’Jeg hedder Arlette, og jeg overlevede Auschwitz’

Arlette Andersen har netop modtaget Ridderkorset af Dronningen. I dag holder den 95-årige Holocaustoverlevende foredrag for tusindvis af gymnasieelever.

Af Marianne Olsen  

Arlette Andersen

Den franskfødte kvinde Arlette Andersen overlevede Auschwitz under Anden Verdenskrig. I dag er hun ét af få direkte vidner til et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien – udryddelsen af seks millioner jøder.

Arlette Andersen er født og opvokset i Marais-kvarteret i Paris, men flyttede i 1950´erne til Danmark, hvor hun blev dansk statsborger.

Den 16. april modtog Arlette Andersen Ridderkorset af Dronningen. Vi har i den forbindelse genset filmen om hende fra 2009. Filmen er produceret af forlaget Chataigne, der leverer fransk litteratur.



Da højreekstremismen voksede frem i Frankrig, og Jean-Marie Le Pen kaldte nazismens hensigt at udrydde Europas jøder ”en detalje”, begyndte Arlette Andersen sine foredrag om tilstandene i Auschwitz. Den nu 95-årige Holocaust-overlever har til dato holdt flere end 420 foredrag rundt om på landets gymnasier.

Pågrebet og brændt levende

Arlette Andersen indleder filmen med en fortælling om Mala, der var belgisk-polsk. Hun forsøgte at flygte fra koncentrationslejren, men blev pågrebet. Hun skulle hænges som straf for sin flugt, men det lykkedes hende at give bødlen en lussing og slippe væk. Hun ville skære sin pulsåre over med noget skarpt, som hun havde gemt i sit hår.

– Men så blid en død skulle Mala ikke have. Hun blev pågrebet og brændt levende.

Arlette Andersen (f. 1924) er af fransk-jødisk slægt, hvis familie havde boet i Frankrig siden 1748. Hendes far havde kæmpet med i 1. Verdenskrig og i tiden derefter skelnede man i den sekulære republik ikke mellem katolikker, protestanter og jøder.

Det første den unge Arlette mærkede til nazismen og jødeforfølgelserne var, da landet i 1940 var blevet besat: Hendes lærer i fransk litteratur, Clémence Samuel, blev arresteret og halshugget.

Razziaer og påtvungen jødestjerne

I 1941 var der gennemgribende razziaer, og Arlettes familie var klar over at de måtte se at komme væk fra Paris. Faderen tog straks af sted sydpå til den del af Frankrig, den frie zone, hvor franskmændene selv regerede – om end i god forståelse med nazisterne. Arlette og hendes mor kom senere, efter at Arlette var blevet student.

I 1942 blev jøder tvunget til at bære den karakteristiske jødestjerne, og Arlette fortæller, at hun prøvede at skjule den under et tørklæde, når hun var udendørs.

Men ellers gik livet sin gang. Den nybagte student begyndte at studere i Clermont-Ferrand, og familien boede på et pensionat, hvor der både boede jøder og tyskere. Pensionatsværten var meget venlig mod alle, sagde blot at ingen måtte komme på hans værelse, for der var et skrækkeligt rod. Det skulle vise sig at han var aktiv i modstandsbevægelsen, men med sine specielle gæster var han også godt beskyttet.

Rejse som kreaturer

I januar 1944 gik den ikke længere: Arlette blev arresteret og beretter i filmen om, hvordan hun og mange andre blev transporteret med deres bagage i kreaturvogne. I vognen var der to tønder, en til vand og en til toilet. De havde ingen mad, men stanken var også så ulidelig, at de ikke ville have været i stand til at spise noget.

Efter tre døgns kørsel mod øst, blev skydelågerne til kreaturvognene skubbet til side. Det var mørk nat, men de følte sig befriet fra stanken, da de blev hevet ud i sne og mudder. Bagagen blev kastet i bunker, hulter til bulter. Umiddelbart var de ængstelige for, hvordan de kunne finde den igen, men det var ikke noget at bekymre sig om, for de kom aldrig mere til at se nogen bagage.

Inddeling af fangerne

Flokken blev straks ved ankomsten skilt, så de folk, der så stærke ud, blev sendt til venstre og måtte gå til lejren et par kilometer væk, mens de gamle og børnene blev kørt direkte til gaskamrene, hvor de omkom.

Da de overlevende var nået frem, skulle de først tatoveres. Arlette viser i filmen sit nummer: 74853. Dernæst skulle de klippes, dvs. barberes.

– Uden hår var vi uigenkendelige. Der var en elegant blond pariserinde, der havde pels på, da hun ankom, mindes Arlette: – Hun var heller ikke til at kende.

Endelig skulle de i bad – flere under samme bruser. Sovestederne var de også flere om. Vi kender billederne, hvor fangerne ligger stuvet sammen i tre etagers køjer. Hvert sovested var to gange to meter, og de lå på halmmadrasser og tynde tæpper. De frøs altid.

Tolv timers meningsløst arbejde

Om dagen var der appel ved firetiden om morgenen

– Klokkeslættet fik vi at vide senere, for vi havde ingen tidsfornemmelse. Appellen varede et par timer, inden vi blev sendt på arbejde. Når vi gik ud for at slå skærver, et fuldstændig unyttigt arbejde, var der et orkester, der spillede. Det var det samme, når vi kom hjem om aftenen. Tolv timer med én pause, hvor vi næsten ingen mad fik.

Redningsmanden

Hvordan gik det til at Arlette overlevede?

Ved en ’selektion’ hviskede en kammerat til hende: ”Sig, at du er 14 år.” Hun vidste ikke hvem det var, men det blev hendes redning: Hun kom på fabrik og slap for at arbejde om natten.

Et andet held var, at hun var sammen med et par andre unge kvinder, der talte det samme sprog som hun selv. Det var ellers et af lejrens smarte påfund at sætte folk sammen der ikke kunne kommunikere, så de blev svækket.

Det var først i 1995, Arlette fik at vide, hvem hendes redningsmand var. I 50 året for befrielsen af Auschwitz, den 25. januar 1995, så hun i TV fra Jerusalem en mand fortælle: Han havde spillet i lejrens orkester, og da han var ingeniørelev, arbejdede han på fabrikken. Dér havde han mødt nogle unge kvinder fra Clermont-Ferrand, og Arlette forstod at det var ham, hun skyldte sit liv.

Dødsmarcherne

Arlette fortæller om dødsmarcherne efter lejrens befrielse: Alt var kaos. Hun gik sammen med seks andre kvinder. De havde kun sne at spise, og de sov i skoven.

Da hun endelig kom til Paris, vidste hun hverken at Frankrig var blevet befriet, eller hvad der var blevet af hendes forældre. I øvrigt var tidsfornemmelsen væk. Hun blev modtaget af en klassekammerat, der tog sig af dem, der vendte tilbage.

– Arlette er kommet tilbage! udbrød hun og fortalte at forældrene var hjemme og i god behold.

På det tidspunkt vejede Arlette 30 kg.

Den danske tilværelse

I 1952 giftede Arlette sig med Ole Andersen og flyttede til Fredericia. Parret fik to børn Her underviste hun i fransk fra 1961 til 1994.

Den afholdte lektor havde aldrig tænkt på at fortælle om sine erfaringer i Auschwitz. Men så kom den højreekstremistiske bølge i Frankrig med Jean-Marie Le Pen, der sagde at den nazistiske plan om at udrydde Europas jøder blot var ”en detalje” i Anden Verdenskrig.

Ubærlige erfaringer

Arlette Andersen orkede som så mange med samme baggrund ikke at beskæftige sig med disse uhyrligheder. Men ekstremismen fik hende til at rejse rundt til gymnasier for at fortælle.

Eleverne bliver både forskrækkede og tryllebundne af hendes lavmælte autenticitet. De møder en person, der på egen krop og sjæl har gennemlevet den grusomhed, som vi mennesker er i stand til at udøve, ligesom hun har mødt den godhed, der reddede hende.

Det er blevet til flere end 420 foredrag for over 95.000 elever.

Artiklen er opdateret. Ved en fejl skrev vi, at filmen er instrueret af journalist og fotograf Thomas Kvist Christiansen. Det passer ikke. Filmen er produceret af forlaget Chataigne, der leverer fransk litteratur.