palæstinenserne. Om krig, konflikt og storpolitik.

Men i palæstinensernes liv er der også bryllupper, danse-glæde, uddannelse og sjove fritidsaktiviteter, alt sammen bundet stramt ind af besættelse og blokade. Ligesom der er traumer, opgør og en udfordrende dagligdag.

Kamar er fanget mellem sit ønske om lidenskabelig dans og samfundets regler for kvinders opførsel. Fra filmen Pomegranates and Myrrh.

Det handler om menneskers liv, og det kan man opleve ved Palæstina Film Festival i Øst for Paradis, Aarhus, fra 10. til 13. september 2020.

Festivalen blev udsat i marts i år pga. corona-nedlukningen. Nu er den her – for 7. år i træk. Formålet er at vise nogle gode film, der giver et mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinenserne, kulturelt, historisk og menneskeligt, samt til palæstinensisk filmkunst. Der vises både spillefilm og dokumentarfilm. I Aarhus og i Odder.

”Vi er meget glade for, at vi nu kan holde vores årlige festival, der viser spændende, underholdende og vedkommende film om Palæstina. Vi lever i en svær tid, men det har palæstinenserne gjort i mange år, i flere generationer, under besættelse og i flygtningelejre. Ved festivalen kan man på en underholdende og spændende måde lære Palæstina og palæstinenserne bedre at kende,” siger Imad Kaaouach, formand for Arabisk Dansk KulturHus.

I år handler filmene om:

Torsdag: En mands alvorlige traumer efter mange års fangenskab i et israelsk fængsel, i spillefilmen Mafak.

Fredag: Kønsroller under pres i krydsild fra den israelske besættelse og samfundets normer, i spillefilmen Pomegranates and Myrrh.

Lørdag: Livet og forholdene i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, i dokumentarerne Det vi husker og Education in Replacement, begge af danske filminstruktører.

Søndag: Alvorlige og livstruende udfordringer under den israelske besættelse mht. bryllup og ungdomsliv, i dokumentarerne The Bride Dress og I am still alive.

Tirsdag den 15. september vises filmen Mafak også i Odder.

Arrangører er Arabisk Dansk KulturHus i samarbejde med Øst for Paradis og Opgang2. Palæstina Film Festival støttes økonomisk af Det Danske Filminstitut, Aarhus Kommune og Palæstina Kulturfond. 5 kr. af billetprisen går via Helping Hand til sports-event for internt fordrevne børn og unge i Gazas flygtningelejre.