Læringscaféer øger trivsel hos udfordrede skoleelever

Red Barnet Ungdoms læringscaféer giver fagligt udsatte skoleelever bedre trivsel, selvtillid og motivation, viser evaluering.

Skoleferien lakker mod enden, og elever kan opleve en nervøs kilden i maven med tanke på lektier og timelange perioder med dyb koncentration.

Et initiativ fra Red Barnet Ungdom kan dog hjælpe på vej. Læringscaféer kaldes initiativet, som er blevet til med støtte fra Egmont Fondet.

Læringscaféerne retter sig mod de fagligt og socialt udsatte børn i folkeskolen og udvikler deres faglige, personlige og sociale kompetencer. I læringscaféen træner eleverne deres faglige færdigheder via aktive læringsøvelser og hjælp til lektierne.

Hver uge tager læringscaféerne over hele landet imod mere end 300 børn, som får hjælp til at lære igennem aktive læringsøvelser som ordbingo, regnestafet og geografiquizzer.

Det skriver Red Barnet Ungdom. Nu har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) evalueret projektet ved at spørge de elever, som har gået i læringscafé gennem et halvt år.

Og resultatet er klart. Eleverne har fået langt bedre trivsel, faglig selvtillid og motivation for læring gennem projektet.

Elever, som har gået i læringscafé i over et halvt år, vurderer deres trivsel markant højere, end elever, som har gået i læringscafé i under et halvt år. Desuden vurderer ældre elever deres trivsel højst, lyder en af VIVE’s konklusioner.

Analysen viser også en positiv sammenhæng mellem tid i læringscafé og elevernes faglige selvtillid.

Elever, som har gået i læringscafé i over et halvt år, har i gennemsnit markant højere faglig selvtillid, end elever, som har gået i læringscafé i under et halvt år, skriver senioranalytiker Mikkel Giver Kjer.

Endelig viser analysen, at pigerne i læringscaféen i gennemsnit er betydeligt mere motiverede for læring, end drengene er. Derudover er udskolingselever mere motiverede for læring end deres yngre skolekammerater fra mellemtrinet.

Læs hele evalueringen her.