Kristne og muslimer fejrer Jesu fødsel sammen

Anna Kirke på Nørrebro i København er fredag den 28. december 2018 vært for et arrangement, hvor kristne og muslimer sammen fejrer Jesu fødsel.

I december 2017 inviterede Imam Ali Moskeen i København til en fælles kristen-muslimsk fejring af Jesu fødsel. Det foregik torsdag den 28. december 2017 i moskeens konferencesal på Vibevej.

”Det var en festlig fejring med recitation fra Maria-suraen, og muslimske unge og børn opførte et teaterstykke om Marias undfangelse. Og jeg og en anden præst fra Folkekirken fortalte om Jesu fødsel og prædikede,” fortæller sognepræst Lene Skovmark om fejringen i 2017. Læs mere her.

  
Julekrybbe og recitation

I år er Anna Kirke på Nørrebro vært for et lignende arrangement.

”For muslimer er Jesus en profet, for os kristne er Jesus også Guds Søn, men vi er sammen om at ære ham som sendt fra Gud,” siger Lene Skovmark om baggrunden for den fælles fejring af Jesu fødsel.

Arrangementet i Anna Kirke foregår dels i kirken, dels i kirkens menighedslokale.

Man mødes kl. 16, og kl. 16.30 begynder programmet i kirken, hvor man synger de første fire vers af ”Et barn er født i Betlehem”. Sognepræst Jonna Dalsgaard fortæller om Marias undfangelse og om julekrybben. Derefter er der muslimske indslag med recitation fra suraen om Marias undfangelse, indslag om engle og sang. Som afslutning synges ”Dejlig er den himmel blå”.

Derefter fortsætter arrangementet i kirkens menighedslokale, hvor der serveres boller, kager, kaffe, te og saft. Her fortæller Lene Skovmark og en muslim om Jesu betydning, og hvorfor kristne og muslimer fejrer Jesu fødsel sammen.

Fejringen foregår fredag den 28. december 2018, kl. 16-20, i Anna Kirke, Bjelkes Allé 19-21, 2200 København N. Alle er velkomne, men send gerne tilmelding til lene.skovmark@mail.dk.

 
Læs mere

Kristen-muslimsk fejring af Jesu fødsel (Facebook)

Jul i moskeen, Sameksistens.dk, 29-12-2017