Integrationspris til afvist asylansøger

Ahmad Omidi er en god far og opmuntrer alle, han møder. Han er altid klar med en hjælpende hånd. Det får han Tværkulturelt Centers integrationspris for.

Ahmad Omidi er netop blevet tildelt Tværkulturelt Centers integrationspris 2020. Prisen, der består af et krus, et diplom og en kurv, blev i år overrakt af Tværkulturelt Centers bestyrelsesformand Inge With Johannesen på Tværkulturelt Centers repræsentantskabsmøde i Fredens Kirke på Østerbro fredag den 15. maj.

Tidl. overrabbiner Bent Melchior holdt en tale via internettjenesten Zoom til Ahmad, hvor han blandt andet sagde, at han selv som tidligere flygtning kendte til at blive betragtet som sårbar, og at Ahmad på forbilledlig vis har taget kampen op, for at komme ud af sin sårbare situation.

Han tilføjede også, at han håbede at de to en dag kunne mødes, så Ahmad kunne få knuset, der hører med til kruset, skriver Tværkulturelt Center på Facebook.

Ahmad er kurder og bor på Udrejsecenter Sjælsmark sammen med sin kone Kobra og to børn Atena og Aydin.

Prisen fik han blandt andet fordi, han på trods af familiens svære situation som afviste asylansøgere, har formået ikke bare at være en god familiefar, men også at være til stor opmuntring og hjælp for andre mennesker, skriver Tværkulturelt Center og tilføjer:

– Han er en brobygger mellem kulturer og mennesker og stiller altid op med en hjælpende hånd hvor han kan, med imponerende overskud, både som tolk, praktisk hjælp til arrangementer og i kirken.