Kristne og muslimer fejrede i fællesskab Jesu fødsel

Mere end et halvt hundrede mennesker deltog fredag den 28. december 2018 i en fælles fejring i Anna Kirke i København af Jesu fødsel.

Anna Kirke på Nørrebro i København inviterede den 28. december 2018 kristne, muslimer og mennesker fra andre trosretninger til en fælles fejring af Jesu fødsel.

Arrangementet var en opfølgning på en lignende begivenhed for et år siden, hvor Imam Ali Moskeen på Vibevej inviterede til en fælles fejring af Jesu fødsel.

  
Juleevangelium og recitation

Fejringen begyndte med, at man sang nogle vers af salmen ”Et barn er født i Betlehem”. Derefter fortalte sognepræst Jonna Dalsgaard om julens evangelium med udgangspunkt i de bibelske beretninger om Marias undfangelse, fødslen i Betlehem, hyrderne og de vise mænd, der kom for at tilbede Jesus-barnet, og om flugten til Egypten.

Imam Aresh fra Imam Ali Moskeen holdt en tale, hvor han med udgangspunkt i tre Jesus-citater fra Koranen, opfordrede deltagerne til at bidrage med mere åndelighed og spiritualitet som et alternativ til den udbredte materialisme, som blandt andet får unge til at ty til stoffer og alkohol for at drukne deres tomhed.

Sognepræst Lene Skovmark sang julesangen ”Nu tændes tusind julelys”, og bagefter reciterede Ahmed de vers fra Maria-suraen, der handler om Marias undfangelse og Jesu fødsel, og Ali oversatte versene til dansk – og sammen sang de en gammel persisk sang, som de selv har skrevet en ny melodi til.

Arrangementet i kirken sluttede med, at man sang nogle af versene af salmen ”Dejlig er den himmel blå”.

Derefter blev der serveret boller, kager, kaffe, te og saft i kirkens menighedslokale, og her fortalte Lene Skovmark mere om julens og Jesu betydning for kristne.



Se flere billeder på Facebook


Læs mere

Jul i moskeen, Sameksistens.dk, 29-12-2017