Isam B: Helt OK, at Ramadan-sang vækker debat

Det vækker debat, at ”Ramadan i København” er kommet med i Højskolesangbogen. Medforfatter Isam B fokuserer på sangens budskab: Kroppens faste fodrer sjælen.

Isam B har vakt debat, fordi hans sang Ramadan i København er kommet med i Højskolesangbogen. Hvordan han selv har det med at sangen vækker modsigelse i danske kulturkredse kommer frem ved et interview om det gode naboskab. Her fortæller han mod slutningen:

– Det værste, der kan ske for en sangskribent, er at der ikke sker en skid, når du skriver en sang. Det er ligesom profeterne, der kommer med et budskab, som ingen gider lytte til. Men når profeterne klager til Gud, svarer han: Dit job er ikke at omvende folk. Det er at gi’ budskabet.

Han skynder sig at pointere, at han ikke sammenligner sig med profeterne. Men han blev inspireret på vej op til et sangskriverseminar på Den Rytmiske Højskole:

– Jeg er en sangskriver. Og jeg var fastende, da jeg på motorvejen op til højskolen fik idéen: Hvorfor ikke skrive en sang om Ramadanen? Om fasten, hvad den betyder, og hvorfor alle profeterne fastede. Måske kommer der en smuk sang ud af det?

Isam B skrev sangen sammen med tre andre sangskrivere og komponister: De tre var Özcan Ajrulovsk, Nana Jacobi og Anders Greis.


– 25-øren faldt, og sangen nærmest skriver sig selv, når jeg forklarer, hvad Ramadan betyder: At brænde af. Det vil sige du brænder dit ukrudt, dine dæmoner og dine bekymringer af. Du fodrer din sjæl. Din krop faster men din sjæl spiser, fortæller Isam B og slutter med en pointe:  

– Har du et tungt sind, er du inde i en svær periode, tro det eller ej: At lære kroppen at faste gør dig stærk!

Lyt til hele podcasten her.

Læs interview med Isam B her.