Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden

Da Petrea fortalte medlemmerne af sin kristne menighed, at hun var blevet forelsket i en muslimsk mand, advarede de hende mod at gifte sig med ham. Efter svære overvejelser valgte Petrea kærligheden til og kirken fra. Men sin kristne tro har hun bevaret.

”Jeg var så glad og havde bare lyst til at fortælle de andre i kirken, at jeg havde mødt en mand, som jeg gerne ville giftes med. Jeg overvejede slet ikke, at de ikke ville glæde sig på mine vegne. Så det var et chok for mig, at de reagerede, som de gjorde.” 21-årige Petrea Svejdal Christiansen læner sig lidt frem i sofaen og hæver stemmen. ”De advarede mig mod at gifte mig med ham og gav mig indtryk af, at det var syndigt at gifte sig med en muslim. Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Hvordan kunne de tænke sådan om en god mand, der tilmed troede på Gud? Jeg forstod det ikke, og det var meget svært for mig. For jeg holdt jo af at komme i kirken, og min kristne tro var meget vigtig for mig,” siger hun.


Inviteret til konfirmationsforberedelse

Petrea Svejdal Christensen sidder i den lille toværelses lejlighed på Vesterbro, som hun deler med sin far, sin forlovede, Ahmed Fenassi, papegøjen Sami og to undulater. ”Sami er fra Lolland, så det må vist være skæbnens ironi, at han har et arabisk navn,” siger Petrea med et smil.

Hun er vokset op i en familie, hvor det mere var kristne værdier end personlig tro, der kendetegnede forældrene. Petrea betegner dem som kulturkristne i modsætning til hende selv, for hvem troen på Jesus er personlig og meget nærværende i dagligdagen. Hun husker, at hun lige fra hun var lille har været optaget af religiøse spørgsmål og undret sig over, hvem Gud var. Som barn bad hun også til Gud, men havde ikke for alvor nogen fast praksis eller nogen teologisk ramme for sin tro og sin erfaring af, at der var ”mere mellem himmel og jord”.

Som teenager havde hun en svær periode, som faldt sammen med, at der blev inviteret til konfirmationsforberedelse. En dansk-tyrkisk veninde, som var opdraget med aktiv kristentro, inviterede hende med til konfirmationsforberedelse i Nygårdskirken i Brøndby. Mødet med præsten LisWithøft Larsen blev afgørende for Petrea.

”Den måde, hun formidlede troen på, gjorde det klart for mig, at min tro var kristen. Jeg blev meget optaget af det og ønskede virkelig at gå all in. Jeg ville leve sådan, som Gud ønsker det af mig,” siger hun.


Blandet vennekreds

Efter konfirmationen holdt hun kontakt med Lis Withøft Larsen, og hun begyndte at bede dagligt. Hun oplevede, at hun under bøn kunne få vejledning til, hvilke valg hun skulle træffe, og hun blev allerede i folkeskolen klar over, at hun ville læse jura for at kæmpe for retfærdighed. I dag læser hun på sidste del af kandidatstudiet i jura, og de mange juridiske fagbøger hober sig op i høje stakke i lejligheden sammen med bøger om kristendom, islam, Bibelen og Koranen.

”Jeg har altid interesseret mig for andre religioner og for forholdet imellem dem. Jesus var jo jøde og skabte noget nyt, så det at man må tage et personligt valg har altid været nærværende for mig. Men jeg har også altid tænkt, at det netop er personligt, og at man ikke kan dømme andre for deres valg. Så det kom fuldstændig bag på mig, da folk i den frikirke, jeg havde fundet mig til rette i, afviste min kærlighed til Ahmed som syndig og farlig, fordi han var fra Marokko og muslim.”

Petrea har gået på international skole og er vokset op med en vennekreds med blandet etnisk, religiøs og kulturel baggrund. Jeg har haft mange muslimske venner og veninder. Så for mig var islam ikke noget skræmmende og fremmed, men en naturlig del af virkeligheden. Da jeg mødte Ahmed, var det afgørende for mig, at han var ærlig, sød og tog sin tro alvorligt,” siger hun.


”Kærligheden vandt”

Den fordømmende reaktion fra både præster og menige medlemmer af den frikirkelige menighed rystede Petrea og gjorde hende rådvild.

”Jeg blev i tvivl om alt. Hvordan kunne menigheden stå og lovprise og takke den kærlige Gud det ene øjeblik og det næste øjeblik fordømme et menneske, de ikke engang kendte? Jeg læste i Bibelen og forsøgte at finde ud af, hvad der var teologisk korrekt. Men det afgørende var, at jeg bad Gud om at vise mig, hvad der var rigtigt,” siger hun.

Petrea afgjorde med sig selv, at hvis det var imod Guds vilje, at hun fortsatte forholdet til Ahmed, måtte hun afbryde det. ”Jeg ønsker at følge Guds vej, og førte den vej mig væk fra Ahmed, måtte jeg acceptere det. Da jeg først havde besluttet det, var det, som om det blev klart for mig, hvad jeg måtte gøre. Så jeg holdt op med at komme i kirken, men jeg tog troen med mig. Så kærligheden vandt – på grund af min tro,” siger Petrea.


Tre år i Danmark

Hun smiler til Ahmed, som i mellemtiden er kommet hjem fra sit arbejde som chauffør for et fragtfirma. Han er 28 år og har boet det meste af sit liv i Marokkos største by, Casablanca, men har studeret i Frankrig, hvor han uddannede sig til elektromekaniker. Siden boede han et par år i Sverige, inden han for ca. tre år siden kom til Danmark.

”Da vi havde lært hinanden at kende, gik der ikke ret lang tid, før Ahmed fik et tilbud om at arbejde som kok. Jeg tænkte ’åh nej, det overlever jeg ikke’, for jeg har to forældre, der har arbejdet i restaurationsbranchen, og ved, hvor hårdt det slider. At blive gift med muslim kunne jeg sagtens forestille mig, men at gifte mig med en kok var en nærmest umulig tanke,” griner Petrea.


Udfordringer

Hun tilføjer, at det tværreligiøse forhold ikke er uden udfordringer. ”Det er især svært for mig, at jeg hele tiden skal forklare og forsvare mig. Jeg bliver tit spurgt, om jeg vil begynde at gå med tørklæde, og om jeg vil blive muslim. Det gør mig rigtig vred, for de, der kender mig, burde vide, at min tro er så stærk, at det aldrig kommer på tale,” siger hun.

Ahmed indskyder, at Petreas sikre ståsted i det religiøse univers var afgørende for, at han overhovedet ville lære hende nærmere at kende. Det var en fælles veninde med marokkansk baggrund, der introducerede dem for hinanden, efter at Ahmed havde nævnt for hende, at han gerne ville finde en kvinde med samme værdier som ham selv at gifte sig med.

”Da hun nævnte, at hun kendte en dansk pige, som var rigtig sød, var min tanke, at det ikke gik. For mange danskere har ikke nogen tro på Gud, og for mig er det vigtigt, at min kone tror på Gud og vil opdrage vores børn til at have en tro,” siger han.

Ahmed Fenassi kender en del muslimer, der ikke mener, at det er nogen god idé, at kristne og muslimer gifter sig. ”Men i Marokko kan muslimske kvinder gifte sig med kristne og jødiske mænd; det fremgår af loven. Og min familie er meget åben,” siger han.


Samtaler om tro og værdier

Petrea husker, at allerede under hende og Ahmeds første samtaler diskuterede de, om det var muligt for et tværreligiøst par at indgå de nødvendige kompromiser omkring børneopdragelse.

”Vi talte om det sådan rent hypotetisk, men det var også en måde, vi prøvede hinanden af,” siger hun. Da de besluttede at indlede et forhold, fortsatte samtalerne om tro, værdier og børneopdragelse, og da de var nået til enighed om nogle principper for deres forhold, besluttede de at forlove sig.

”Hvis vi får en søn, ønsker Ahmed, at han skal omskæres. For mig er dåben vigtig, og jeg har forsøgt at forklare Ahmed, hvad det indebærer. Det har han det o.k. med. Desuden skal barnet have mulighed for at vælge frit. Dåben kan jo bekræftes ved konfirmationen eller ej,” siger Petrea. Desuden har de talt om, at det er vigtigt, at ingen af dem forsøger at ”kapre” barnet og vinde det for sin egen tro, og de aftaler, forældrene indgår om fx madvaner, skal overholdes, også når man er alene med barnet.

”Det dur ikke, at jeg propper barnet med frikadeller, når Ahmed vender ryggen til, eller at han giver barnet kød, hvis jeg holder fast i, at det skal leve vegetarisk ligesom mig selv,” siger Petrea. ”Men selvfølgelig kommer der ting hen ad vejen, som skal løses, og der håber jeg bare, at vi kan holde fast i princippet om at respektere den anden, også når der er noget i den andens tro, vi ikke forstår,” siger hun.


Forlovelsesfest i Marokko

I sommeren 2014 tog de til Marokko, hvor Petrea mødte Ahmeds familie, og der blev holdt forlovelsesfest. ”Vores idé er at blive viet borgerligt, i en kirke og af en imam her i Danmark, gerne på samme dag, så det afspejler den ligeværdighed, vi ønsker i vores forhold. Derefter vil vi nok holde en reception, og så kan vi siden holde en stor bryllupsfest i Marokko efter marokkansk forbillede,” siger Ahmed. Han tilføjer, at så skal Petrea skifte kjole 7-8 gange i løbet af festen, mens han selv skal skifte tøj 2-3 gange. På den måde kommer bryllupstøjet til at afspejle den kulturelle mangfoldighed i Marokko.

Petrea glæder sig til at blive gift, og parret planlægger, at det skal ske, så snart Petrea er færdig med sin uddannelse. Hun glæder sig også til at opleve mere af Marokko sammen med Ahmed. Under deres ophold i landet sidste sommer fik hun et alvorligt maveonde og måtte rejse hjem før planlagt.

”Jeg vil gerne opleve mere af Ahmeds kulturelle baggrund. Det har altid interesseret mig, og for mig er forskelle ikke et problem, men snarere en nødvendig påmindelse om, at vi altid skal have respekt for, at et andet menneske er anderledes end os selv. Det glemmer man måske, hvis man er gift med en person med samme kulturelle, etniske og religiøse baggrund som en selv, men i forhold til Ahmed bliver jeg mindet om det hver dag, og det er jeg glad for,” siger Petrea.


Plads til hver sin praksis

Hun tilføjer, at det snarere er kulturelle end religiøse forskelle, der kan give problemer i hverdagen. ”Sådan noget med aftaler og tid, der er vi ikke helt enige,” siger hun.

Men hvad med den religiøse praksis? Giver det problemer i hverdagen at være to praktiserende mennesker med forskellig religion på meget lidt plads? ”Nej, det synes jeg ikke,” siger Petrea.

”Ahmed har da spillet cd’er med koran-recitation, og for mig er det en spirituel oplevelse. Jeg kan høre den dybe tro og hengivelse til Gud, der ligger bag. Og Ahmed protesterer ikke over, at jeg spiller lovsangs-cd’er.”

De har endda af og til bedt sammen, men det er ikke noget, de gør ret ofte. ”Vi har forskellige måder at bede på, og vi blander os ikke i hinandens praksis. Vi ved, at vi ikke har kompetence på hinandens religiøse felt. Så mens muslimer kan diskutere alle mulige detaljer om, præcis hvilken rækkefølge man skal vaske kroppens dele i før bøn, eller om man må bede i badet osv. Ahmed afkræver heller ikke mig en forklaring på treenighedslæren. Jeg ved, at det er den del af min tro, han har sværest ved at forstå, og som er mest fremmed for islam. Men jeg ved også, at kristne har brugt to tusinde år på at diskutere detaljerne i forståelsen af det, og det behøver jeg ikke at forklare Ahmed en masse om.”


Bibelen og Koranen side om side

Petrea drikker ikke alkohol, så der er ikke diskussioner om øl i køleskabet. Men de forudser, at der måske kan komme lidt diskussion om boligindretningen, når de engang får deres egen lejlighed.

”Der skal være plads til os begge, og jeg forestiller mig, at vi skal have Koranen og Bibelen liggende på samme hylde. Det bliver vi ikke uenige om. Men Ahmed bryder sig ikke om alt for meget pynt og udsmykning, mens jeg gerne sætter billeder og kors op over det hele. Så jeg må nok begrænse mig lidt,” smiler Petrea. Desuden har de aftalt, at den væg i deres kommende lejlighed, som vender mod Mekka – og dermed indikerer bederetningen for Ahmed – skal holdes fri for kors.


”Troen er det bedste udgangspunkt”

Ahmed beder som regel derhjemme og går sjældent i moské. Petrea savner at have en menighed, hvor hun føler sig hjemme. Hun tager indimellem til gudstjeneste i Nygårdskirken i Brøndby, hvor hun stadig har kontakt med den Lis Withøft Larsen, som hun gik til konfirmationsforberedelse hos.

”Jeg savner et tættere kristent fællesskab, men den aggression og det had mod ’fremmede’, jeg oplevede i min tidligere kirke, har givet mig en forskrækkelse. Så jeg passer på mig selv – og kærligheden,” siger hun. ”Jeg er ikke naiv. Så jeg tror ikke, at det bare bliver idyllisk og let for Ahmed og mig. Men troen er det bedste udgangspunkt, og selv om jeg ikke synes, at det er let at leve som tværreligiøst par i Danmark, kan jeg egentlig ikke forestille mig noget sted, hvor det vil være lettere,” siger hun.


Kærligheden er ledetråd

Petrea ville ønske, at hun havde kendt andre tværreligiøse par, da hun var allermest i tvivl, om hun turde satse på kærligheden til Ahmed.

”Det føltes meget ensomt, og jeg blev overdænget med skrækhistorier fra folk i kirken. Da jeg blev syg af først kyssesyge og så nyrebækken-betændelse, var der endda nogle af dem, der antydede, at det var Guds måde at vise mig, at jeg var på afveje. Men nu tænker jeg, at det var dem, der var syge. For hvor var kærligheden henne, når de kunne tænke og sige sådan?” spørger hun.

Kærligheden er hendes ledetråd – både i forholdet til andre mennesker og i troens verden. Som der står på en seddel med et citat fra Paulus første brev til korintherne: ”Let all that you do be done in Love”.


Artikler i serien ”Kærlighed på tværs af tro, kultur og livssyn”

Kristent-muslimsk par (Petrea og Ahmed 2): Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal være nemt, Sameksistens.dk, 08-02-2018

Dansk-indisk par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle,  Sameksistens.dk, 03-09-2018

• Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler, Sameksistens.dk, 24-05-2016

• Dansk-tamilsk par: Religion har været det mindste problem for os, Sameksistens.dk, 12-04-2016

• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten, Sameksistens.dk, 12-10-2015

• Kristen gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist”, Sameksistens.dk, 28-09-2015