Jazzsangerinde: Kultur kan modvirke racisme

Caroline Henderson mærker racismen på egen krop, når hun besøger USA. De seneste begivenheder er et skrækeksempel, men musikken kan bygge bro og binde os sammen, mener hun.

Af Svend Løbner

– Vi skal selvfølgelig favne hinanden og se forskelle som en berigelse. Men der er lang vej endnu. Det kan man jo tydeligt se.

Ordene kommer med eftertryk fra jazzsangerinden Caroline Henderson, da vi ringer hende op for et interview om hendes nye album Den danske sang. Her ser hun nye og ældre danske sange med friske og flerkulturelle øjne.


Få en smagsprøve her:


I dette interview fokuserer vi på netop det flerkulturelle: hendes oplevelse af at være verdensborger i Danmark og dansker i verden – ikke mindst i lyset af Black Lives Matter. Mordet på George Floyd i USA har sat verden i brand og givet sorte også i Danmark stemme og mod til at sige racismen midt imod.

Caroline Henderson er begejstret:

Jeg synes, at det er fantastisk, at det er blevet en bevægelse – også i lille Danmark. For problemstillingen og den terror der er, er vi jo mange, der har levet med og set i mange, mange år.

Hædret med Dannebrogs-ordenen

Caroline Henderson er født i Stockholm af en amerikansk far og en svensk mor. Hun flyttede til Danmark i 1983 og sang i flere jazzbands, inden hun i 1989 stiftede popbandet Ray Dee Oh sammen med Maria Bramsen. I 1995 gik hun solo og har udgivet ikke færre end 14 soloalbums. Hun har medvirket i film, været vært ved jazzprogrammer i radio og tv og modtaget 8 Danish Music Awards. Hun er UNICEF-ambassadør og blev i 2010 hædret med Dannebrogs-ordenen.

Mere dansk bliver det næppe. Og det er fra det perspektiv, hun bliver ubehageligt til mode, når hun besøger sin afroamerikanske fars hjemland:

– Når jeg er i USA, får jeg en usynlig rygsæk med 500 års historie på, når jeg går igennem tolden. Der er jeg stigmatiseret fra det sekund, jeg sætter mine fødder på jorden. Om jeg vil det eller ej, er jeg en del af en meget blodig historie, og den historie er noget, man bliver nødt til at tage stilling til, når man er i USA. For der er racisme.

Personlighed udenpå huden

Caroline Henderson fortsætter efter en kort pause:

– Det er superfrustrerende, og det er næsten ikke til at bære, at man skal gå rundt med sin såkaldte personlighed på huden. Folk bedømmer én. Der er selvfølgelig meget, der har forandret sig, siden jeg var en lille pige. Men grundlæggende er du en del af et samfund, som er så ulige og racistisk, at det er ubærligt i længere tid ad gangen for sådan en som mig, som også er vokset meget op i Europa.

USA har påvirket verden enormt rent kulturelt – kan man forestille sig, at USA kan blive et forbillede i verden, hvis det her ender godt?

– Det kan også være et skrækeksempel. De seneste 500 års historie er et stort sår stadigvæk. Jeg ville ønske, at det var omvendt, at man kigger på det og siger: ”Hvad kan vi gøre for, at det ikke skal blive sådan her.” For vi er jo også ved at skabe et samfund, hvor der er meget stor forskel på folk. Hvad skal vi gøre for ikke at ende der om et par hundrede år?

Tror du, at kulturen, musikken og livsudfoldelsen som sådan kan flytte noget her?

– Kulturen er et fredeligt redskab både i litteratur, film, musik og sprog. At komme ud og forstå. At bygge bro. Det er virkelig noget, der kan binde os sammen. Det ved jeg fra mine mange år på turné. Det er virkelig noget, der kan bygge broer, så man kan forstå hinanden. Og vi taler et hjertesprog.

Danmark var en selvhenter

Du har netop udgivet albummet Den danske sang. Hvad håber du, det vil bidrage med?

– Når man kommer til et nyt sted som voksen alene og ikke har sit stamtræ med bedsteforældre, oldeforældre osv., så har man ikke de der historier fra sin barndom, hvor man gik en tur i Tivoli, mens bedstemor fortalte… Min kulturhistorie hægter sig mere på USA, Sverige og måske Frankrig. Men Danmark var en selvhenter. Det måtte jeg selv grave dybere i. Så dér synes jeg, at det kunne være sjovt at lave en plade med gamle danske sange.

Svært at føle sig hjemme

Hvad har draget dig til at lave denne her plade?

– Jeg er mere fascineret af, at det tager så lang tid for et individ at føle sig hjemme. Hvad er det, der gør, at man føler denne her tryghed, når man ikke er født et sted? Jeg har tre sønner, som er totalt danske, og når vi har været ude at rejse, siger de bare: ”Åh, endelig er vi hjemme igen.” Det må være en fantastisk følelse. Det er en selvfølgelighed.

– Så det har jeg spekuleret meget over. Det tager bare tid at komme ind og lære et nyt sprog, forstå kulturen og ”hvorfor hedder vejnavnene det?” for eksempel. Det har jeg prøvet at gøre gennem musikken.

– Jeg tror, at musik helt sikkert er en form for hjemsted. Min far var jazzmusiker, så det var måske ikke så mærkeligt, at man søger tilbage til noget, som er genkendeligt. Jeg føler mig fri der, og jeg kan få lov at finde på hvad som helst, med det som udgangspunkt.

Vi fortsætter interviewet med Caroline Henderson i næste uge…