Jeg er gift med en udlænding – og usynlig…

KRONIK: ”Tænk, hvis vi selv kunne bestemme, hvor vi ville bo, hvordan vi ville bo, og hvem vi ville bo sammen med?” sagde Signe Kibuuka Hermann i en tale ved demonstration mod danske særregler for familiesammenføring.

Kronik af Signe Kibuuka Hermann

Jeg er en usynlig dansker. Jeg er usynlig, fordi jeg er gift med en udlænding. Indtil for få år siden var der slet ikke nogen politikere, der overhovedet talte om familiesammenføring som noget, der angik etniske danskere som mig. Det handlede om udlændinge, der giftede sig med udlændinge. Og det ville man egentlig gerne have dem til at lade være med.

Efterhånden som mere og mere groteske historier om adskilte familier og højtkvalificerede danskere, der ikke kunne komme hjem, begyndte at fylde i medierne, var man nødt til at indrømme, at familiesammenføringer ikke kun handler om udlændinge. Og at konsekvenserne af familiesammenføringsreglerne i mange tilfælde er helt urimelige.

Men den del af udlændingeloven, der dækker familiesammenføringer, handler stadig om udlændinge. F.eks. må min mand og jeg ikke bo sammen med mine forældre, for så vil han ikke lære at tale dansk. Underforstået: Når man gifter sig med en udlænding, kan man ikke have dansk som modersmål… (se note 1). Og man vil i øvrigt stadig gerne have de der udlændinge til at lade være med at gifte sig med andre udlændinge.

Giv os en chance!

Jeg har lige været inde på Christiansborg til en konference om danske statsborgeres familiesammenføringer. Der kunne vi konstatere, at reglerne for familiesammenføring er blevet ændret fem gange, og reglerne for permanent opholdstilladelse er blevet ændret tre gange, siden 2010.

Hvad med at give os en chance for at opfylde reglerne, før de bliver ændret igen? Hvad med at give Danmark en chance for at vurdere effekten af de seneste stramninger, før man strammer igen?

Vi kunne konstatere, over 90 procent af alle familiesammenføringer går til en ægtefælle til en dansk statsborger, og at 75 procent af de danske statsborgere – eller omkring 70 procent af alle ’herboende’ ægtefæller – er af dansk herkomst som mig.

Vi er ikke en trussel!

Vi kunne også konstatere, at vores udenlandske ægtefæller er mindre kriminelle end etniske danskere. At de som gruppe giver overskud i statskassen. At både de og vi er selvforsørgende i højere grad end gennemsnittet. At de er lige så veluddannede som indvandrere generelt, og at de, der har uddannet sig i Danmark – dengang uddannelse talte med som grundlag for permanent opholdstilladelse – faktisk uddannede sig højere end indvandrere generelt. Og vi kunne konstatere, at vi ’herboende’ ægtefæller er lige så veluddannede som landsgennemsnittet.

Så vi er faktisk slet ikke nogen trussel. Hverken mod sammenhængskraften – hvad det så ellers egentlig betyder – eller mod samfundsøkonomien.

Men det gør mig faktisk ked af det, at jeg skal stå inde på Christiansborg og redegøre for, at jeg skal have lov til leve mit familieliv i mit hjemland, fordi jeg hverken er en udgift eller adskiller mig fra majoriteten.

Udvid perspektivet og tænk!

Det gør mig også ked af det, at de regler, der begrænser mit familieliv, er lavet for at tvinge udlændinge til at leve som middelklassedanskere.

Tænk, hvis vi selv kunne bestemme, hvor vi ville bo, hvordan vi ville bo, og hvem vi ville bo sammen med? (1)

Tænk, hvis vi selv kunne få lov til at bestemme, om vi skulle arbejde eller uddanne os – uden at miste muligheden for at få permanent opholdstilladelse, hvis vi uddannede os? (2)

Tænk, hvis vores lønniveau ikke var bestemmende for vores chancer for at blive her permanent? (2)

Tænk, hvis vi – selvom vi var lavtlønnede – selv kunne få lov til at at bestemme, om vi skulle læse bøger med vores børn eller være fodboldtrænere for andres børn i vores fritid? (2)

Tænk, hvis vi kunne blive kørt over af en lastbil eller blive kronisk syge uden at risikere at blive smidt ud af landet? (3)

Skal jeg virkelig flytte?

Det er muligt at få lov til at bo her uden særlig mange krav, hvis man går i landflygtighed i et andet EU-land først. Men kan det virkelig være rigtigt, at man skal tvinges til at forlade sit hjemland for at få bare nogenlunde rimelige vilkår som familie? Og hvad nu, hvis man ikke bare kan flytte?

Det med at bo i et andet EU-land har f.eks. aldrig rigtig været en mulighed for os: Først var jeg højgravid. Så var min mand under uddannelse. Jeg ville godt kunne bo i Malmö og arbejde her i København, men han kunne ikke bo i et andet land og studere i Danmark.

Da han så blev færdig med sin uddannelse, var vi faktisk lige ved at flytte, men så fik han arbejde. Sådan et rigtigt, relevant arbejde, som hans uddannelse kvalificerede ham til. Igen ville jeg godt kunne bo i Malmö og arbejde i København, men han kunne ikke bo i et andet land og arbejde i Danmark. Og han ville ikke opsige sin AC-stilling i Danmark for – måske – at blive opvasker i Sverige. Især ikke, når det bare handlede om at kunne komme tilbage til Danmark, hvor han så kunne starte forfra med at finde et relevant arbejde.

Hvorfor ikke give os samme rettigheder?

Så nu er han det, man kalder velintegreret. Men hvis han var blevet opvasker i Danmark i stedet for at uddanne sig, ville han have haft permanent opholdstilladelse nu. Hvis vi flyttede til Sverige nu, ville han få permanent opholdstilladelse dér med det samme, selvom han så skulle starte forfra med at finde et arbejde. Men hvorfor er det, at vi skal vælge mellem at være såkaldt velintegrerede, og at have rettigheder?

Hvorfor ikke bare give os danskere med udenlandske ægtefæller de samme rettigheder med det samme, som hvis vi brugte hele og halve år i et andet EU-land, sådan at vi ikke skal sætte integrationen i Danmark på pause for at kunne leve som familie under rimelige vilkår?

Tænk, hvis jeg bare kunne få lov til at udleve mit familieliv i mit hjemland, fordi det er mit hjemland?

Kronikken er den tale Signe Kibuuka Hermann holdt ved en demonstration den 29. september 2020 på Christiansborg Slotsplads mod danske særregler for familiesammenføring.

Signe blev gift med sin ugandiske mand, John, i Uganda i 2011, søgte og fik familiesammenføring i Danmark samme år, og har boet i Danmark lige siden. Parret har to børn, der er født i 2012 og 2014.

Hun uddyber kronikken med følgende noter:

  • (1) Der er et boligkrav, der udsiger, at man ikke må bo i eller flytte ind i en “ghetto”, før den udenlandske ægtefælle får permanent opholdstilladelse, at man skal have mindst 20 kvm pr person eller højst være to personer pr værelse, samt at man ikke må bo i bofællesskab med den herboendes familie.
  • (2) Reglerne for permanent opholdstilladelse siger blandt andet, at man skal have været i fuldtidsarbejde i 3,5 år ud af de sidste 4, at uddannelse ikke tæller, og at man skal tjene over  292.256,68 kr. om året (2020-niveau) eller være foreningsaktiv i sin fritid.
  • (3) Selvforsørgelseskravet siger, at man ikke må modtage ydelser efter aktivloven fra 3 år før, man ansøger om familiesammenføring, og indtil den udenlandske ægtefælle har fået permanent opholdstilladelse. Aktivloven omfatter revalidering samt den ydelse, man bliver sat på, hvis man er langtidssygemeldt i over 22 uger og mister sygedagpengene.