Indvandring er ikke en trussel mod dansk kultur

DEBAT: Når det ene fællesskab vokser i antal, betyder det bestemt ikke, at det andet falmer i kulturværdi og selvforståelse, skriver pianist og musikunderviser Fida Jamila Issa.

Af Fida Jamila Issa

Den nationale kulturskat er berigende, lærerig og kan rumme en mulighed for at mærke sig selv i en større sammenhæng.

Det danske sprog, kulturen og historien har formet mig på godt og ondt. Ligeledes har mine palæstinensiske rødder, og jeg er evigt lykkelig over, at jeg har kunnet tage det bedste fra begge verdener med mig.

At dyrke egen kultur er ikke en modsætning til integration

At kunne gå på opdagelse i sine rødder og at dyrke den kultur, der ligger én nær, burde være en menneskeret for alle. Desværre lever der en myte om, at dette står i modsætning til integration, og at folk, der kommer til Danmark, bør tilegne sig dansk kultur og i højere og højere grad give afkald på deres egen.

Begrundelsen har blandt andet været, at den danske kultur trues i takt med stigende indvandring. En fortælling som Dansk Folkeparti har været pionerer for, og som lever bredt i befolkningen og dansk politik i dag. Men at give indvandring skylden er for nemt – samt ren og skær ansvarsfralæggelse.

I mange lande ser vi vidt forskellige kulturelle fællesskaber leve side om side. Der kan selvsagt opstå kultursammenstød, men når det ene fællesskab vokser i antal, betyder det bestemt ikke, at det andet falmer i kulturværdi og selvforståelse.

Fortællingen om, at vores kultur kan blive kapret af andre, er forkert, for kultur er heldigvis ikke til salg, og vi har selv ansvaret for at skabe den kultur, vi ønsker.

Flyt fokus indad og find dig selv

Hvis bekymringen for dansk kultur er reel, må vi flytte fokus indad. Lad os finde ud af hvad vi hver især forbinder med det brede begreb og gøre noget for de sider, der glæder os.

Selv elsker jeg højskolesangbogen, rapsmarkerne og middelalderkirkerne! Hvilken skøn erkendelse, at uanset hvor mange forskellige sange, der bliver sunget omkring mig, så er der ingen som kan, eller vil, forhindre mig i at synge ’Barndommens Land’ lidt oftere.

I denne globaliseringstid forstår jeg godt frygten for at miste sig selv og behovet for at styrke sin nationalfølelse. Men hvis denne frygt, der lever bredt omkring, kan omsættes til nysgerrighed på vores egen kultur i stedet for at ekskludere og fastholde negativt fokus på andre, så tror jeg, at vi kan få en kulturel opblomstring, som vi kun kan drømme os til.

Nej tak til at kaste personlige problemer fra os; ja tak til at bidrage til den kultur vi ønsker!