Sundhedsvæsenet glemmer patienternes åndelige behov

ANMELDELSE: Bogen Åndelig omsorg er en øjenåbner for alle og inspiration til pleje- og sundhedspersonale, der møder menneskers smerte i deres daglige arbejde.

Ny bog kritiserer sygehuse og plejesektor for at svigte omsorgen for det hele menneske i fortravlet forsøg på at få hele det bureaukratiske system til at fungere. Patienter gøres op i penge. Sundhedspleje er reduceret til ”gøremålstravlhed”. Der er ikke tid til omsorg, der tager patientens åndelige og eksistentielle spørgsmål alvorligt.

Åndelig omsorg (Munksgaard 2019) hedder bogen, der er en antologi skrevet af sundhedsforskere, læger, sygeplejersker, psykolog/sjælesørger og hospitalspræst/imam. Bogen er redigeret af sygeplejerske Vibeke Østergaard Steenfeldt (ph.d.), psykolog Dorte Toudal Viftrup (ph.d.) og professor i åndelig omsorg Niels Christian Hvidt (dr.theol.).

Tidligere overlæge Poul Jaszczak (dr.med.) slår hovedet på sømmet i bogens forord. Han skriver, at sundhedsvæsenets ydelser ”i stigende omfang gøres til genstand for økonomisk evaluering… underlægges styrende overordnede økonomiske interesser og bureaukratiske regler og fjerner sig fra kernen i omsorgsbegrebet… en ubetinget interesse for det enkelte individs velbefindende…” (s.15).

Mennesket træder i baggrunden. Patientens eksistentielle og åndelige spørgsmål og behov ignoreres.

Det vil bogen gøre op med. Dels sætte fokus på problemet, og dels give et minimum af forståelse for de tanker, mennesker i krise tumler med: ”Hvorfor sker det her for mig?!”

Græd udenfor!

Bogen er krydret med eksempler fra hverdagen på hospitalsgangene. En bestemt situation sidder fast hos denne anmelder:

”Ude på gangen finder Hanne et par sofaer, hvor patienter kan opholde sig. Hun giver tårerne frit løb. En sygeplejerske kommer, og Hanne forventer at møde forståelse for sine tårer. Men med kolde øjne og hårdt tonefald siger sygeplejersken, at Hanne ikke har lov til at græde dér. Det hjælper ikke, da Hanne forklarer, at hun græder, fordi Børge lige har fået sin dødsdom. Sygeplejersken giver hende besked på at gå udenfor og græde…”

Bogens pointe er, at mangel på empati ikke skyldes sygeplejersken i første omgang. Det er systemet, den er gal med. Det lægger ikke op til den holistiske omsorg, som har præget sundhedsarbejde op gennem historien. Det er der bare ikke tid til. Og måske heller ikke den fornødne uddannelse i, hvad åndelig omsorg indebærer.

Hvad er åndelig omsorg så? Her er ordet ”mening” centralt: ”Hvad er meningen?” Før blev spørgsmålet behandlet religiøst; i dag mere eksistentielt, så åndelig omsorg er ”det at være opmærksom på patientens eksistentielle spørgsmål og ressourcer, at lytte til den mening, disse har i patientens livshistorie, og at hjælpe patienten i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn.” (s.19).

Tre kapitler rykker

Ved gennemlæsning af bogen træder følgende kapitler frem:

  • Filosofiprofessor Mogens Pahuus’ (mag.art.) kapitel om, hvad ånd og åndelighed er (s.31). ”Ånden er det i mennesket, som løfter det ud af og op over den natur- og årsagssammenhæng, som alt andet… er en del af.” Ånden er det inderste i mennesket, som Pahuus opdeler i midte og kerne. Midten er det ansvarlige; at vi kan regne med vedkommende. Kernen er det karismatiske; at vi må elske ham eller hende. For den enkelte er åndelighed ikke blot ånd forstået som åndeligt behov, men som livsudfoldelse, der er præget af meningsfuldhed. Det giver livsmod.
  • Hospitalspræst Maria Baadstrup Jørgensen og religionssociolog Majbritt Normann Nielsens kapitel om den svære samtale (s.83). Her er vi inde ved bogens hovedanliggende: at flytte vægten fra at gøre en masse for patienten i ”gøremålstravlheden” til at være til stede i situationen sammen med patienten. Og da er det godt at vide, at ”selv om emnet måske er kompliceret, så behøver samtalen om det ikke at være det”. Det svære er altså ikke samtaleemnet, men: ”Det kan være svært, at bære smerten over den andens vanskeligheder og/eller smerten over ens egen magtesløshed.”
  • Imam Naveed Baigs kapitel om mødet med den muslimske patient (s.167). Her vi definitivt ovre i det religiøse felt af åndelig omsorg. Den muslimske patient har en tro på Gud, og dertil også en tro på Guds forsyn. Der er ingen tvivl om, at Gud har en mening med sygdommen, at døden er en del af livet, og at Gud venter på den anden side, hvor ens livsførelse gøres op. Derfor drejer åndelig omsorg sig her første og fremmest om, at patienten kan udføre sin religiøse ritualer at kunne vaske sig inden bøn, have en krog at gå hen og bede i osv.

Tid til empati

Bogen Åndelig omsorg er en øjenåbner, både for en enkelte læser, der interesserer sig for pleje og omsorg for mennesket, og for sundhedsfaglige personer, der her kan få udvidet sin horisont fra det fysiske og psykiske til et åndelige og eksistentielle. Efter læsning opstår tanken: Mon ikke den totale pleje ville blive meget bedre, hvis man tog patienters religiøse og eksistentielle behov, spørgsmål og ressourcer alvorligt, og mon ikke det så i længden – hvis man endelig vil tænke økonomisk – ville kunne betale sig at inddrage åndelig omsorg i plejen, fordi de syge simpelthen fik det bedre? Professor Niels Christian Hvidt’s kapitel om troens betydning for helbredet (s. s.123) tyder i hvert fald på det.

Om ikke andet, så vil en inddragelse af hele mennesket – også den åndelige dimension – i sundhedsplejen uden tvivl smitte af på den øvrige pleje, så sundhedssystemet giver personalet tid til at være sammen med patient og pårørende i smerten, så den enkelte sundhedsarbejder får mulighed for at udvikle empati nok til at lade patient og pårørende give udtryk for smerte gennem gråd – a propos ovennævne eksempel fra en hospitalsgang.

Hvad galt skulle der være i det?