Muslimer har ikke glemt korstogene

KULTURDEBAT: Vestlige politikere har en interesse i at holde korstogene fuldstændigt adskilt fra deres politiske agendaer i Mellemøsten. Men muslimer kæder – ifølge bog om Saladin – Vestens erobringer sammen med korstogene.

Af Mogens D. Mogensen, Intercultural.dk

Det har i mange år været god latin blandt historikere at hævde, at korstogene ikke fik nogen virkningshistorie blandt muslimer i de følgende århundreder, men at det først var i forbindelse med Vestens imperialisme, at muslimer søgte tilbage i historien og så at sige genopfandt mindet om korstogene, som de egentlig havde glemt.

En ubetydelig konflikt blandt mange andre?

Selvfølgelig var det et chok for muslimerne, at korsfarerne i 1099 erobrede Jerusalem, der også for muslimerne var en hellig by. Men da Saladin i 1187 fik generobret byen, og da korsfarernes sidste holdepunkt, nemlig Akko, blev erobret i 1290, og muslimerne fik de 200 års kampe lidt på afstand, så betragtede de korstogstiden som en ubetydelig konflikt blandt mange andre konflikter i Mellemøstens historie.

Og så gik korstogene i glemmebogen, indtil det altså blev politisk opportunt at bruge den – indtil da glemte – historie til at mobilisere den muslimske befolkning i de seneste to århundreders kamp mod de kristne magter i Vesten.

Sådan argumenterer en række historikere.

Kulturelle erindringer og traditioner

Men spørgsmålet er, om det virkelig kan være sandt. I denne corona-tid tog jeg mig tid til at læse den 500-sider lange bog ”Sultan Saladin. En mellemøstlig legende”, som Jonathan Philips, der er professor i korstogshistorie ved University of London, skrev i 2019, og som Kristeligt Dagblads forlag udgav i år.

Philips beskriver på baggrund af samtidige muslimske og kristne kilder historien om Saladin, en historie, der i sig selv er meget interessant. De sidste godt 100 sider dedikerer han til Saladins efterliv, altså hvad han i de efterfølgende århundreder har betydet – som legende. Her skriver han bl.a. ”at Saladin og korstogene ikke forsvandt fuldstændig fra Mellemøstens mentale landskab, men faktisk forblev en umiskendelig del af de kulturelle erindringer og traditioner i hele regionen” (s. 419).

Erobringer tolket som videreførelse af korstogene

Hvordan hænger det sammen? I mange år efter korstogstidens formelle afslutning i 1290 blev konger og adelsmænd ved med at formulere planer om nye korstog. Dertil kommer, at der fortsat var en stærk kristen tilstedeværelse i det østlige middelhavsområder, særligt i kraft af Johanniterordenen.

”Vedvarende korstog eller udsigten dertil – forstærket af tilstedeværelsen af velkendte korsfarerorganisationer som johanniterne – havde i bund og grund den effekt, at folk blev mindet om fortidens frankiske erobringer, og når et nyt felttog fandt sted, oplevede de lokale det som en videreførelse eller gentagelse af den tidligere korstogsperiode” (s. 420).

Når vestlige historikere i god tro kunne argumentere for, at korstogene blev glemt i Mellemøsten, hænger det sandsynligvis sammen med, at de for de flestes vedkommende ikke var i stand til at læse de historiske kilder på arabisk, tyrkisk, farsi og urdu, som Philips bygger sine teorier på.

Startskud til europæisk dominans over den muslimske verden

Philips gennemgang af de følgende århundredes litterære værker i Mellemøsten – inkl. værker af og historikere og rejseforfattere – viser med al ønskelig tydelighed, at mindet om korstogene (og i den forbindelse i høj grad og mindet om Saladin og hans bedrifter) i mange kredse forblev levende i århundrederne efter korstogstiden.

Philips konkluderer sin gennemgang af kilderne med at sige: ”Alt i alt giver denne hurtige gennemgang af historiske skrifter, rejsebeskrivelser og juridiske dokumenter altså et klart indtryk af, at Saladin og korstogene på ingen måde blev glemt i Mellemøsten. Mod slutningen af det 18. århundrede blev der imidlertid rusket gevaldigt op i forholdet mellem Mellemøsten og Vesten, da Napoleons dristige invasion af Egypten blev startskuddet til en periode med tiltagende europæisk dominans over den muslimske verden” (s. 429).

Når det er sagt, så giver Philips’ bog også talrige eksempler på, at historien set fra politiske magthaveres synspunkt naturligvis er alt for vigtig til blot at overlade til historikerne. På samme måde som mellemøstlige politikere så og ser en interesse i at knytte en forbindelse mellem korstogenes og dagens imperialisme og vestlige magters ageren i Mellemøsten, på samme måde havde og har vestlige politikere en interesse i at holde korstogene fuldstændigt adskilt fra deres politiske agendaer i Mellemøsten.