Læger og sygeplejersker: Vi har brug for nydanskere

Tal ordentligt til vores kolleger med anden etnisk baggrund end dansk. Sundhedsvæsenet risikerer at bryde sammen uden dem, skriver repræsentanter for 110.000 sundhedspersonaler i åbent brev til politikere.

Flere politikere taler i valgkampen om borgere med anden etnisk baggrund end dansk som en belastning for det danske samfund. Som repræsentanter for ca. 110.000 ansatte i det danske sygehusvæsen ærgrer vi os. Og vi undrer os over denne unuancerede debat.

Det skriver formand for Overlægeforeningen Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger Helga Schultz og Formand for Sundhedskartellet Grete Christensen i et debatindlæg i Avisen Danmark.

– På alle danske sygehuse arbejder der personale med mange forskellige nationale baggrunde. Nogle er danske gennem mange generationer. Nogle kommer fra familier, der har boet i Danmark i få generationer. Og nogle ansatte har kun boet i Danmark i kort tid. Men fælles er, at de alle knokler for at sikre borgere og patienter den bedst mulige behandling og pleje. Og sikkert er det, at vi har brug for samtlige ansatte, skriver de og oplyser, at 20 procent af eleverne på social- og sundhedsuddannelserne har anden baggrund end dansk, og at 27 procent af de nyuddannede bioanalytikere sidste år var af anden etnisk baggrund end dansk.

– Vi har med andre ord et sundhedsvæsen, der hverken nu eller i fremtiden kan hænge sammen, hvis vi ikke havde vores mange gode kolleger med forskellige nationale baggrunde, skriver de og advarer, at sundhedsvæsenet risikerer at falde sammen på grund af bl.a. flere ældre og flere med kroniske sygdomme.

Det er baggrunden for debatindlægget, der mere har karakter at et åbent brev til politikere:

– Løft blikket og ret det mod sundhedsvæsenets store udfordringer. Og tal så ordentlig til og om vores kolleger som har en anden baggrund end dansk. Det bliver umuligt at løfte sundhedsopgaven de kommende år uden dem, og vores kolleger med anden baggrund end dansk skal behandles med respekt og ordentlighed.