Indrejseforbud til endnu en religiøs forkynder

En muslimsk prædikant fra Zimbabwe blev den 28. november føjet til listen over religiøse forkyndere, der har forbud mod at rejse til Danmark i to år, oplyser Udlændingestyrelsen. Dermed er der nu 18 navne på sanktionslisten.

Oprettelsen af den nationale sanktionsliste er et af de lovindgreb, der blev vedtaget af et flertal i Folketinget i slutningen af 2016 som en politisk reaktion på tv-serien ”Moskéerne bag sløret”, der blev vist på TV2 i marts 2016. Lovindgrebene er ”rettet mod religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser”.

Sanktionslisten indeholder navne, nationaliteter mv. på udenlandske religiøse forkyndere, der er udelukket fra at indrejse i Danmark af hensyn til den offentlige orden. Indrejseforbuddet gælder for to år, og der er mulighed for at forlænge indrejseforbuddet, når perioden udløber, hvis vedkommende fortsat opfylder kriterierne for at kunne nægtes indrejse. (Se nærmere i boks nedenfor.)

Der var i 2017 afsat 11 millioner kroner til at dække udgifterne ved at udarbejde den nationale sanktionsliste, og man forventede en årlig udgift af samme størrelse i de kommende år.

  
18 navne på sanktionslisten

Den første sanktionsliste blev offentliggjort den 2. maj 2017 – med navnene på fem muslimske og en kristen prædikant. Listen er siden blevet udvidet flere gange. I 2018 er der foreløbig føjet syv navne til listen.

Pressemeddelelsen fra Udlændingestyrelsen er meget kortfattet. Der står blot, at ”en person er tilføjet listen, som nu omfatter 18 personer”. Den indeholder ikke yderligere oplysninger om prædikanten Ismail Ibn Musa Menk fra Zimbabwe, der er nummer 18 på listen, og det fremgår heller ikke, hvorfor han ”vil udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark”.

    

Hvem kan optages på den nationale sanktionsliste?  

• En udlænding kan blive optaget på den nationale sanktionsliste, hvis udlændingen i sit virke som religiøs forkynder har udvist en adfærd, der giver grund til at tro, at udlændingen vil udgøre en trussel mod den offentlige orden i Danmark. Der skal derudover være en vis sandsynlighed for, at udlændingen vil indrejse i Danmark.
• Listen bliver løbende ajourført, og der er mulighed for at forlænge et indrejseforbud.
• Udlændinge med opholdstilladelse i Danmark, eller som er omfattet af EU-reglerne, kan ikke optages på listen.  
Kilde: Ny i Danmark

  
Læs mere

National sanktionsliste udvidet (nyhed), Udlændingestyrelsen, 28-11-2018

Fem muslimske og en kristen prædikant får indrejseforbud til Danmark, Sameksistens.dk, 02-05-2017

Den nationale sanktionsliste – Religiøse forkyndere med indrejseforbud (liste), Ny i Danmark, 28-11-2018