Konvertit til jødedommen: ”Jeg vidste, at det havde en pris”

Da Eva Blum Bøggild konverterede til jødedommen, vidste hun, at det havde en pris. For solidariteten med det jødiske folk og dets historie betyder, at man ikke bare kan stikke af, når antisemitismen rammer. Til gengæld bliver man en del af et fællesskab, der støtter én fra fødsel til død.

Efter et langt tilløb på omkring 12 år konverterede Eva Blum Bøggild i 2012 til jødedommen, og samme dag blev hun viet til sin samlever gennem en årrække, Jacques Blum, ved en ceremoni i synagogen i Krystalgade i København. På det tidspunkt var Jacques alvorligt syg, og tre uger senere døde han. Selv om hendes mands død var en kæmpe sorg, var det også netop dødsfaldet og den efterfølgende periode, der gjorde det klart for Eva Blum Bøggild, hvad konverteringen betød. For da hun tog skridtet fuldt ud og formelt blev jøde, efter at hun i mange år havde praktiseret mange af de jødiske ritualer sammen med sin mand og deres søn, blev det tydeligt, at det jødiske fællesskab ikke blot er af navn, men i høj grad af gavn.

”Efter Jacques’ død opdagede jeg meget konkret og tydeligt, hvad jeg fik igen ved at have taget skridtet ind i det jødiske fællesskab. Det var et kollektiv, som tog afsked med Jacques, og som passede mig på alle måder i ugen efter hans død,” fortæller hun.

”Det er en tradition i jødedommen, at man fra begravelsen og en uge frem ikke lader de nærmeste efterladte være alene på noget tidspunkt. Fællesskabet sørger for at købe ind, lave mad, gøre rent og i det hele taget gøre alt, hvad der skal ordnes rent praktisk. Det eneste, du som sørgende skal gøre, er at sidde i en stol og tage imod de besøgende og fortælle den samme historie om dødsfaldet 200 gange. Og efter en uge har du fortalt og fortalt og vil bare gerne have, at folk går hjem. Det er ren terapi.”


Mad og mindebønner

Eva Blum Bøggild smiler ved tanken og tilføjer, at hendes dengang 12årige søn også oplevede det jødiske fællesskab som en stor støtte i tiden efter hans fars død. 

”Der kom en masse unge mennesker, som lavede mad i en uendelighed og bare var her. Han taler stadig om, hvor dejligt det var, at huset var fyldt med mennesker hele den uge. Og så tog han en tradition til sig om at sige mindebøn for den afdøde i et helt år. Hver morgen i et år gik hen i synagogen hver morgen og sagde mindebøn for sin far. Der står man blottet med sin sorg. Og hver lørdag i det første år stod han frem foran menigheden, og alle vidste, hvorfor han stod der. Han overtog også sin fars opgave med at sige kaddish, mindebøn, for sine farforældre,” fortæller Eva Bøggild, der i dag er 55 år og bor sammen med sin nu 18årige søn, David, i centrum af København få hundrede meter fra synagogen i Krystalgade.

Selve synagogen kommer hun ikke så tit i, men menigheden og bevidstheden om, at den findes, betyder meget for hende, og hun har desuden haft sin næsten daglige gang i Krystalgade, fordi hun er engageret i Jødisk Informationscenter, hvor hun indtil for nylig var leder. Hun er stadig tilknyttet og har bl.a. ansvaret for projektet, De Nye Stemmer, hvor unge jøder og muslimer sammen tager ud på skoler og festivaler, hvor de fortæller om at være ung og religiøs, etnisk minoritet i Danmark.

”Muslimer og jøder har meget til fælles, både fordi vi her i Danmark lever som minoritet og kender følelsen af at være udsat, men også fordi vi har et særligt forhold til mad, hygiejne og til slægt og familie,” siger Eva Bøggild. 


”Skæv” i forhold til mainstream

Netop ritualerne og fællesskabet var noget af det, der fascinerede hende ved jødedommen, da hun som journalist begyndte at beskæftige sig med antisemitisme, holocaustbenægtelse og nynazisme og derigennem også med det særlige jødiske skæbnefællesskab, som den lange historie med forfølgelse har resulteret i. 

”Jeg blev meget optaget af den minoritetstankegang, som præger de jødiske miljøer. Det at have et anderledes syn på verden og på samfundet end det store flertal. Den der vagtsomhed … at man aldrig føler sig helt tryg. Jeg tror, at det kan sammenlignes med fx at være homoseksuel. Man kan være fuldstændig integreret bortset fra den lille del, som handler om ens seksualitet eller religion. Men den lille del gør, at man betragter samfundet med nogle andre øjne. Man ser tingene lidt udefra. Der er den store kristne verden, og her er jeg som lillebitte minoritet, fordi jeg er jøde.”

Den følelse kunne Eva Bøggild identificere sig med, allerede inden hun blev en del af det jødiske miljø. Måske fordi hun altid har følt sig en lille smule ”skæv” i forhold til mainstream. Måske fordi det er et menneskeligt grundvilkår at føle denne anderledes; det ved hun ikke helt. Men hun husker tydeligt, at hun følte genklang, da hun mødte sin kommende mand, Jacques Blum, i forbindelse med sit journalistiske arbejde. Han var kultursociolog og en fremtrædende debattør inden for spørgsmål om antisemitisme, minoritetsforhold og racisme. Deres professionelle møde førte til et kærlighedsforhold, og det førte Eva Bøggild tættere på det jødiske miljø i Danmark. 

”Da vi flyttede sammen, kom der lige så stille nogle traditioner og ritualer ind, som aldrig havde været i mit liv tidligere, og som der ikke var plads til i mit barndomshjem,” fortæller Eva Bøggild. Hun er vokset op i en familie, hvor religion stort set intet fyldte, i hvert fald ikke åbenlyst. Hendes mor havde et nærmest aggressivt og fjendtligt forhold til religion, især til kristendom, fordi hun selv var vokset op med forældre, der skiftede mellem et væld af kristne trossamfund, og hvor social kontrol og strenge normer fulgte med deres engagement i disse menigheder. Hendes far derimod havde, så vidt Eva Bøggild kan vurdere, en tro, men udlevede den ikke åbenlyst. Hun husker dog, at han af og til tog hende med til kirkekoncerter, og at de der – i kirkerummet og i musikken – oplevede et særligt nærvær, som hun i dag lidt tøvende kalder gudsnærvær. 


Hønsekødsuppe, ritualer og inklusion

I sit samliv med Jacques Blum blev hun introduceret til en åben og direkte religiøsitet i hverdagen.

”Han inviterede en masse venner til shabbatsmiddag om fredagen, og stemningen var varm og familiær, og alle traditionerne blev overholdt. Vi fik hønsekødsuppe, fisk, kød, dessert, og tændte lys og sagde velsignelsen over brød, lys og vin. Det kom til at betyde meget for mig, og det var første gang, jeg oplevede, at et religiøst tilhørsforhold indebar noget varmt og inkluderende; det kunne jeg godt se en pointe i. Og jeg kunne mærke, at som minoritet var den slags frirum, hvor han bare kunne læne sig tilbage i ritualerne, enormt vigtige.”

”Jeg var ret hurtigt klar over, at jeg ville konvertere for at give mit barn den gave at være fuldt medlem af det jødiske fællesskab fra begyndelsen.”

Eva Bøggild, jøde


Langsomt begyndte Eva Bøggild at tage mere og mere del i ritualerne. Det var hende, der bagte fredag aften og til de jødiske højtider, og i det hele taget gik hun mere og mere ind i forberedelserne. Jacques spurgte hende aldrig, om hun ville konvertere, men gjorde det klart, at det var vigtigt for ham at holde fast i traditionerne, ”for når man er 7.000 jøder i Danmark, og kun halvdelen markerer højtiderne, så er det vigtigt at holde fast i det, for i samfundet udenom er det jo usynligt; det er ikke som til jul, hvor ingen er i tvivl om i flere måneder, at nu er det på vej, så jeg forstod fuldstændig, hvad han mente,” som Eva Bøggild siger.

Tanken om at konvertere kom dog først for alvor, da hun opdagede, at hun var gravid. Da det inden for jødedom traditionelt er morens religion, der afgør, om børnene bliver jøder, blev det et presserende spørgsmål. 

”Jeg var ret hurtigt klar over, at jeg ville konvertere for at give mit barn den gave at være fuldt medlem af det jødiske fællesskab fra begyndelsen. Der var ingen tvivl om, at barnet ville få en jødisk identitet uanset hvad, fordi Jacques var en meget markant person i det jødiske samfund, og i vores hverdag var det jødedommen, der fyldte, fordi jeg ikke havde noget med mig fra kristendommen, som jeg ønskede at praktisere. Så jeg tænkte, at nu var tiden inde til at tage skridtet fuldt ud.”


Skilsmisseproces og eksamensangst

Det kom dog til at vare noget længere end forventet, før Eva Bøggild kunne konvertere. Det viste sig nemlig, at Jacques skilsmisse fra et tidligere forhold ikke var formaliseret som en jødisk skilsmisse, og det var en betingelse for overrabbineren, at det kom i orden, hvis han skulle lade Eva konvertere. Så der fulgte en besværlig juridisk proces og en rejse til Israel for at få formaliteterne omkring skilsmissen i orden, og derefter skulle både Eva og Jacques komme overens med, at giftermålet og konverteringen blev knyttet sammen.

”Der kom feministen op i mig, for jeg syntes jo, at en beslutning om ægteskab skulle komme fra mig selv, ikke presset af ydre betingelser. Så det tog lidt tid, men så var vi parate,” siger Eva Bøggild.  

I den mellemliggende periode mødtes hun mange gange med daværende overrabbiner Bent Lexner, og hun fik også et indgående kendskab til både hebræisk og jødisk tradition, historie og teologi gennem sin uddannelse i judaistik på universitetet i Lund. Så hun følte sig parat, da hun endelig i 2012 kunne træde frem foran den såkaldte rabbinske domstol, hvor en rabbiner og to andre jødiske lærde stillede hende en række spørgsmål.

”Jeg kunne ikke svare på ret meget af det; jeg gik helt i sort af eksamensangst. Men de godkendte mig, for de vidste jo, hvor meget viden jeg havde,” siger Eva Bøggild med et grin.

Herefter fulgte et rituelt bad, og så var det ellers hjem og få tørret hår og skiftet tøj for at være klar til vielsen tre timer senere. 

”Det var simpelthen bare en god dag. Endelig kunne jeg træde fra venteværelset ind i selve rummet og være helt en del af fællesskabet. Det føltes godt. For mens jeg ventede på at konvertere, kunne jeg nogle gange føle, at de andre i menigheden lurede på, om jeg nu var god nok og gjorde alting rigtigt. Efter konverteringen fik jeg mere ro og hvilede mere i, at jeg er jøde på min egen måde og kan integrere det i den person, jeg i øvrigt er,” siger hun.

Efter Jacques død har Eva Bøggild ikke kunnet fastholde de store sammenkomster fredag aften. Men hun og sønnen David holder stadig shabbat, og hun forsøger så vidt muligt at overholde reglerne om fx ikke at køre bil om lørdagen. De spiser også efter kosher-reglerne, og det kan af og til være lidt bøvlet og temmelig dyrt, for priserne hos kosher-slagteren er høje, forklarer hun.


Stammeforholdet og solidariteten

Men derudover er det netop de faste holdepunkter i fællesskabet og ritualerne, der er vigtige for Eva Bøggild.

”Jeg vil ikke sige, at jeg ikke oplever et gudsnærvær. Men det, jeg konverterede til, mere end troen, er stammeforholdet, og det er også derfor, at det tager lang tid at konvertere. Ikke fordi rabbineren skal tjekke, om man tror på Gud, men fordi man skal sikre sig, at solidariteten vil være der, når det bliver hårdt. Når man har 5.000 års forfølgelseshistorie bag sig, bliver det vigtigt, om du er med eller ej, når det gælder. Det bliver afgørende, at du ikke forlader kone og børn, når nogen kommer efter dig,” siger hun. 

Den solidaritet havde Eva Bøggild allerede udviklet, og den var blevet testet mange gange, før hun konverterede. For i sit samliv med Jacques Blum oplevede hun jævnligt, at han eller de modtog trusler, fik deres bildæk sprættet op og fik deres telefon aflyttet. 

”Den pris for at konvertere var jeg allerede i gang med at betale, og den er ikke kommet bag på mig. Men det kan godt gøre ondt, når min søn også skal betale den,” siger Eva Bøggild med henvisning til den verserende debat om omskæring.

Også den måde, man som jøde ofte bliver stillet til regnskab for Israels politik, eller den måde, islamister omtaler jøder på og forsøger at legitimere terrorangreb med henvisning til jødisk politik har påvirket David, fortæller hun. 

”Han har nogle gange sagt, at nu gider han ikke at være jøde, for han orker ikke, at hele verden hader ham. Og han har været frustreret over, at det i nogle jødiske kredse forventes, at man er vild med alt i Israel. Men han er også glad for fællesskabet og ligefrem stolt af at tilhøre det, så jeg håber og tror, at det tilhørsforhold, jeg valgte for ham, mest af alt er en gave,” siger Eva Bøggild.

Selv har hun ikke fortrudt sin konvertering, om end fællesskabet engang imellem ikke kun er en fordel, men også kan blive et snærende bånd, når det tager form af social kontrol og sladder.


Terrorangreb, antisemitisme og fællesskab

Den udsatte position som minoritet tager Eva Bøggild med som et vilkår, hun deler med de fleste af verdens jøder.

”David og jeg deltog i Bat Mitzva-festen, da Dan Uzan blev dræbt under terrorangrebet, og under et besøg i Jerusalem for et års tid siden oplevede jeg også at blive evakueret ud af den gamle bydel på grund af terrorangreb. Begge gange tænkte jeg, at det her sker kun, fordi vi er jøder og ikke af nogen anden grund. Når sådan noget sker, er der ingen, der spørger til, hvem jeg ellers er, så er jeg bare jøde. På den måde er det at konvertere noget, man aldrig kan forlade igen,” siger hun.

Hun tilføjer, at hun bliver påvirket af den antisemitisme, der findes i visse arabiske miljøer, men at antisemitismen blandt etniske danskere bekymrer og berører hende langt mere. 

”Den europæiske antisemitisme, som er en kristent baseret antisemitisme, og som vi ser dukke op her i omskæringsdebatten, er langt sværere for mig at håndtere. For det er min egen kultur og mit eget fundament. Den er snigende og som en kniv i ryggen.” 

Og netop her er fællesskabet og solidariteten blandt jøder afgørende, siger hun.

”Når antisemitismen viser sig, er det afgørende for mig, at jeg har oplevet de store fordele ved fællesskabet. Et fællesskab, som ikke er så tæt, som fordommene vil det, men som er der på en helt anden måde end, når man er en del af majoriteten. Det oplevede jeg ved Davids fødsel og ved Jacques død,” siger hun.


Læs mere

Jødisk magasin til alle danskere genopstår i elektronisk version: ”Vi vil være en stemme, som politikere og borgere lytter til”, Sameksistens.dk, 29-03-2017

  

Magasinet Goldberg

• I 2007 etablerede Eva Blum Bøggild sammen med Jacques Blum magasinet Goldberg – et trykt magasin, der med afsæt i jødedommen beskæftigede sig med identitetsspørgsmål, kultur, religion og samfundsforhold. 

• I printversionen udkom 36 numre med i alt ca. 450 artikler. Det sidste magasin i printversion udkom i oktober 2013 som en markering af 70-årsdagen for aktionen mod de danske jøder i 1943. 

• I marts 2017 – 10 år efter grundlæggelsen – blev Goldberg relanceret i en onlineudgave på www.goldberg.nu. 

• Goldberg udgiver også et ugentligt nyhedsbrev, og hver fredag inviteres til musikalsk fredagsbar på Goldberg Facebook-side.