Landefakta om religionsfrihed i Indien

Indien ligger højt, når det gælder begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og meget højt mht. krænkelser af religiøse grupper i civilsamfundet.

  
Historie

Indien er befolkningsmæssigt verdens næststørste land, og to af verdens store religioner – hinduismen og buddhismen – stammer fra Indien. Hinduismen har længe været den dominerende religion i landet. [1]

Indiens historie går flere tusinde år tilbage i tiden, og landet er blevet påvirket af forskellige indvandringer. Det er dog kun få riger, som i længere tid har haft magt over hele det område, der i dag udgør den indiske forbundsstat. En af dem var den britiske kolonimagt. [2]

Indien blev er britisk kronkoloni i 1858. Handlen mellem Indien og Europa begyndte dog allerede efter 1492, hvor den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama fandt en søvej til Indien. Ud over portugiserne har hollænderne og franskmændene i perioder kontrolleret visse regioner i Indien, men efterhånden skaffede det britiske Ostindiske Kompagni sig kontrol over større og større dele af landet. Flere steder blev de mødt af modstand, og der blev udkæmpet flere slag. Briterne endte med at besejre al modstand, herunder et stort oprør i Nordindien i 1857-1858. Dette oprør kaldes både ”det indiske mytteri” og ”den første uafhængighedskrig”, og det blev først nedkæmpet, efter at Det Ostindiske Kompagnis egne styrker fik forstærkning af britiske soldater. Med sejren kontrollerede briterne et stort rige, som omfattede både det nuværende Indien samt Pakistan og Bangladesh. I 1858 blev riget en britisk kronkoloni. [2][3]

Briterne anvendte i et vist omfang indere som skatteopkrævere og andre embedsmandsopgaver, men fra slutningen af 1800-tallet sporedes der blandt uddannede indere en større og større utilfredshed over, at det var svært at få høje stillinger i administrationen. Der opstod også et ønske om øget politisk indflydelse. I 1885 blev Den Indiske Nationalkongres (INC) dannet, og den kom til at spille en vigtig rolle i indernes kamp for selvstændighed. Efter Første Verdenskrig blev advokaten Mahatma Gandhi leder af INC, og omkring 1920 indledte han en kampagne om ikke at samarbejde med briterne som led i kampen for uafhængighed. Midlerne var ”civil ulydighed” og andre ikke-voldelige aktioner. Modstanden førte til en britisk tilbagetrækning i 1947. [2][3][4]

Ved uafhængigheden blev Britisk Indien delt i to lande: Indien og Pakistan. Opdelingen skete primært ud fra religiøse skillelinjer. I det nye Indien var hovedparten af befolkningen hinduer. I Pakistan, der var delt i et Øst- og Vest-Pakistan, var befolkningsflertallet muslimer. Gandhi var imod denne deling. Han ønskede en fælles hinduistisk-muslimsk stat. Gandhi blev myrdet i 1948 af en militant hindu, der var modstander af Gandhis forsonlige linje i forhold til muslimerne. Øst-Pakistan blev i 1971 en selvstændig stat under navnet Bangladesh – efter en borgerkrig med Vest-Pakistan, som blev til det nuværende Pakistan. [2][3][4]

Det nye, selvstændige Indien indrettede sig som en sekulær, demokratisk forbundsstat.

Indien har et spændt forhold til nabolandet Pakistan. Gennem flere år har der været en konflikt mellem de to lande om delstaten Jammu og Kashmirs tilhørsforhold. Delstaten har en større grad af selvstyre end de øvrige delstater. I 2003 blev der indgået en våbenstilstandsaftale, og det forbedrede forholdet mellem Indien og Pakistan. Året efter blev der åbnet en jernbaneforbindelse mellem landene, men der er endnu ikke fundet en endelig løsning på konflikten om Jammu og Kashmir. [2]

I forbindelse med Østpakistans kamp for uafhængighed i 1971, som førte til oprettelsen af staten Bangladesh, støttede Indien den øst-pakistanske selvstændighedsbevægelse i krigen mod Vest-Pakistan. Udenrigspolitisk har der også været grænsestridigheder mellem Indien og Kina. [2][5]

Indenrigspolitisk har Kongrespartiet været ved magten en stor del af tiden efter uafhængigheden i 1947. Blandt partiets markante politikere har været Indira Gandhi, der var premierminister i 1966-1977 og igen fra 1980 til 1984, hvor hun blev myrdet af sikh-separatister. Hun blev efterfulgt af sønnen Rajiv Gandhi. Han blev myrdet under en valgkamp i 1991. [2]

I 1990’erne blev forholdet mellem hinduer og muslimer mere spændt. I 1992 rev militante hinduer Babri-moskéen i byen Ayodhya ned. Spændingerne påvirkede også den politiske udvikling. Ved valget i 1996 blev det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) det største i Indien, og Indien fik en BJP-ledet koalitionsregering. I staten Gujarat opstod der i 2002 voldsomme optøjer mellem hinduer og muslimer. Det skete efter, at der blev sat ild til en togvogn med hinduaktivister. Mindst 800 muslimer blev efterfølgende dræbt ved hævnaktioner. [2]

Ved parlamentsvalget i 2004 tabte BJP-koalitionen regeringsmagten til Kongrespartiet med den italienskfødte Sonia Gandhi som formand. Hun var enke efter Rajiv Gandhi. Hun overlod posten som premierminister til Manmohan Singh, der havde været finansminister i 1991-1996. Manmohan Singh var premierminister frem til valget i 2014, hvor Kongrespartiet led et stort nederlag til BJP. BJP’s leder, Narendra Modi, blev ny premierminister. Han har tidligere været førsteminister i delstaten Gujarat, og han beskyldes for ikke at have gjort nok for at dæmme op for volden i delstaten i 2002. [2]

  
Forfatning og styreform

Indien er en forbundsrepublik med 29 delstater og 7 unionsterritorier. [6][7]

Indiens forfatning trådte i kraft i 1950, og den slår fast, at Indien er en demokratisk, sekulær republik. Delstaten Jammu og Kashmir har nogle særlige beføjelser. Jammu og Kashmir har større selvstyre end de øvrige delstater. [6][7]

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, der består af to kamre: Staternes Råd og Folkets Hus. Staternes Råd har 245 medlemmer, hvoraf 233 vælges ved indirekte valg af delstaterne og unionsterritorierne. De øvrige 12 udpeges af præsidenten. Medlemmerne vælges for seks år. Folkets Hus består af 545 medlemmer, hvor af 543 medlemmer vælges ved direkte valg i enkeltmandskredse. Præsidenten udpeger to medlemmer som repræsentanter for den anglo-indiske befolkningsgruppe. Valgperioden er fem år. [6][7]

Den udøvende magt ligger formelt hos præsidenten, der er landets statsoverhoved. Præsidenten vælges for fem år af et valgkollegium, der består af parlamentsmedlemmerne og medlemmerne af delstaternes lovgivende forsamlinger. Præsidenten har primært repræsentative opgaver, men har dog magt til at opløse Folkets Hus. Præsidenten kan også erklære en delstat i undtagelsestilstand. En sådan beslutning kræver dog, at den godkendes af begge parlamentets kamre inden to måneder. Reelt ligger den udøvende magt hos premierministeren og regeringen. [6][7]

Den dømmende magt ligger hos domstolene. Indiens Højeste Ret (Supreme Court) er den øverste retsinstans. Under den findes en række landsretter (High Courts). [6]

Delstaterne har også lovgivende forsamlinger, der vælges for fem år. De udpeger en delstatsregering, som ledes af en førsteminister. Centralregeringen udpeger en guvernør i hver delstat. Guvernørens rolle i delstaten svarer til den, præsidenten har på nationalt plan. [7]


Flag

Indiens flag bygger på Kongrespartiets flag. Kongrespartiet er et af de politiske partier i Indien. Flagets farver symboliserer mod, fred og troskab – tillige med opofrelse, sandhed og frugtbarhed. Figuren i midten er Ashokas hjul, der er et gammelt buddhistisk symbol. Flaget blev officielt taget i brug i 1947. [8]

  
Befolkning og sprog

Der bor 1,28 milliarder mennesker i Indien (2017). [9]

De største etniske grupper er: Indoariere (72 %) og dravider (25 %). De øvrige grupper udgør tilsammen 3 % af befolkningen. [1][6]

Der er 15 officielle sprog. De mest talte sprog er: Hindi (41 %), bengali (8 %), telugu (7 %), marathi (7 %), tamil (6 %) og urdu (5 %). Der er i alt omkring 200 sprog i Indien. [1][6]

  
Religion

Hovedparten af befolkningen er hinduer (79,8 %). [6]

De største religiøse mindretal er: Muslimer (14,2 %), kristne (2,3 %) og sikher (1,7 %). [6]

  
Forholdet mellem stat og religion

Ifølge forfatningen er Indien en sekulær stat. Forfatningen garanterer religions- og samvittighedsfrihed. Enhver har ret til frit at forkynde og udøve sin religion. Borgerne har pligt til at udøve deres tro på en måde, så den ikke skader den offentlige orden, moral eller sundhed. Ifølge forfatningen skal staten behandle alle religioner upartisk, og den forbyder religiøst begrundet diskrimination. [10]

Den indiske regering kan forbyde religiøse organisationer, der er involveret i terrorisme eller provokerer til spændinger mellem lokalsamfundene. [10]

Muslimer, sikher, kristne, parsis (zarathustrisme eller zoroastrisme), jainister (en indisk religion) og buddhister anerkendes som religiøse mindretal i Indien. [10]

Religionsundervisning er ifølge forfatningen forbudt i offentlige skoler. Det er tilladt at oprette private religiøse skoler. [10]

  
Religionsfrihed – hvad er status?

I Pew Research Centers 2018-rapport om religionsfrihed, der bygger på oplysninger fra udgangen af 2016, ligger Indien
højt med hensyn til begrænsninger af religionsfriheden fra statens side, og
meget højt når det gælder krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet. [11]

Indien ligger allerøverst mht. krænkelser af religionsfriheden pga. fjendtligheder i civilsamfundet.

(Niveauet for krænkelserne af religionsfriheden inddeles i fire grupper: meget højt, højt, moderat og lavt.)

  
Begrænsninger af religionsfriheden fra statens side

I 24 af Indiens 29 delstater er der indført restriktioner for kvægslagtning. Straffene varierer fra stat til stat – og i forhold til om dyret er en ko, kalv, tyr eller okse. I de fleste af de 24 stater, hvor det er forbudt at slagte kvæg, straffes en overtrædelse af forbuddet med bøder fra 1.000 til 10.000 rupier (ca. 100-1.000 DKK) og med fængsel fra seks måneder til to år. I delstaterne Rajasthan, Punjab, Haryana, Himachal Pradesh, og Jammu og Kashmir straffes slagtning af køer med fængsel fra to til 10 år. Den 31. marts 2017 vedtog delstaten Gujarat en lov, hvor strafferammen for at dræbe køer, sælge oksekød og for ulovligt at transportere køer eller oksekød blev forhøjet. Strafferammen efter den nye lov er mindst 10 års fængsel, og i nogle tilfælde kan der idømmes fængsel på livstid. En straf på 10 års straf svarer til straffen for nogle tilfælde af manddrab. [10]

I otte af de 29 delstater er der vedtaget love, der begrænser retten til at konvertere til en anden religion. De otte delstater er: Arunachal Pradesh, Chhattisgarh, Gujarat, Himachal Pradesh, Jharkhand, Madhya Pradesh, Odisha (Orissa) og Rajasthan. Lovene er trådt i kraft i fem stater. Ifølge den indiske højesteret medfører en konvertering fra hinduisme til en anden religion, at vedkommende ”udstødes fra sin kaste”, da kastesystemet er knyttet til hindusamfundet. [10]

  
Krænkelser af religionsfriheden i civilsamfundet

 
Overgreb mod muslimer

I slutningen af juni 2017 blev en muslimsk mand, Alimuddin Ansari, angrebet af en gruppe hinduer, fordi han transporterede oksekød i sin bil. Mændene hev ham ud af bilen, slog ham og satte ild til bilen. På videooptagelser kan man ifølge The Guardian se, at mændene slår Alimuddin Ansari med kødstykker, mens bilen brænder i nærheden. Alimuddin Ansari døde som følge af det voldelige overfald. 11 af gerningsmændene blev i marts 2018 dømt fængsel på livstid for mord og kriminel sammensværgelse. Mændene er del af en nationalistisk hindubevægelse, der bruger vold i deres kamp for at ”beskytte køer”.

De menes, ifølge The Guardian, at være de første, der er blevet dømt for at udøve vold i ”koens navn”. Avisen oplyser, at en af dem er distriktsmedarbejder i det regerende BJP-parti (Bharatiya Janata Party). [12]

 
Overgreb mod kristne

I 2017 registrerede Religious Liberty Commission of the Evangelical Fellowship of India (EFI-RLC) mindst 351 tilfælde af vold og angreb mod kristne og kirker – sammenlignet med 300 tilfælde i 2016 og 177 i 2015. Organisationen betegnede 2017 som et af de mest traumatiske år for det kristne samfund, og den opfordrede regeringen til at gribe ind for at genskabe samfundets tillid til regeringen. Et stigende antal angreb på kirker fandt sted på søndage og særlige helligdage som palmesøndag, langfredag, påske og jul. I nogle tilfælde angreb hinduistiske nationalister også religiøse samlinger i private hjem. Organisationen oplyser, at der var 52 tilfælde af vold mod kristne i delstaten Tamil Nadu, 50 i Uttar Pradesh, 43 i Chhattisgarh, 38 i Maharashtra, 36 i Madhya Pradesh og seks tilfælde i Delhi. [10]

Ifølge det katolske nyhedsbureau Asia News, registrerede organisationen Persecution Relief 736 angreb på kristne i 2017 sammenlignet med 348 angreb i 2016. Ifølge organisationen er hinduistiske angreb på kristne fordoblet som følge af en ny tendens til at skildre kristne som personer, der handler imod staten, landets religiøse tolerance og den nationale moral. [10]

I oktober 2017 udtalte lederen af den nationalistiske hinduorganisation Vishwa Hindu Parishad (VHP), at kristne missionærer skulle forlade landet, at organisationen ville starte en ”Forlad Indien”-kampagne, og at VHP ikke ville tillade at en eneste kristen missionær blev tilbage i landet. [10]

 
Overgreb mod hinduer

Den islamistiske organisation Lashkar-e-Taiba, der har base i Pakistan, har foretaget flere terrorangreb i Kashmir. I juli 2017 angreb bevægelsen en bus med hindu-pilgrimme, hvor otte mennesker blev dræbt og 17 blev såret. [13]

Artiklen er senest opdateret 18-01-2019


Kilder

[1] Indien, DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[2] Indien (Historie), DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[3] Indien, Wikipedia (dansk), hentet 27-07-2018

[4] Mahatma Gandi, DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[5] Jammu og Kashmir, DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[6] India, CIA: The World Factbook, hentet 27-07-2018

[7] Indien – forfatning, DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[8] Indien – nationalflag, DenStoreDanske.dk, hentet 27-07-2018

[9] India, CIA: The World Factbook, hentet 18-01-2019

[10] International Religious Freedom Report for 2017, India, U.S. Department of State

[11] Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018

[12] Indian ’cow protectors’ failed for life over murder of Muslim man, The Guardian, 22-03-2018

[13] India, Amnesty International, hentet 29-07-2018