Lektor: Gode bøger fremmer empatien

Læs god dansk litteratur, så kommer du ind i andre menneskers tanker og følelser. Og så kan du føle med mennesker, der er anderledes end dig selv, fortæller Jette Vibeke Madsen.

Af Svend Løbner

– Når man læser litteratur, får man en mulighed for at se ind i hovedet på mennesker, som er meget forskellige fra en selv, nogle man aldrig bliver venner med og måske heller aldrig fører en samtale med. Dem kan man måske pludselig forstå en anelse bedre, fordi litteraturen udfolder deres tanker. Det er det, fiktion kan tilføre: en større grad af empati.

Ordene kommer fra Jette Vibeke Madsen, der er flittig læser og gymnasielektor med hang til dansk litteratur. Jette er cand.mag. i dansk og historie og har blandt andet videreuddannet sig i idéhistorie. Men det er danskfaget, hun brænder mest for, og det er en succesoplevelse, når maskinmesterelever eller unge robotentusiaster på Teknisk Gymnasium får øjnene op for forfattere som Herman Bang, Karen Blixen og Kim Leine.

Og hvad er det så litteratur kan, altså fiktionen, romanen, den opdigtede fortælling?

Vi sænker paraderne

Jette Vibeke Madsen slår først fast, at litteratur ikke behøver at kunne noget; den har værdi i sig selv. Litteratur er kultur som møder et blødt punkt indeni os, et behov, som ingen fagbøger kan mætte.

Og så har romanen en fordel frem for biografien, at den får os til at sænke paraderne, forklarer Jette Vibeke Madsen:

– Der er en vis distance til personerne. I fiktion behøver jeg ikke forholde mig til, om det, de siger, er løgn eller sandhed. Det er ikke spørgsmålet i fiktion. Spørgsmålet er, om det er autentisk, dvs. om det, jeg læser, kunne være tilfældet. Læseren har ikke de samme parader oppe, som hvis man læser en artikel om et menneske, som tænker helt forskelligt fra en selv. Her vil man straks føle, at man skal diskutere og sætte spørgsmålstegn ved det, vedkommende siger. I fiktion har vi sænket paraderne, fordi historien er opdigtet, og vi derfor ikke behøver at forsvare os selv.

Den indre dialog

Hvad gør det ved læseren, når paraderne er nede?

– Man får muligheden for at se ind i et andet menneskes tanker. Man opdager, at selv mennesker, man ikke selv sympatiserer med, har bevæggrunde, historie og en baggrund, som har ført dem derhen, hvor de er. Ofte vil der også være en indre dialog, en tvivl, i det menneske som begår fejl eller forbrydelse eller bare agerer på en anden måde, end én selv. Vi får flere facetter med, flere elementer. Vi får ikke blot den endelige handling at se, som personen begår, men vi får også beskrevet vejen derhen. Og det udløser empati.

Hvad er forskellen på god og dårlig litteratur?

Forudsigeligheden. Det, der bare følger det samme mønster uden at bidrage med noget nyt, kan nemt blive trivielt. Der skal tilføjes noget nyt. Det kan både være indholdet, dvs. selve handlingsforløbet, og sproget, hvormed det fortælles.

Her er vi inde ved noget andet, fiktionen kan.

– Fiktionen kan beskrive noget implicit. Det har været meget moderne – i hvert fald 1980’erne – at skrive minimalistisk litteratur: Hvor lidt kan jeg skrive, og hvor få ord kan jeg bruge, for at fortælle, så min læser er med på, hvad der sker. Her får vi ikke udfoldet personernes tanker; vi får bare med meget få ord fortalt, hvad de siger, og hvad de gør. Men på en eller anden måde forstår vi bevæggrunden for det alligevel. For eksempel hvis forfatterne beskriver, hvordan hænderne dirrer eller knyttes, eller at hun tager sig til panden, så det kan give os en idé om, hvad personen tænker.

Hjernen på detektivarbejde

Fiktion appellerer også til vores logiske sans, fortæller Jette Vibeke Madsen.

– Det kan være ligesom at skulle løse en matematisk beregning eller en IQ-test. Man skal finde et mønster, som ikke er ret tydeligt. Vi skal virkelig lede efter det. Det kræver de samme kompetencer som at løse en IQ-test. Hvad er mønstret? Hvis jeg nu går ud fra, at der er et mønster, hvordan hænger sproget sammen med handlingen, hvordan hænger det sammen med den hensigt, der er med teksten, det, personerne gør, og det billedsprog, der bruges. Det er nærmest et detektivarbejde.

Og en ahaoplevelse, når man opdager det?

– Ja, for hvis vi kun læser det, som er fremherskende i dag, eksempelvis sms-sprog og e-mails, som ikke kræver meget af vores hjerners forståelse, så udvikler vi heller ikke vores hjernekapacitet. Men her bliver vi udfordret af litteraturen.

Hvad med faktabøger? De udfordrer jo også hjernen?

– Ja, det gør de, men det er på en anden måde. For her skal vi prøve at forstå stoffet og kunne gengive det og redegøre for det. Det er mere ligeud, én til én. Men i fiktionen er det mere detektiven, der skal finde noget, opdage sammenhænge, og forstå noget på den led.

Klassikere er slidstærke

God litteratur er noget som bevares i os, noget vi kan tænke tilbage på igen og igen, forklarer Jette Vibeke Madsen.

– Der er nogle, der har læst de samme bøger og set de samme film igen og igen, fordi de bliver ved med at give dem noget. Hvis det så går hen og bliver en klassiker, er det fordi det sker på tværs af århundreder. Vi kan sidde og læse Ludvig Holbergs Erasmus Montanus, som blev skrevet i 1700-tallet, og vi kan stadigvæk synes, at den siger os noget vigtigt – ovenikøbet på en humoristisk måde. Det gør den til en klassiker.

Og H. C. Andersen – eventyret Den grimme ælling for eksempel?

– Ja, der er rigtig meget af H. C. Andersen, som læses igen 50, 100 eller 150 år efter, og det er stadigvæk lige aktuelt.

Jette Vibeke Madsen advarer mod de kræfter, der vil fjerne den ældre litteratur fra uddannelsessystemet. I vores omgang med ældre litteratur kan vi nemlig holde nutiden op mod det historiske.

– Hvis vi kun læser artikler fra nutiden, bliver vi historieløse. George Orwells roman 1984 handler blandt andet om det historieløse samfund, hvor man fjerner al viden om fortiden for at sikre sig, at det, som bliver fortalt i nutiden, er den eneste sandhed. Man har ikke noget at måle med, fordi man har fjernet alt det gamle. Det er væk, så vi kan ikke sige, at det kan være på en anden måde. Men litteraturen viser os, at vores liv og samfund kan være på en anden måde. Det udpensles i litteraturen på en måde, så vi kommer helt ind og ser, hvad folk tænkte og følte tidligere. Hvis vi fjerner litteraturen, er jeg bange for at vi bliver historieløse i en eller anden grad.

Diktatorer vil fjerne fortiden

– Det er farligt, fordi det er sådan, diktaturer kan opstå. Det er det romanen ”1984” handler om. Det er farligt at give folk en fornemmelse af, at der kun er én måde at være menneske og samfund på, at det altid har været sådan, og at der ikke er mulighed for at det kan være på andre måder. Vi skal have noget at måle det, der bliver sagt og gjort, op imod.

Hvorfor er diktatorer så ivrige efter at fjerne historien og fx brænde bøger?

– Jeg tænker, at det er, fordi de typisk ikke vil have kritikere. Det er kritikerne, de fjerner først; de, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, systemet er bygget op på. Det er netop spørgsmål, litteraturen stiller. I det tidligere Sovjetunionen var mange af systemkritikerne jo forfattere.

Brug for historisk horisont

Historien sætter vores liv i perspektiv:

– Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer har sagt, at hvis du ikke har en horisont, har du en tendens til at overvurdere det, der er tæt på. De nære ting bliver overdimensioneret. Den ældre litteratur er sådan en horisont.

– Det kan for eksempel blive helt vildt afgørende, at en ung pige har et vist brystmål, og hvis hun ikke har store nok bryster, må hun se at få lavet dem større. Det er det helt nære perspektiv. Men hvis man får en historisk horisont og bliver konfronteret med de problemer, som folk ellers har haft – for eksempel i slutningen af 1800-tallet, hvor folk kunne blive sat på gaden og stå der med deres få ejendele og ikke ane, hvor de skulle sove næste nat – så får man en historisk horisont som gør, at en del nære problemer formindskes. Det er meget væsentligt.

Og så er vi tilbage ved empatien. Og den får vi ved både at sætte os ind i menneskers indre tanker og følelser og i menneskers ydre livsvilkår i en anden tid, et andet sted eller måske blot mennesker med helt andre muligheder, end dem, vi selv har.

Det kan fagbøger ikke give os. Det får vi heller ikke gennem biografier – for vi læser typisk om mennesker, vi beundrer, eller mennesker, der deler vores interesser. Men romanen, litteraturen, den gode film overrasker os og fører os ind i en ny verden. Og det åbner horisonten, frigør den kritiske tanke og udløser empatien.

Jette Vibeke Madsen er gift med artiklens forfatter Svend Løbner. Som altid, når skribenten er tæt på interviewpersonen, sendes artiklen til gennemsyn og godkendelse hos et andet redaktionsmedlem.