Jøde: ’Det endte godt; jeg står jo her’

Krystalnatten blev markeret med en overlevende jødes vidnesbyrd, Henrik Nordbrandts digte og Khaterah Parwanis tale om livets essens: Kærlighed.

Af Marianne Olsen

Den 9. november er en af mine store dage. Jeg stod af toget på Københavns Hovedbanegård og gik til Kultorvet for at være med til markeringen af Krystalnattens udbrud af latent antisemitisk sindssyge for 81 år siden.

I det voksende mørke mærkedes den silende regn. Ingen blæst. Lys i de hele vinduer langs Strøget og hele vinduer i Yorks passage. Forbi Krystalgade med politivognen.

Det var så mørkt på det tidspunkt, at jeg ikke kunne se snublestenene i fortovet foran synagogen. De ligger og minder om de mennesker, der havde boet netop der, indtil de blev deporteret og myrdet af nazister. De dødes grav er de levendes hjerte, så når så mange mennesker, ofre for det nazistiske barbari, slagtet og forhånet, ikke har fået nogen grav, er en snublesten velanbragt til at få pulsen op.

Ytringsfrihed på Kultorvet

Da jeg kom til Kultorvet, så jeg en tæt kreds af politibetjente og gik derhen i den tro at de var der for vores markerings skyld. Men så hørte jeg en alt for velkendt stemme prædike had. En sætning var nok, og jeg fjernede mig straks. En kvinde stod med ryggen til og så vred ud: ”Skal du også til Krystalnatten?” spurgte jeg. ”Ja,” sagde hun, og hendes bliks lyn lyste mørket op et sekund. Vi fandt så det rette sted med mere lys – og lys på de fine bogstaver. Så forstod jeg at de mange politibetjente i virkeligheden havde skærmet os mod hadet og ondskabsfuldheden, når de nu ikke havde mulighed for at få Rasmus Paludan væk.

Fakler og højtid

Dejlig musik af alle nationaliteter strømmede os i møde, og efterhånden blev faklerne også tændt.

Vi er endnu så heldige at kunne se og lytte til et rigtigt Krystalnatsvidne: Hannah Skop trådte ind på scenen. Hun så venligt ud til os, mens hun fortalte om rædslerne, som de havde set ud i barneperspektiv med den lille piges øjne:

”Det endte godt,” begyndte hun, ”jeg står jo her.”

For det havde ikke været meningen, at den lille opvakte pige skulle stå nogen steder i det befængte Europa, men først ved mødet med en historiker fra New York for nylig havde Hannah erfaret, hvor svært det havde været for hendes far at få familien ind i Danmark. Skildringerne var fulde af den lilles spørgsmålstegn, og det prægede også beretningen. Så fornemt var den begrænset til en ægte vidneberetning.

Faderen var kommet tilbage efter nogen tid, afmagret og syg. Han havde en byld i halsen. Ingen ariske læger måtte tage sig af ham, men heldigvis var der en jødisk læge i nærheden endnu, så Hannahs far var blevet anbragt på familiens spisebord og opereret. Hjælp i nødens stund bogstavelig talt.

To digte

Henrik Nordbrandt kom på scenen og fremsagde to af sine digte. Kun en svag hundeglammen fra den anden side af Kultorvet prøvede at blande sig. Digtene handlede om et tog, der aldrig tager de rejsende med tilbage, og om det lille krigsbarn, som vi aldrig glemmer. Der var ingen knappenål, der faldt til fliserne i de øjeblikke.

Kærlighedens grænseoverskridende magt

Endelig kom Khaterah Parwani og talte om grænsernes og menneskets nederlag, som kun kærligheden kan overvinde og som den også virkelig overvinder hver dag. En anden lille pige, Khaterahs niece, var med og kan vidne om aftenen. Khaterah spurgte hende, hvad det vigtigste er i hele verden: ”Kærlighed!” svarede barnet med et genert og dog myndigt smil.

Channe Nussbaum og hendes musikere fra mange lande, religioner og traditioner spillede af fuld kraft og højt humør. Og vi andre fik lov at være med til at synge Kringsat av fiender. Med erindringen om alt det forfærdelige mennesker har gjort mod hinanden i fortiden spillede, talte og sang de for en værdig flygtningepolitik. Og for at få børn ud af asylcentrene.

Regnen silede stille ned i to timer. Vi længes efter den milde myndighed, som vidnerne, digterne og musikerne så alvorligt opmuntrer os med.