Kulturpersoner vil fremme håb og fællesskab

Jytte Abildstrøm og Bent Melchior er blandt de mange medvirkende i kulturfestivalen ” Hvor regnbuen ender” den 7.-16. august.

Forskellige kunstneriske virkefelter rækker ud efter hinanden i en storstilet festival den 7.-16. august 2020. Hvor regnbuen ender hedder festivalen, der samler sangere, musikere, forfattere, skuespillere og aktivister på fem forskellige ”scener”: en kolonihaveforening på Amager, en kirke på Vesterbro, en café på Østerbro, et galleri i Vanløse og en gårdhave på Christianshavn.

– Der er mulighed for at møde stemmer og historier som du måske ikke kender i forvejen, sammen med nogle, der er langt mere velkendte, siger eventmager Michael Svennevig.

Mødet mellem danskere og udlændinge

Mødet med det fremmede, mødet mellem danskere, flygtninge og udlændinge, har været omdrejningspunktet på festivalerne, men siden er det i langt højere grad kommet til at handle om drømme og visioner – og slet og ret om at være menneske, fortæller han.

Medvirkende er blandt andet Kirsten Thorup, Jytte Abildstrøm, Charlotte Strandgaard, Stig Dalager og Bent Melchior.

Kulturen føjer mennesker sammen

– Mere end før er det nødvendigt at vise at vi via kulturen kan være tæt sammen – selv med den fornødne afstand. At det nytter og batter – især nu, siger Michael Svennevig og lover, at afstand og andre Coronaregler bliver overholdt.

– Jo, der bliver meget færre kram, men det burde ikke gå ud over hjerteligheden. Det handler om at have modet og lysten til at mødes, for at undgå at vi bliver fremmede for hinanden.

Møder på tværs giver håb

– Kunsten er det spejl vi gensidigt spejler os i, og vi skal nyde og værdsætte den frihed og det håb det giver at mødes på tværs af forskelle og kultur.

Festivalen Hvor regnbuen ender startede som litterære gårdhavefester om drømme og visioner hos Dansk PEN i 2007, og voksede til festivaler året efter – for 12 år siden.