Landefakta om religionsfrihed i Egypten

Egypten ligger meget højt, både når det gælder begrænsninger religionsfriheden fra statens side og krænkelser pga. fjendtligheder i civilsamfundet.

Historie

Egyptens historie går langt tilbage i tiden. I flere tusinde år f.Kr. har forskellige folk og kulturer boet i de frugtbare områder langs Nilen. Landet og de egyptiske faraoer er også omtalt flere gange i Mosebøgerne i Bibelen. Omkring 332-331 f.Kr. blev landet erobret af Alexander den Store, og i år 30 f.Kr. erobrede romerne landet. [1] [2] [3] [4]

Omkring 640 blev Egypten erobret af en muslimsk hær, anført af den palæstinensiske hærfører Amr ibn al-As. Gennem 700- og 800-tallet bosatte en del arabere sig i landet. I 700-tallet begyndte den lokale overklasse at konvertere til islam, og arabisk blev det administrative sprog. Landet var dog overvejende kristent i flere hundrede år efter den islamiske erobring. [1] [3] [5]

Egypten blev i flere hundrede år styret af skiftende kalifater og dynastier. I 1250 kom mamelukkerne til magten i Egypten, men i 1517 blev landet reduceret til en provins i Det Osmanniske Rige. I 1798 besatte en fransk hær Egypten. Hæren, der var under ledelse af Napoleon 1, blev i 1801 tvunget væk fra Egypten. I 1805 blev Muhammad Ali, der var en albansk officer i den osmanniske hær, gjort til guvernør i Egypten. Efter at have sejret i flere slag i regionen fremstod han i 1841 som enevældig regent over Egypten. Han gennemførte en række reformer, som var med til at grundlægge det moderne Egypten. [1] [3]

Moderniseringerne fortsatte under de efterfølgende ledere, men de kostede også mange penge. Det førte til en voksende gæld. I 1878 blev regeringen – efter krav fra Frankrig og Storbritannien – udvidet med to europæere. Den øgede europæiske indflydelse medførte uro i befolkningen. I 1882 blev et væbnet oprør nedkæmpet med hjælp fra Frankrig og Storbritannien. Den britiske tilstedeværelse i Egypten varede i realiteten frem til 1956. Egypten forblev en del af Osmannerriget frem til 1914. [3]

I 1922 blev Egypten erklæret af Storbritannien, og frem til 1952 var landet et konstitutionelt monarki. I 1953 blev Egypten omdannet til en republik. [3]

  
Forfatning og styreform

Egypten er en republik. Landets officielle navn er Den Arabiske Republik Egypten. [6]

Egypten har haft flere forfatninger. Den nuværende blev vedtaget ved en folkeafstemning i januar 2014. [6]

Egypten er inddelt i 27 provinser, der ledes af en guvernør, som udpeges af præsidenten. Alle 27 guvernører er muslimer. [2] [6] [7]

   
Den lovgivende magt
Den lovgivende magt ligger i Repræsentanternes Hus (parlamentet), der består af 596 medlemmer. 448 af dem vælges ved direkte valg. 120 medlemmer bliver valgt efter et kvotesystem, hvor der skal vælges et bestemt antal kvinder, unge, kristne og lønmodtagere. 28 medlemmer vælges af præsidenten. Medlemmerne vælges for fem år. [6]

   
Den udøvende magt     
Den udøvende magt ligger præsidenten, der også er landets øverste leder. Han vælges ved direkte valg for fire år. Præsidenten udpeger statsministeren, og valget skal godkendes af Repræsentanternes Hus. [6]

   
Den dømmende magt
Den dømmende magt ligger hos domstolene med Den Højeste Forfatningsdomstol som øverste retsinstans. Efter forfatningen fra 2014 bliver alle dommere udpeget af præsidenten. De udpeges for livstid. Der findes ved siden af de strafferetlige domstole andre typer domstole, herunder domstole for familieretlige anliggender. [6]

Straffelovgivningen består af et mix af bestemmelser fra Napoleons straffelov, islamiske religiøse love og love fra kolonitiden. Forfatningsspørgsmål afgøres af Den Højeste Forfatningsdomstol. [6]

   

Flag

Egyptens nuværende flag er fra 1984. De røde, hvide og sorte striber er fra det ”arabiske befrielsesflag” i 1952, hvor kongestyret blev afskaffet. Farverne symboliserer revolution, landets strålende fremtid og fortidens mørke. Figuren i midten er det egyptiske nationalsymbol, Saladins ørn. Saladin var en kurdisk muslimsk hærfører, der blev sultan i Egypten og Syrien. Han erobrede i 1187 Jerusalem fra korsfarerne. Saladins ørn blev i sidste halvdel af 1900-tallet symbol på det revolutionære Egypten, og symbolet indgår også i andre arabiske landes flag. [8] [9]


Befolkning og sprog

Der bor 97 millioner mennesker i Egypten (2017). Over 99 % af befolkningen er egyptere. [6]

Det officielle sprog er arabisk.

  
Religion

Det anslås, at 90 % af befolkningen er muslimer, og at 10 % er kristne. Men tallene varierer fra kilde til kilde. Nogle mener, at kristne udgør 5 % af befolkningen, mens andre anslår andelen af kristne til 15 %. [7]

Langt de fleste muslimer er sunnier. Det anslås, at der lever omkring 1-2 millioner shiamuslimer i Egypten. [7]

Blandt de egyptiske kristne tilhører omkring 90 % den koptisk-ortodokse kirke, mens resten er fordelt på katolikker, græsk-ortodokse, syrisk-ortodokse, anglikanere og flere andre kirkesamfund. [7]

Det anslås, at der er 2.000-3.000 medlemmer af Baha’i-samfundet, som anses for at være det største trossamfund ved siden af de tre officielt anerkendte trosretninger i Egypten: Islam, kristendom og jødedom. [7] [10]

Der er meget forskellige vurderinger af, hvor udbredt ateismen er i Egypten. Nogle mener, at der er nogle få tusinde ateister i landet, mens andre anslår tallet til op imod 10 millioner. Der er også store forskelle i vurderingen af, hvor mange egyptere der har forladt islam for at tilslutte sig en anden tro eller overbevisning. Tallene varierer fra 50.000 til fire millioner. De fleste konvertitter er gået fra islam til kristendom. [11]

  
Forholdet mellem stat og religion

Ifølge forfatningen er islam statsreligion i Egypten, og principperne i sharia skal være den primære kilde i lovgivningen. Forfatningen forbyder forskelsbehandling på grundlag af religion, og det er strafbart at tilskynde til had. Forfatningen indeholder et forbud mod at udøve politisk aktivitet og oprette politiske partier på grundlag af religion. [7]

  
Religionsfrihed – hvad er status?

I Pew Research Centers 2018-rapport om religionsfrihed, der bygger på oplysninger ved udgangen af 2016, ligger Egypten
meget højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og
meget højt når det gælder krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. [12]

(Niveauet for krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper: meget højt, højt, moderat og lavt.)

  
Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

Ifølge forfatningen er trosfriheden absolut, men i praksis er den begrænset. Det er kun mennesker, som tilhører islam, kristendommen eller jødedommen, der har frihed til at udøve religiøse ritualer og opføre helligdomme. [7]

Denne begrænsning betyder, at myndighederne ikke anerkender religiøse grupper som Jehovas Vidner, mormoner (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) og Baha’i-samfundet. (Læs mere om baha’i-troen her.) Jehovas Vidner har forbud mod at udføre religiøse aktiviteter i landet, selv om der på deres identitetskort står ”kristen” i rubrikken for religion. Det skyldes et dekret, som fortsat var gældende ved udgangen af 2017. [11]

Der er i lovgivningen ikke fastsat nogen sanktioner for forbudte religiøse grupper eller deres medlemmer, som engagerer sig i religiøs praksis, men de har ikke ret til at have deres egne helligdomme eller andre ejendomme. De må heller ikke have en bankkonto eller importere religiøs litteratur. Baha’ier, mormoner og Jehovas Vidner holder deres religiøse samlinger i små grupper, som mødes privat. [7]

  
Kompromis med religionsneutrale id-kort

Alle borgere i Egypten skal have et nationalt identitetskort. Det er vigtigt at have et id-kort, for ellers kan man ikke få en uddannelse eller få et job. Man kan heller ikke stemme ved præsident- og parlamentsvalg. Hvis man ikke har et id-kort, er det heller ikke muligt at få udstedt fødselsattester, dødsattester, ægteskabs- eller skilsmisseattester eller pas. Man har heller ikke adgang til hospitalsbehandling og andre goder, man ellers har ret til som egyptisk borger. Id-kortet har også betydning for, hvilken religionsundervisning ens børn får i de offentlige skoler. Børn af muslimske forældre undervises i islam, og børn af kristne forældre undervises i kristendom. [7] [10]

På de nationale identitetskort i Egypten skal der blandt andet stå, hvilken religion vedkommende tilhører – og det er kun muligt at vælge mellem islam, kristendom og jødedom. Den bestemmelse betyder, at religionsfriheden i praksis krænkes for en del egyptere. Bestemmelsen har medført flere konflikter gennem årene, fordi ateister, baha’ier, agnostikere og andre egyptere, som ikke kan identificere sig med en af de tre anerkendte religioner, ikke kan få et id-kort, medmindre de lyver om deres religion. [10]

Konflikten har berørt flere medlemmer af Baha’i-samfundet, som er et af de største ikke anerkendte religiøse mindretal i Egypten. Efter en langvarig juridisk proces, der varede flere år, blev der i 2009 opnået en kompromisløsning. Den gør det muligt at anføre en tankestreg i rubrikken for religion på id-kortet. Den 8. august 2009 fik to egyptiske baha’ier som de første et religionsneutralt id-kort. [10] [13]

Selv om der er kommet en løsning på problemet med id-kort, er Baha’i-samfundet fortsat ikke anerkendt som religion i Egypten. [10]

  
Forbud mod at skifte religion for muslimer, der er født af muslimske forældre

Der er hverken i forfatningen eller i andre love forbud mod ”frafald fra islam” (apostasi) eller mod at missionere over for muslimer, og ifølge loven har enkeltpersoner ret til at skifte religion. Men i praksis anerkender regeringen ikke, at muslimer, der er født af muslimske forældre, omvender sig fra islam til en anden tro. [7]

Regeringen anerkender, at personer, der ikke blev født af muslimske forældre, men senere konverterede til islam, har ret til at omvende sig fra islam. I den slags tilfælde vil forældrenes mindreårige børn – og i nogle tilfælde voksne børn, som var mindreårige, da deres forældre konverterede – automatisk blive betragtet som muslimer. [7]

Den 16. juni 2016 udtalte Grand Imam Ahmed el-Tayeb fra Al Azhar Universitetet i Kairo, der er en af de mest anerkendte sunnimuslimske institutioner i verden, at alle fire sunnimuslimske retsskoler er enige om, at en frafalden “skal presses til at omvende sig (til islam) … eller blive dræbt”, og han betegnede frafald fra islam som “højforræderi”. Han fremlagde samtidig beviser fra islamiske doktrinære kilder, der forsvarer synspunktet om, at tidligere muslimer, som ikke udgør nogen trussel for samfundet, skulle lades alene. [7]

I april 2013 arresterede politiet tre personer, der var i familie med en ung koptisk-ortodoks mand i Al Wasta, Beni Suef, som efter sigende havde giftet sig med en 21-årig kvinde, der var konverteret fra islam til kristendommen – og parret var efterfølgende emigreret fra Egypten. Mandens forældre og en fætter blev tilbageholdt, fordi de blev mistænkt for at have medvirket ved kvindens omvendelse til den kristne tro. Anklagemyndigheden besluttede i december 2013 at løslade de tre familiemedlemmer. [14]

  
Ægteskaber på tværs af religion

Ikke-muslimske mænd skal – ifølge sharia, som den praktiseres i Egypten – konvertere til islam for at gifte sig med muslimske kvinder. Derimod er der ikke krav om, at kristne eller jødiske kvinder behøver at konvertere for at kunne gifte sig med muslimske mænd. [7]

En ikke-muslimsk kvinde, der konverterer til islam, skal lade sig skille fra sin mand, hvis han ikke er muslim og ikke vil konvertere til islam. En skilt mor har efter loven ret til at have forældremyndigheden over sine børn, hvis de for drenges vedkommende er under 10 år og for piges vedkommende er under 12 år. [7]

  
Konvertitter, der forlader islam, kan ikke ændre religion på deres id-kort

Konvertitter har et særligt problem i forhold til de nationale identitetskort – især for dem, der konverterer fra islam til kristendommen. Det er vanskeligt – og i nogle tilfælde umuligt – at få ændret ”religion” på sit id-kort.

Det illustreres af historien om Mohammed Hegazy. I 1998 konverterede han som 16-årig til kristendommen, og han ændrede sit navn til Bishoy Armia Boulous. Han blev kendt, da han i 2007 gik til retten for at få ændret religions-betegnelsen på sit id-kort. Han ønskede et nyt id-kort, så hans børn kunne få kristendomsundervisning i skolen, få en kristen fødselsattest og gifte sig i en kirke. Han sagde også, at han gerne ville skabe præcedens for andre konvertitter. Han tabte sagen, da den blev afgjort af en domstol i Kairo. Dommeren, Muhammad Husseini, sagde i sin afgørelse, at ifølge sharia er islam ”den endelige og mest komplette religion”, og derfor har muslimer allerede fuld religionsfrihed og kan ikke konvertere til en ældre tro (kristendom eller jødedom). “Han (Hegazy) kan tro, hvad han vil i sit hjerte, men på papiret kan han ikke konvertere,” sagde dommeren, som baserede sin beslutning på artikel 2 i den egyptiske forfatning, hvor der står,at lovgivningen i Egypten skal bygge på principperne i sharia. [15] [16] [17] [18] [19]

Hegazy appellerede dommen. I 2010 blev sagen suspenderet på ubestemt tid, mens retten afventede, at Den Højeste Forfatningsdomstol afgjorde flere andre sager om forfatningens artikel 46, der handler om religions- og trosfrihed. [15] [16] [17] [18] [19] [20]

I december 2013 blev Hegazy arresteret og anklaget for at “protestere uden tilladelse” og for “religionskrænkelse”, fordi han havde filmet sammenstød mellem muslimer og kristne. Han blev i januar 2014 idømt et års fængsel, men han blev holdt fængslet frem til slutningen af juli 2016. Den 23. juli 2016 blev han løsladt mod kaution, efter at have været ulovligt tilbageholdt i over halvandet år. En uge senere offentliggjorde han en video på YouTube, hvor han fortalte, at han var vendt tilbage til islam. Mens han var fængslet, var han ifølge flere kilder udsat for pres for at vende tilbage til islam, og han var udsat for tortur. [15] [20]

I en sag i juni 2009 fik en anden muslimsk født konvertit, Maher al-Gohary, ved en forvaltningsdomstol i Kairo ligeledes afslag på at få ændret ”religion” på sit id-kort. [18]

  
Kristne, der fortryder at være konverteret til islam, kan få ændretid-kort

Den Øverste Forvaltningsdomstol besluttede den 12. februar 2011, at kristne, der vender tilbage til kristendommen – efter at være konverteret til islam i en periode – og som er født af kristne forældre, kan ændre deres nationale identitetskort. I disse tilfælde vil der på det nye id-kort stå, at vedkommende er kristen – med en tilføjelse om, at vedkommende tidligere har haft islam som sin religion. [17] [21]

  
Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

Den 5. januar 2019 opdagede en imam, Sheikh Sayed Askar, at en person anbragte bomber på taget af den koptisk-ortodokse Virgin Mary and Father Seifin Church (Jomfru Maria og Fader Seifin Kirke) i Nasr, der er Egyptens nye administrative hovedstad. Det var planen at detonere bomberne under gudstjenesten næste dag, hvor flere hundrede mennesker ville være samlet for at fejre jul i kirken. Det skriver organisationen International Christian Concern (ICC), der arbejder for at støtte forfulgte kristne. Sheikh Sayed Askar alarmerede politiet, som sendte et specialiseret bombehold til kirken for at afmontere bomberne. Holdet fandt tre bomber på kirkens tag, men under arbejdet med at uskadeliggøre dem eksploderede den ene. Ved den tragiske hændelse blev en af bomberydderne, major Mustafa Abid, dræbt, og tre andre blev alvorligt såret. [26]

27 mennesker blev søndag formiddag den 9. april 2017 dræbt og 71 såret, da en bombe eksploderede ved St. George Kirken i Tanta, der ligger i Nildeltaet i det nordlige Egypten. Få timer senere eksploderede en bombe i nærheden af St. Markus Katedralen i Alexandria. Her blev 16 mennesker dræbt og 41 såret. Ifølge tv-stationen Al Jazeera har den militante islamistiske bevægelse ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS) taget ansvar for bombeeksplosionerne, der blev fordømt af bl.a. Kirkernes Verdensråd og Al-Azhar Universitet, der er den højeste sunni-islamiske autoritet i Egypten. [22]

Der var i 2016 flere tilfælde af terror og sekterisk vold mod religiøse minoriteter. [7]

Den 11. december 2016 blev 29 mennesker dræbt ved et selvmordsbombeangreb under søndagstjenesten i den koptisk-ortodokse katedral i hovedstaden Kairo. Den militante islamiske bevægelse ISIS tog ansvar forangrebet. [7]

I juni 2016 dræbte tre væbnede mænd en koptisk-ortodoks præst i det nordlige Sinai. [7]

I juli 2016 blev en dræbt og tre såret, da bevæbnede mænd angreb familierne til to koptisk-ortodokse præster i Minya. [7]

Den 30. juni 2014 blev der udgivet en rapport om omfanget af de omfattende ødelæggelser af kirker og andre bygninger, da tilhængere af Det Muslimske Broderskab i august 2013 angreb kristne mange steder i Egypten. Rapporten viser, at 52 kirker i 21 provinser helt eller delvist nedbrændte, og at 12 andre kirker og bygninger blev plyndret. Der blev i alt foretaget angreb mod omkring 78 kirker og kirkeejede bygninger. Desuden blev der rettet angreb mod 402 ejendomme, der var ejet af kristne. [23] [24]

Gerningsmændene til nogle af disse angreb blev dømt ved retssager i 2015. Den 3. september 2015 blev 26 personer idømt fængsel på livstid af en domstol i Sohag. I den samme sag blev 67 personer idømt 15 års fængsel og 26 andre 10 års fængsel. De blev dømt for at sætte ild til det koptisk-ortodokse bispedømmes bygning og St. Georges Kirken i Sohag samt for væbnede angreb mod politiet. Den 29. april 2015 dømte en domstol i Giza 71 personer til fængsling på livstid for at bryde ind i og sætte ild til Jomfru Maria Kirken i Kerdasa, Giza, og andre for forbrydelser, herunder mordforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. To andre blev i samme sag idømt 10 års fængsel. 52 af dem dømt in absentia. [24]

  
Forbedringer af religions- og trosfriheden

Ved udgangen af 2016 var regeringen næsten færdig med at genopbygge 78 kirker og andre kristne bygninger, der blev beskadiget eller ødelagt ved urolighederne i august 2013. Urolighederne opstod, efter at egyptiske sikkerhedsstyrker med vold ryddede de demonstrationer, der blev arrangeret af Det Muslimske Broderskab på Raba’a El-Adawiya og Al Nahda-pladserne i Kairo til støtte for daværende præsident Mursi. I Øvre Egypten og andre dele af landet gik voldelige islamister til angreb på kirker, skoler, børnehjem og andre kristne mål. [7] [14]

Præsident Sisi gav inden for de første otte måneder af 2016 tilladelse til at opføre tre nye kirker i Egypten. Siden er der vedtaget en lov, som delegerer beslutningskompetencen angående opførelse af kirker ud til landets 27 guvernører. [7]

I februar 2018 blev en ny kirke, Martyrernes Kirke, indviet i landsbyen Al-Aour i Minya-provinsen. Kirken er finansieret af den egyptiske regering, og den er opført til minde om 20 egyptiske koptere, som blev halshugget i Libyen i februar 2015 af en militant islamistisk gruppe med tilknytning til ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS). [25]

Søndag den 6. januar 2019 indviede Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, en ny koptisk-ortodoks katedral i Nasr, der er Egyptens nye administrative hovedstad. Kirken, the Nativity of Christ (Jesu Fødsel Kirke), er ifølge flere medier den største i Egypten. Samme dag indviede præsidenten en ny moské, Al-Fattah Al-Alim-moskéen, der ligger i nærheden af den nye katedral, og han understregede i den anledning, at Egypten er forenet i kampen mod terror. “Vi er ét, og vi vil forblive ét. Dette øjeblik er meget vigtigt i vores historie,” sagde al-Sisi med henvisning til indvielsen af katedralen og moskéen på samme dag. [26]

  
Sameksistens på tværs af religion og tro

Lokalt i Egypten er der flere eksempler på samarbejde mellem kristne og muslimer. Et af eksemplerne er den kristne udviklingsorganisation CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services), der står for en række udviklingsprogrammer rundt omkring i Egypten inden for landbrug, uddannelse og sundhed. Organisationen har også programmer for konfliktmægling og fredsskabende arbejde, hvorigennem den bidrager til at fremme fredelig sameksistens i befolkningen.

Artiklen er senest opdateret 21-01-2019


Kilder

[1] Egypten, DenStoreDanske.dk, hentet 28-06-2018

[2] Egypt, Wikipedia (engelsk), hentet 28-06-2018

[3] Egyptens historie, Wikipedia (dansk), hentet 28-06-2018

[4] Alexander den Store, Wikipedia (dansk), hentet 28-06-2018

[5] Jakob Skovgaard-Petersen: ”Moderne islam. Muslimer i Cairo”, (s. 18), Gyldendal, 2016

[6] Egypt, CIA: The World Factbook, hentet 29-06-2018

[7] International Religious Freedom Report for 2016, Egypt, U.S. Department of State

[8] Egypten – nationalflag, DenStoreDanske.dk, hentet 28-06-2018

[9] Saladin, Wikipedia (dansk), hentet 07-07-2018

[10] Egyptian identification card controversy, Wikipedia (engelsk), hentet 28-06-2018)

[11] International Religious Freedom Report for 2017, Egypt, U.S. Department of State

[12] Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018

[13] First identification cards issued to Egyptian Baha’is using a “dash” instead of religion, Baha’i World News Service, 14-08-2009

[14] International Religious Freedom Report for 2013, Egypt, U.S. Department of State

[15] Egypt’s First ’Official’ Christian Convert Quits, Returns to Islam, Christianity Today, 04-08-2016

[16] Mohammed Hegazy, Wikipedia.org (engelsk), hentet 28-06-2018

[17] Egypt’s Identity Impasse, Christianity Today, 14-04-2008

[18] International Religious Freedom Report for July-December 2010, Egypt, U.S. Department of State

[19] Egypt Rules Christian Convert Must Remain Legally Muslim, The Christian Post, 03-02-2008

[20] EGYPT: Bishoy Armia Boulos (Mohammed Hegazy) returns to Islam, Church in Chains, 05-08-2016

[21] International Religious Freedom Report for 2011, Egypt, U.S. Department of State

[22] Kristne og muslimer fordømmer bombeangreb mod koptiske kirker i Egypten, Sameksistens.dk, 05-07-2017

[23] International Religious Freedom Report for 2014, Egypt, U.S. Department of State

[24] International Religious Freedom Report for 2015, Egypt, U.S. Department of State

[25] Ny egyptisk kirke indviet 3 år efter henrettelsen af kristne egyptere i Libyen, Sameksistens.dk, 01-03-2018

[26] Kristne hædrer bomberydder, der mistede livet, da han hindrede bombeangreb mod kirke, Sameksistens.dk, 21-01-2019