Kom igen, statsminister!

Børnenes statsminister vil fjerne børn fra forældre i udsatte familier. Det er Mette Frederiksens eneste løsningsforslag på familieproblemer. Og større samfundsudfordringer fortoner sig i det fjerne.

Af Svend Løbner

Statsminister Mette Frederiksens første nytårstale handlede mest om børn. Hun roste dem for deres klimaaktivisme. Hun lyttede til deres bekymringer for mobning og mistrivsel. Men hun tog også børnenes parti imod forældre, som har svært ved at opdrage dem.

– Jeg vil sige det, som det er. Uden omsvøb. Når samfundet reagerer for sent. Eller slet ikke reagerer. Når vi tager for mange hensyn til de voksne. Så betyder det, at der er børn i Danmark, som vokser op med omsorgssvigt og vold, sagde hun.

Statsministeren gav et vink med en vognstang til forældre fra andre kulturer. I dag får nogle forældre for mange chancer, sagde hun.

– Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk. Også over for andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Og piger skal have samme frihed som drenge.

Ret diagnose, men forkert behandling. Statsministerens eneste løsninger er nemlig tvangsfjernelse:

– Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag.

Ingen tvivl om, at mange børn og unge er udfordrede og at familier kan have svært ved at holde dem på den smalle sti. Men tvangsfjernelse? Tidligere? Og som eneste konkrete løsning på en udfordring, som løftes op på statsministerniveau og endda som hovedtema i statsministerens nytårstale, endda hendes første.

Det er at skyde gråspurve med kanoner, undskyld udtrykket. Det er at endnu en gang stigmatisere den del af befolkningen, som er ”fra andre kulturer”.

Og det er simpelthen udtryk for afmagt, når man fokuserer på et så relativt lille problem i forhold til andre store problemer, som ser ud til at have bidt sig fast i samfundet: At vi stadig har 6.400 hjemløse i Danmark. At der mangler pædagoger i de danske børneinstitutioner, ja, at både lærere, sygeplejersker og politi må løbe umådeligt stærkt for om muligt at løse opgaverne. For ikke at tale om et skattevæsen, der er fuldstændig amputeret af årelange besparelser.

Kom igen, statsminister! Sæt samfundets udfordringer i rette proportioner. Og vil du være børnenes statsminister, så skil dem ikke så resolut fra deres forældre. Jo, det kan være nødvendigt som absolut sidste løsning, hvor alle andre muligheder er udtømt. Men hjælp dem først og fremmest i den naturlige tilknytning, de allerede har derhjemme.