Paula Larrain: ’Jeg er både dansker og chilener resten af livet’

Kulturmøde er ikke at vælge den ene kultur frem for den anden. Mennesker kan sagtens rumme mange værdier, mener programvært Paula Larrain.

Af Svend Løbner

Som brobygger glæder man sig til at blive færdig med arbejdet og komme over på den anden side af kløften. Men sådan er det ikke i brobygning mellem kulturer. Her vil brobyggeren altid stå midt på broen i erkendelse af at broen altid skal vedligeholdes for at opretholde forbindelsen mellem de to poler.

Sådan en brobygger er Paula Larrain, mest kendt som journalist, nyhedsvært, ordstyrer og foredragsholder og lige nu aktuel som vært for programmet Tidsånd på P1. Og altid aktuel i sin unikke identitet som både chilener og dansker. Uden at fravælge nogen af delene, vel at mærke:

– Det at være dansk og chilensk er en samkørt proces, og jeg holder aldrig op med at være det ene eller det andet. Det bølger lidt frem og tilbage, fortæller hun, da vi mødes i DR Byen.

Kom til Danmark som flygtning

Paula Larrain er født i Chile og kom til Danmark som flygtning med sin familie i 1974, da hun kun var fire år gammel.

– Det vil sige, at jeg er vokset op som chilener i Danmark og er gået over broen fra chilensk kultur og spansk til at tale dansk hver dag som barn. Jeg blev dog først ”rigtig” integreret, efter at jeg var flyttet hjemmefra, og efter min familie var flyttet ud af landet, fortæller hun.

Paula Larrain er vært ved P1-programmet Tidsånd. Foto: Svend Løbner

Her var det naturligt med den flerkulturelle baggrund at give sig i kast med en karriere indenfor kommunikation, der som bekendt går ud på at bygge bro mellem afsender og modtager. Paula Larrain blev allerede som 18-rig ansat på Esbjerg Ugeavis, tog derefter den formelle journalistuddannelse og blev siden redaktionssekretær på Berlingske, udenrigsmedarbejder på Radioavisen og nyhedsvært på DR Nyheder. I dag arbejder hun freelance som vært på P1-programmet Tidsånd og var tidligere medvært på kanalens trosprogramDe højere magter.    

En flerkulturel bevidsthedsudvidelse

Trækker du på din flerkulturelle baggrund i journalistikken?

Ja, for det at være fra en flerkulturel baggrund gør, at man har en bevidsthedsudvidelse i sig selv. Det vil sige, at jeg er vokset op med bevidstheden om, at kulturer er forskellige, og at de sagtens kan kombineres.

– Allerede da jeg var meget lille, handlede det for mig om ikke at være hverken-eller. Jeg skulle være både-og. Man kan sagtens falde ned i den grøft, hvor man føler, at man ikke er nogen af delene. At man ikke hører til i nogen fællesskaber.

Et mindset, der tænker både-og

I stedet for at falde i den grøft valgte Paula Larrain et helt andet mindset:

– Jeg vender det om og siger: ”Jeg er jo begge dele, og selvfølgelig er der grænser mellem kulturer, men der er også rigtig mange ting, der flyder sammen”. Så jeg tænker ikke, at integration er en lineær proces, hvor man går fra at være chilener og bum, så er man dansker resten af livet. Jeg er både dansker og chilener resten af livet. Min danske proces startede så bare, da jeg var fire år gammel, og den går op og ned i intensitet. Mit hjemland er Chile, men Danmark er også mit hjemland. Så det ene udelukker ikke det andet.

Hvordan kan du det?

– Det, man opdager med flerkulturel baggrund, er, at det ikke er antallet af kulturer, der er et problem, eller grænserne imellem dem. Det er manglende kultur, der er et problem. Det ikke at være noget eller nogen og ikke have værdier. Det er et problem. Men det er ikke et problem at have masser af værdier. Ethvert menneske kan rumme et uendeligt antal værdier. Man bliver kun rigere af det. Det er ligesom kærlighed. Det kommer heller ikke i afgrænsede mængder. Kærlighed er kærlighed. Bum.

Inspireret af Shubidua og Grundtvig

Med mange værdier i spil må der også være noget at knytte til. Hvor var det Paula Larrain i den ene ende af den kulturelle bro fandt sit holdepunkt?

Hun tager en kort tænkepause, og så kommer listen: Folkeskolen, Shubidua, Grundtvig…

– Grundtvig taler direkte til det, jeg tror på, gennem salmer. Folkekirken er et tilknytningspunkt. Men det med tilknytningspunkter er også flydende, og det går op og ned.

Og nu siger jeg noget, som er rigtig provokerende for rigtig mange danskere, fortsætter Paula Larrain:

– Jeg er faktisk blevet mindre dansk de sidste ti år, end jeg var for 20 år siden.

Jeg ser mig selv som menneske først, og dansker siden, fortæller programvært Paula Larrain. Foto: Svend Løbner

’Danmark er blevet mere nationalistisk’

– Jeg har oplevet en desintegration gennem de seneste mange år, fordi jeg pludselig oplever, at Danmark bliver et andet land, end det jeg voksede op i. Og da jeg jo netop ikke har rødderne her, så har jeg ikke indstillingen: ”Right or wrong, my country!”. Det kan jeg ikke sige.

– Jeg kan ikke synge med på ”I Danmark har jeg født, her har jeg hjemme”. Jeg bliver utilpas. Og jo mere man er nationalsindet, jo mere man holder på den etnocentriske måde at være dansker på, jo mere står jeg af. Så det vil sige, at nationalismen i Danmark har gjort, at jeg har taget et skridt tilbage og sagt: ”Det kan jeg ikke være med til, Guys”.

Det betyder, at jeg trækker mig fra nogle fællesskaber, som jeg før i tiden fandt stor glæde ved. Så er der nogle, der har attituden: ”Det er jo dig, der kommer udefra, så det er dig, som skal tilpasse dig lugten i bageriet!” Dér har jeg det bare sådan: ”Nej. Ikke hvis jeg ikke vil!” Dér er jeg bare grundtvigsk. Dér er jeg frihedstroende først og fremmest. Jeg ser mig selv som menneske først, og dansker siden. Hvis jeg ikke føler, at der er plads til mig som et helt menneske, så er jeg jo ikke i et fællesskab.

Coronakrisen kræver samarbejde over grænser

Føler du, at nationalismen i Danmark er stigende?

– Jeg føler, at den har været meget present i denne her Coronakrise. Når grænser bliver lukkede og vi tænker ”Danmark først” i forhold til for eksempel EU, selv om det handler om en grænseoverskridende pandemi. Og på trods af, at samarbejde er det første, vi bør tænke på. Når vi trækker i modsat retning, bliver jeg bekymret. Så samler man sig om nationen. Og det er jeg ikke med på.

Bliver grænselukning også til kulturel afgrænsning?

– Ja. Alt hvad der lugter af, at vi går tilbage til for meget Nationernes Europa, er en bekymring for mig. Det er jo en kontroversiel ting i Danmark, kan man sige. Folk er jo ret EU-begejstrede i Danmark, men kun – har jeg noteret mig – når vi kan få noget ud af det. Altså, det er os først hele tiden. Så hvis vi ikke føler, at vi kan få nok ud af fællesskabet i Europa, så er vi imod. Det synes jeg ikke er fair.

Paula Larrain mener, at flygtninge og indvandrere grundlæggende er en berigelse for det danske samfund. Foto: Svend Løbner

Migration er både berigelse og udfordring

Igen spiller brobygningen ind. For Paula Larrain gælder forbindelsen mellem kulturer både globalt og lokalt. Også når Europa og Danmark modtager indvandrere og flygtninge.

– Jeg synes helt grundlæggende, at det er en berigelse, fordi jeg netop anskuer det sådan, at ethvert menneske kan rumme et uendeligt antal værdier. Derfor kan et samfund det jo også. Det vil sige, at når der kommer inspiration udefra, så er det en berigelse. Sådan har al dansk kultur udviklet sig. Dér, hvor det er en udfordring, er, fordi folk oplever, at de bliver truede eller frygter, at det, der kommer udefra, er så meget anderledes, at det går ud over vores egen tryghed og vores eget samfund.

Når værdier er reduceret til penge

Men her er det ikke altid forskelle i kultur og religion, der spiller ind, mener Paula Larrain:

– Der ligger økonomi i det, og der ligger et værdifald generelt, fordi vi har vænnet os til, at vores samfund er materielt. Vi fokuserer på økonomien først og mindre på værdierne. Så folk føler sig utrygge, hvis de bliver ramt på pengepungen og ikke hviler i sig selv rent kulturelt.

– Jeg kan godt forstå, at nogle kan føle sig utrygge, når nogen kommer med meget tydelige værdier og siger: ”Her står vi”. Også selvom de bare står og ikke gør noget. Så føler de, der ikke er så bevidste om deres værdier, sig truet. Derfor er min pointe, at jo stærkere du står på dine egne værdier, jo mindre føler du dig truet. Men det grundlæggende for, at man kan leve sammen, er, at man som minimum respekterer hinandens forskelligheder. At man respekterer, at man tænker forskelligt, og at vi ikke behøver at overbevise hinanden.

’Husk tolerancen og rummeligheden’

Hvor er Danmark om 50 år?

– Jeg er ikke kun bekymret. Jeg er også optimist. Jeg er bekymret, når jeg kigger på hullerne i osten, og det er, når jeg ser: ”Uh, er det ikke lidt nationalistisk, når vi gør sådan og sådan?” Men jeg kan også tage mig selv i at vende den om, at se osten i stedet for hullerne og sige ”Vi ved så meget mere i dag; vi har adgang til informationer, som vi ikke havde gør i tiden.”

– Sådan er det med al udvikling i verdenshistorien. Det er et pendul. Det kører frem og tilbage. Vi er på vej tilbage fra en meget tolerant og fredfyldt tid. Og så handler det om at huske tolerancen og rummeligheden.