‘Vi behøver ikke vælge mellem dansk og anden identitet’

Kulturmødeambassadørerne fra Grænseforeningen svarer på lidt af hvert, når de går i dialog med unge danskere

Af Malene Fenger-Grøndahl

”Hvem af os elsker baconchips?” står der på en powerpoint på tavlen i et kælderlokale på Aarhus Efterskole. ”Hvad tror I?” spørger Jonas Kopf og kigger ud på de omkring 35 elever, der sidder spredt rundt i lokalet? ”Jeg synes selv, at baconchips smager ret godt. Men er det mig, der ligefrem elsker dem? Eller er det Jasmin eller Liza? Hvad tror I?”. Der bliver mumlet og snakket lidt rundt omkring i lokalet, og så tæller Jonas Kopf ned fra 3, og alle rækker enten en, to eller tre fingre i vejret for at markere, om de tror, at det er Jasmin, Liza eller Jonas, der nærmest ikke kan undvære baconchips. Langt de fleste rækker to eller tre fingre op og peger dermed på Eliza eller Jonas.

Jonas Kopf trækker afsløringen af svaret lidt ud ved at spørge nogle af eleverne, hvorfor de gættede, som de gjorde.

”Jeg tænkte på, om der var bacon i baconchips, og så tænkte jeg, at det måske ikke var en muslim…” svarer en dreng. En anden dreng supplerer, henvendt til Jonas: ”Jeg kunne bare godt forestille mig dig sidde og fråde den en lørdag aften med baconchips og Terminator.”

Jonas smiler. ”Jamen, det er ikke mig.”

Jasmin går til bekendelse: ”Det er mig. Jeg har en mindre affection for baconchips, og jeg plejede at spise virkelig mange af dem. De var veganske indtil for nylig, så der var ikke noget problem. Men nu er de begyndt at putte noget i, som er lavet af noget kød, jeg ikke kan spise som muslim. Så nu er det fire måneder siden, jeg har spist dem sidst.”

Jasmin Kamilzada, Jonas Kopf og Elizaveta Wagner er kulturmødeambassadører for Grænseforeningen.

Grænselandet og bindestregsdanskerne

Jasmin Kamalzada, Elizaveta Wagner og Jonas Kopf er denne aften taget til Aarhus Efterskole for at fortælle deres personlige historier. Sammen med tre andre såkaldte Kulturmødeambassadører fra Grænseforeningen tager de ud til efterskoler, gymnasier og andre mødesteder for unge for at fortælle om, hvordan de oplever at leve som bindestregsdanskere – og lægge op til samtale og dialog om racisme, diskrimination, identitet og mangfoldighed. Ideen er at give unge danskere kendskab til mindretallene i det dansk-tyske grænseland og samtidig forbinde historien om den positive udvikling i grænselandet med de konflikter og brydninger, der findes i Danmark omkring etniske minoriteter og spørgsmål om nationalt tilhørsforhold og identitet.

Når Kulturmødeambassadørerne tager ud og fortæller, er der altid en repræsentant for det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland med, og derudover to andre danskere med bindestregsidentitet. Denne aften på Aarhus Efterskole er der to hold på tre kulturmødeambassadører af sted. I en stor sal i stueetagen fortæller dansk-afghanske Ella, Lea fra det danske mindretal i Tyskland og Patrick fra det tyske mindretal i Danmark, mens det i kælderlokalet er dansk-russiske Elizaveta, dansk-afghanske Jasmin og dansk-tyske Jonas, der formidler deres historier.

Hvem er royalist?

Til at begynde med har de blot præsenteret sig med fornavn, alder og hvilken by de bor i, og derefter går en leg i gang, hvor eleverne skal gætte, hvem der gemmer sig bag en række udsagn – om hvem, der elsker baconchips, hvem der tolker for sin mor og andre familiemedlemmer ved fx lægebesøg, hvem der kun har boet i Danmark siden 2017, og hvem der er royalist?

Jeg skammer mig ikke over at være tysk, men jeg ville bare gerne være mere end det, siger Jonas.

På de fleste af spørgsmålene gætter flertallet forkert. Mange tror, at det er tørklædeklædte Jasmin, der tolker for sin mor, men det er Eliza. Og mange gætter også på, at det er Jasmin, der er royalist, men det er Jonas. Og de færreste gætter, at det også er Jonas, der kun har boet i Danmark siden 2017. Han er den af de tre, hvis accent er svagest, og det overrasker eleverne at høre, at han er vokset op som tosproget og har gået i dansk skole i Flensborg hele sin barndom og ungdom. Nu bor han i Aarhus, læser statskundskab og skal efter nytår i praktik på den danske ambassade i Wien, hvor han kan gøre god brug af sine tyskkompetencer. I det hele taget er hans tyske oprindelse stort set kun en fordel, fortæller han eleverne. Og det har faktisk overrasket ham. For da han flyttede til Danmark for at studere, var han bekymret for, at han ville blive udpeget som ’ham tyskeren’ og alene blive identificeret – måske også negativt – med sin tyske baggrund.

”Min mormor er fra det danske mindretal og min morfar er pæretysk. I dag kan min morfar begå sig med et ”ja” og ”nej”, men han taler langt fra dansk som min mormor. Min mormor insisterede på, at min mor skulle gå i dansk skole, og omtrent samme historie gælder for min far. Mine forældre tog det sydslesvigske til sig og blev engageret i det danske mindretal. De er i dag begge lærere på danske skoler i Tyskland. Min lillesøster er lige nu på højskole i Danmark, og jeg læser altså statskundskab i Danmark og er i øvrigt for nylig blevet formand for Grænseforeningen Ungdom,” fortæller Jonas Kopf.

Vigtigt at kende ’Klovn’

”Da jeg skulle begynde på universitetet, var jeg virkelig bange for at blive reduceret til noget, der står på et stykke papir. Jeg skammer mig ikke over at være tysk, men jeg ville bare gerne være mere end det. Jeg kunne se for mig, at de andre ville blive kendt som ’Christian med de gode jokes’ eller ’Rikke, der er super skarp til alt med tal’, mens jeg bare ville blive ’ham tyskeren’. Så jeg besluttede ikke at fortælle, hvor jeg kom fra. Men efter en halv time kunne jeg ikke skjule det og måtte fortælle, at jeg kommer fra Flensborg. Heldigvis var alle ret søde og sagde ikke noget negativt, men stillede det der klassiske spørgsmål om, hvem jeg holder med, når Danmark møder Tyskland i håndbold eller fodbold. Og i dag er jeg ikke kun kendt som ham tyskeren, men lige så meget som ham, der holder af sport og dårlig humor. Men det har jeg i det mindste selv gjort mig fortjent til.”

Jonas kigger ud på tilhørerne og konkluderer: ”Så er det en ulempe at være tysk i Danmark? Nej, det synes jeg ikke. Man skal bare lige læse op på nogle af de jokes, man ikke kender på forhånd, og der var heldigvis nogle af drengene fra studiet, der var gode til at introducere mig til ’Drengene fra Angora’ og ’Klovn’ og sådan noget.”

Jonas tilføjer, at han ikke kan sige, om han føler sig mest dansk eller mest tysk – det afhænger af konteksten. ”Når mine kammerater taler om tarteletter, føler jeg mig helt vildt tysk, for jeg bryder mig ikke specielt om tarteletter. Og når jeg tager med til de danske årsmøder i Sydslesvig eller synger med ’Der er et yndigt land’ før en landskamp, hvor Danmark spiller, føler jeg mig meget dansk.”

Man kan være dansk og også noget andet., siger Jasmin

Mange grænser inde i Danmark

Inden Jonas fortæller sin historie, har Jasmin forklaret, hvad bindestregsidentitet vil sige.

”Det handler om, at man ikke skal vælge. Det er ikke enten-eller. Man kan være dansk og også noget andet. Hvis man fx har en oprindelse, som er kurdisk, arabisk, afghansk eller noget helt fjerde. Så har man begge dele i sig og skal ikke vælge,” siger hun.

Herefter fortæller hun historien om udviklingen i det dansk-tyske grænseland – om krigen i 1864, afstemningen og grænseflytningen i 1920 og udviklingen frem mod fredelig og positiv sameksistens mellem flertal og mindretal på begge sider af grænsen, bl.a. hjulpet på vej af København-Bonn-erklæringen fra 1955.

”I dag samarbejder man på kryds og tværs af grænsen, og der er danske og tyske skoler på begge sider. Der er en harmonisk sameksistens, og det er bl.a. gået sådan, fordi Grænseforeningen har gjort et stykke arbejde. Man lavede Grænseforeningen for at sikre, at danskerne på den tyske side af grænsen ikke blev glemt,” fortæller Jasmin.

Hun tilføjer, at Grænseforeningen i dag stadig støtter det danske mindretal og den positive sameksistens i det dansk-tyske grænseland, men har udvidet sit arbejdsfelt.

”I dag kan man sige, at der er mange grænser inde i Danmark. Der er fordomme mod de mange etniske minoriteter – mellemøstlige, asiatiske, afrikanske osv. Dem arbejder Grænseforeningen på at nedbryde, og det er også derfor, vi er her i dag,” siger hun.

I dag føler jeg mig hjemme både i Rusland og Danmark, fortæller Elizaveta.

Vodka, feminisme og Counterstrike

Herefter fortæller først Jonas, derefter Elizaveta – også kaldet Liza – og endelig Jasmin deres personlige historier.

Elizaveta fortæller, at hun oprindeligt er fra Rusland, hvor hun boede indtil 2013 i en lille by nær Uralbjergene. Hun kom til Danmark sammen med sin mor og sin lillebror, fordi moren havde fundet sig en dansk mand. På forhånd vidste hun stort set intet om Danmark, udover at hun havde læst H.C. Andersen-eventyr i skolen og var stødt på er par danske popsange.

”I dag vil jeg sige, at jeg føler mig hjemme både i Rusland og Danmark. Når jeg rejser til Rusland på besøg, siger jeg, at jeg skal hjem til Rusland, og når jeg skal tilbage til Danmark, siger jeg, at jeg skal hjem til Danmark. I Danmark oplever jeg indimellem lidt skepsis på grund af de stereotyper, der er om vodkadrikkende russere, der alle sammen er korrupte. Og når jeg er i Rusland, kan jeg mærke, at mine holdninger er blevet mere danske, når det fx gælder spørgsmål om feminisme og LGBT-rettigheder. Så kan jeg få nogle gevaldige diskussioner med mine venner,” siger hun.

Hun tilføjer, at hun i Danmark indimellem også bliver drillet med de russiske bandeord, som findes i computerspillet Counterstrike, og en del af drengene blandt efterskoleeleverne griner og nikker.

Besluttede ikke at være afghaner

Jasmins historie begynder, da hun som fireårig rejser med sin mor og sin storebror til Danmark, hvor hendes far nogle år tidligere har fået asyl.

”Jeg forstod ikke, at jeg var kommet til et andet land, og jeg husker stadig, da vi sad i bussen på vej til den lille lejlighed, hvor min far skulle tage imod os. Min bror og jeg fik øje på en dame uden tørklæde og med helt lyst hår. Vi havde aldrig set en kvinde uden tørklæde før, så vi diskuterede, om hun havde tabt tørklædet, fordi det blæste sådan, og vi bad vores mor give os et af sine tørklæder, så vi kunne forære det til damen.”

Jasmin fortæller videre om, hvordan hun i børnehaven fandt tryghed i at søge sammen med et par andre afghanske børn. Siden lærte hun bedre dansk og begyndte at få danske venner. Da hun i 4. klasse flyttede til en folkeskole, hvor hun og hendes bror var de eneste børn med udenlandsk baggrund, og hun var den eneste med tørklæde, ændrede tingene sig imidlertid.

”Jeg blev mobbet og udsat for nedladende kommentarer, men det gik først for alvor op for mig i 7. eller 8. klasse, da en af mine klassekammerater gjorde mig opmærksom på, at det jo ikke var sjovt, hvad de andre sagde om mig. Jeg gik til en lærer med det, men læreren affærdigede det med, at det nok bare var for sjov. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun godt vidste, at det var løgn, hvad hun sagde. Alligevel hviskede en stemme i mit hoved, at det var mig, der var forkert og ikke var sjov nok, hvis jeg ikke kunne tage deres jokes.”

Jasmin fortæller, at hun for at beskytte sig selv mod mobning i gymnasiet besluttede, at ingen skulle lave grin med hendes religion eller baggrund længere. Hun forsøgte at skjule den afghanske side i sig og nægtede ethvert kendskab til afghansk historie og kultur. Samtidig pressede hendes forældre på for, at hun skulle få sig nogle afghanske venner.

”Jeg besluttede, at jeg ikke ville være afghaner.”

Samtidig pressede hendes forældre på for, at hun skulle få sig nogle afghanske venner.

”Presset blev for stort, og jeg fik det dårligt. En dag spurgte min mor: ’Er der noget, du vil fortælle mig?’ Jeg svarede: ’Jeg ved ikke, hvem jeg er – om jeg er dansk eller afghansk’. Min mor sagde: ’Hvorfor tror du, at du behøver at vælge’?”

Kærlighed, bandeord og håndboldkampe

Jasmin holder en lille pause. Der er stille i lokalet. Så fortsætter hun.

”I 3.g nåede jeg til et punkt, hvor jeg turde tage traditionelt afghansk tøj på til lancierfesten, selv om mine danske venner syntes, at det var mærkeligt. Siden har jeg nydt livet. Nu er jeg 24 år og elsker livet, og jeg har besluttet aldrig mere at vende det indad, hvis folk siger, at der ikke er plads til mig og den, jeg er. Når folk siger, at jeg skal rejse hjem, hvor jeg kommer fra, siger jeg, at det er dem, den er gal med. Når de siger, at jeg skal smide tørklædet og melde mig ind i Danmark, svarer jeg, at jeg for længst har meldt mig ind.”

Jasmin tilføjer, at hun er ved at uddanne sig inden for internationale studier og marketing og arbejder frivilligt i en retshjælp, hvor hun står for marketing og so-me-indsats.

”Og så er jeg kulturmødeambassadør, fordi jeg vil være glad, hvis min historie kan ændre noget for bare en eneste lille tørklædepige eller en anden ung, der er usikker på sin identitet.”

Klapsalverne brager løs, og så er det tid til spørgsmål. Spørgerunden varer næsten en halv time, og efterskoleeleverne får bl.a. afklaret, at Jasmin er gift i et delvist arrangeret ægteskab med en afghansk mand, ”selv om jeg aldrig troede, at jeg skulle giftes med en afghaner, og jeg faktisk slet ikke ville giftes på det tidspunkt, men det var kærlighed ved første blik”. Og Jonas afslører, at han som regel holder med Danmark i håndbold og i øvrigt er stor fan af Flensborg Handewitt, hvor der er mange danskere på holdet. Mens Elizaveta kan fortælle, at hendes lillebror er ’totalt gamer’ og derfor konstant bruger de russiske bandeord fra Counterstrike.

Efter halvanden time slutter Kulturmødeambassadørerne af med en runde, hvor eleverne kan melde tilbage, hvad de har fået ud af aftenen. En pige siger: ”Jeg synes, at det var spændende, for jeg vidste ikke så meget om tyskere, der kommer til Danmark.” Og en anden supplerer: ”Det var dejligt, at I fortalte på jeres helt egen måde, og så har jeg fået meget mere respekt for alle bindestregsdanskere.”

Info: Grænseforeningens Kulturmødeambassadørkorps

Korpset består af 30-40 unge med flerkulturel baggrund, som tager ud på skoler og andre steder for at gå i dialog om danskhed, mangfoldighed og bindestregsidentitet.

Kulturmødeambassadørerne blev startet i 2009 og byggede virkede på søsterprojektet Elevambassadørerne, som udgøres af gymnasieelever fra de to danske gymnasier i Sydslesvig og det tyske gymnasium i Sønderjylland.

I Kulturmødeambassadørerne deltager unge fra det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland samt andre unge med bindestregs-identitet, fx dansk-afghansk, dansk-palæstinensisk, dansk-tamilsk, dansk-somalisk, dansk-færøsk.

Siden starten i 2009 har i alt omkring 150 Kulturmødeambassadører afholdt over 600 dialogmøder med over 30.000 deltagere.

Læs mere her.