Lægens livsbekræftende bog om ’den 8. dødssynd’

Ole Hartlings bog er en protest mod tingsliggørelsen af mennesket og en mulighed for at se livet i dets sårbarhed, skriver anmelder.

Boganmeldelse af Marianne Olsen

Forlaget Eksistensen udgiver en serie bøger med temaet Kristendommen ifølge…” hvor forskellige kendte folk ”giver deres bud på, hvordan troen og det kristne budskab har formet deres tilværelse.”

Ole Hartling vil med sin bog give et realistisk bud på livsmod:[..] ”et liv i dødsangst bliver et liv i livsangst,” siger han med K.E Løgstrup (1905-1981)

De syv dødssynder og den ottende

Ole Hartling, der er kendt som læge og deltager i den offentlige debat, bl.a. som formand for Etisk råd, har skrevet en bog i serien og valgt emnet Den 8. dødssynd, et begreb som han selv har udmøntet efter middelalderens dødssynder eller hovedsynder. I middelalderen talte man om syv dødssynder. Det var de synder, der med dødens indtræden ville føre mennesket direkte i Helvede. De var alle karakteriseret ved forskellig slags overfladisk livsførelse, der skadede både én selv og ens medmennesker: hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede, og dovenskab.

Det er til disse syv synder Ole Hartling føjer ’tingsliggørelse’ som den ottende, for han ser faren for at vi mennesker behandler vores medmennesker som ting i stedet for, som de er, mennesker som os selv. Når livet leves med den sande livsforståelse, erkendes det andet menneske som medmenneske. Det sker i mødet, sådan som han citerer Martin Buber (jødisk tænker, 1878-1965) for at have sagt det i sin bog ’Jeg og du’: ”Mellem ’Jeg og Du’ står ingen hensigt, intet begær og ingen begæring, og selv længslen forvandler sig, når den fra drømmen styrter sig ud i det åbenbare. Ethvert middel er en hindring. Kun hvor hvert middel er faldet hen, sker mødet.” (s. 10)

Dødssynden er håndtering af andre

Den 8. dødssynd er ligesom de andre en lethedsløsning. Den hviler på ønsket om at have magt over det andet menneske. Og det er i virkelighedens verden en illusion som er meget udbredt. Den viser sig i vores ’håndtering’ af andre mennesker. Hartling skriver: ”Politikerne håndterer vælgere. Forretningerne håndterer kunder. Lægerne håndterer patienter. Eller vi foretager en generaliserende objektgørelse: Sådan er kunder, udlændinge, muslimer, patienter, vælgere, mennesker.” (s.11)

Den ottende dødssynd er mangelen på indsigt i livets egenart, for vi har i grunden ikke magt over det andet menneske. Den magt det er muligt at udøve bliver til ødelæggelse og brutalitet. Det værste eksempel på tingsliggørelse er tortur: ”Den, der har overlevet tortur, vil aldrig mere føle sig hjemme i denne verden (..) I lighed med incestofferet er torturofferet bange for igen at vise tillid og fortælle om sin smerte” (s.39). Hartling er uenig med Nietzsche, der siger: ”Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere.” ”Den banale sandhed er, at det, der virkelig gør et menneske stærkere, er at være elsket. Det bliver også en styrke i den modgang, som følger med livet.” (s. 40-41)

Hjernesprog og hjertesprog

Medmennesket opfattes som ting kan man ’håndtere’, men kun når man glemmer det er et væsen som man selv er, og kun når man nøjes med at tænke rationelt om den anden. Den ensidigt rationelle holdning glemmer vilje og lidenskab. Det hele menneske kan nemlig kun forstås både med ratio, vilje og lidenskab, for det er egenskaber, der karakteriserer enhver. Hartling taler om Hjernesprog og Hjertesprog.

Det giver sig af sig selv, når man tænker på den kristne gudsopfattelse, at man må spørge: Hvordan kan Gud både være god og almægtig, da der jo er så megen ondskab og lidelse i verden (Theodicéproblemet). I Den 8. dødssynd er det ikke et problem, for et problem kan løses, men her er der ikke nogen løsning. Der er ikke noget svar på det spørgsmål. Hartling giver dog en slags svar med Jakob Wolfs ord: ”Vi rejser anklagen og stiller spørgsmålet, resten er tavshed eller Guds svar.” [Gud svarer Job på spørgsmålet i Det gamle Testamente med modspørgsmålet: ”Hvor var du, da jeg skabte morgenrøden?”]

Ansvarlig omsorg

Selvfølgelig skal lægen bruge sit rationelle hjernesprog i sin praktiske kunnen sammen med sit hjertesprog: En bevidstløs patient skal behandles for at komme til bevidsthed igen. Når det gode og nødvendige arbejde er gjort, og patienten beder om råd og vejledning, kan lægen naturligvis med sin viden vise den ansvarlige omsorg, som Hartling kalder paternalisme – eller maternalisme, som en af de lægestuderende engang foreslog (faderlighed – eller moderlighed).

Aktiv dødshjælp

I debatten om aktiv dødshjælp er Ole Hartling en stærk stemme – imod dødshjælp. I denne bog påpeger han allerede glosens iboende propaganda, for ’hjælp’ er som regel noget godt. Der er bare det ved det, at drøftelsen næsten altid kommer op i en forsamling af raske mennesker, som ikke kan lide at tænke sig selv i en hjælpeløs og dermed uværdig situation, og når man selv kommer så langt ud, risikerer man at være en belastning for de andre, de levende, der tager sig af en. Tror man. Også i den sammenhæng protesterer Hartling mod tingsliggørelsen af mennesket: ”det er ikke et spørgsmål om, at mennesker har ret til at sige, at de er uværdige, men et spørgsmål, om de har ret til at blive troet, når de siger det.” (s.113 -min fremhævelse)

Bogen om Den ottende dødssynd, synden at behandle medmennesket som en ting i stedet for et medmenneske, er mere end læseværdig, den fortjener videre eftertanker: Med sin protest mod tingsliggørelsen giver den læseren mulighed for at se livet i dets sårbarhed, og modet til at leve med kærligheden og de tab, der er kærlighedens vilkår.

Sådan er tilværelsen også.