Lysfest efterlyser sund fornuft i udlændinge-politikken

Siden 80året for Krystalnatten sidste år har der en gang om måneden været lysfest for humanisme foran udrejsecenter Kærshovedgård, hvor der bor afviste asylsøgere og udlændinge på tålt ophold.

Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl

”Vores nye regering har udtalt, at de gerne vil have, at der skal være sund fornuft i udlændingepolitikken – at trods et ønske om en generel fastholdelse af en stram udlændingepolitik, så skal reglerne også give mening. Indtil videre er der dog ikke sket ret meget. På Kærshovedgård er der rigtig meget, der ikke på nogen måde er sund fornuft. Folk, der skal sendes ”hjem”, men hvor intet land vil vedkende sig at være dette hjem. Unge mennesker med ressourcer, der aldrig får lov at bruge dem til gavn for Danmark. Børn, der ikke kan se en af deres forældre ret tit, fordi vedkommende skal være på et udrejsecenter. Et center, der skulle være til korte ophold, hvor folk har siddet i årevis.”

Sådan lød nogle af argumenterne fra arrangørgruppen bag den lysfest for humanisme, der blev afholdt foran Udrejsecenter Kærshovedgård i fredags. Udrejsecentret, der ligger i nærheden af Bording nær Ikast, huser afviste asylsøgere, der ikke vil samarbejde om at blive sendt hjem, samt asylsøgere, der har fået en dom og står til udvisning, men ikke kan udvises til deres oprindelsesland, samt personer på såkaldt tålt ophold.

Lysende fakler og rødt kor

Fredag aften kl. 19 var omkring 50 mennesker samlet foran udrejsecentret. Mens mørket faldt på, tændtes der lys i faklerne, og der blev indledt med en fællessang. Senere fulgte to taler og en række sange med ’Det Røde Kor’, en gruppe medlemmer af Enhedslisten fra Aarhus, der synger egne og andres sange – typisk med politiske budskaber om fred, retfærdighed og demokrati. Først bød initiativtager til lysfesten, Anemone Samy, velkommen, og hun understregede, at selv om der er kommet en ny regering, der har lovet og også gennemført få og små lempelser i udlændingepolitikken, er der lang vej igen, før dansk udlændingepolitik afspejler ’sund fornuft’, hvilket ellers er den nye regerings officielle mål.

”Vi står her, fordi vi ikke kan leve med, at mennesker skal isoleres og leve i uvished og under så uværdige forhold i årevis. Vi vil have en humanistisk og anstændig udlændingepolitik, og vi giver ikke op. Vi glemmer jer ikke,” sagde Anemone Samy henvendt til de 10-15 beboere på Kærshovedgård, der deltog i lysfesten.

Hun opfordrede deltagerne til at tage for sig af kaffe og kage og købe fakler til 20 kroner stykket – og bad de danske deltagere købe en ekstra fakkel til de beboere, der var med. Faklerne blev tændt, og den første taler, undertegnede, gik på.

Wienerbrød til ungarerne

I min tale kom jeg blandt andet ind på, hvordan et helt tog med 986 ungarske flygtninge blev modtaget med kaffe og wienerbrød og sang og musik, da toget kørte over grænsen ved Padborg natten til den 1. december 1956.

”Omkring 60 år senere fik vi en minister, der fejrede sine stramninger af udlændingeloven med kage til sig selv og sine egne. Det er en forskel, der næsten ikke er til at forstå. Men dybt nede tror og håber jeg, at der stadig ligger en menneskelighed og en ordentligt, som kan bryde det ligegyldighedens mørke, der lagt sigt over os og vores land,” sagde jeg blandt andet.

Og temaet med kaffe og kage – og måden at modtage eller afvise asylsøgere på – fortsatte, da Det Røde Kor gik på og bl.a. sang sangen ”Kageland”, skrevet af Ole Nielsby på melodien til ”Go down, Moses”:

Danmark er et kageland,
en rigtig slikbutik.
Afrikas tænder løber i vand,
det var godt vi fik
døren lukket,
det må vi fejre med kage
overtrukket
med støjbær-fikumdik,
lød første vers, og sidste vers fulgte op på temaet:
Danmark er et kageland
Afrikas tænder løber i vand,
det var godt vi fik
døren smækket,
det må vi fejre med kage
pyntet og spækket
med snæversynets logik.

’Paradigmeskidt’

Helge Ratzer var aftenens anden taler. Han har arbejdet med frivillig rådgivning af udlændinge siden 1977 i Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed i Aarhus, og han gennemgik kort den udvikling, han havde været vidne til på udlændingeområdet siden midten af 1980erne, som først og fremmest har bestået af en lang række stramninger.

”Den nye regering har lappet lidt på paradigmeskiftets ødelæggende økonomiske konsekvenser for børnefamilierne og godkendt den første gruppe kvoteflygtninge fra FN, ligesom Lindholm er taget af programmet,” sagde han – med henvisning til, at den socialdemokratiske regering har droppet den tidligere regerings plan om at indrette et nyt center for kriminelle afviste asylsøgere på øen Lindholm ved Stege Bugt. ”Men der er lang vej endnu, til vi får en udlændingepolitik i Danmark, vi kan være bekendt,” fortsatte Helge Ratzer. ”Vi er nogle, som må vise den nye regering vejen og vise, at vi siger nej til egoisme og umenneskelighed og ja til solidaritet og humanisme. Den 1. oktober er der demonstration foran Folketinget, og en af parolerne er “Væk med paradigmeskidtet”. Lad os bakke op om den parole,” sluttede han – efterfulgt af klapsalver.

Kritik fra Ombudsmanden

Mellem taler og musik blev der drukket kaffe og spist kage og tale på kryds og tværs på engelsk og dansk. Flere nævnte, at Folketingets ombudsmand dagen før havde udsendt en skarp kritik af, at mange af beboerne på Kærshovedgård ikke havde fået kravet om melde- og opholdspligt på centeret revurderet hvert halve år, sådan som det en højesteretsdom fra 2012 ellers slår fast, at de skal have.

”Det er svært at forstå, at det er i Danmark, den slags foregår,” sagde en deltager.

De danske deltagere i lysfesten kom fra Aarhus og andre jyske byer og var kommet til Kærshovedgård i biler, som holdt parkeret på vejen, der fører gennem en lille skov ind til centeret. Centeret ligger 6-7 kilometer fra Bording, og der er ingen busforbindelser til og fra, så beboerne på centret må gå eller cykle for at komme til og fra centret. Der holdt da også omkring 50 cykler ved siden af centrets parkeringsplads, hvor lysfesten fandt sted, og her var også et nyindrettet cykelværksted, hvor beboerne kan reparere deres cykler med udstyr, de kan låne på centret.

”Beboerne her har jo stort set ingen mulighed for at få de ting, de har brug for. Lige for tiden mangler der især cykler og mobiltelefoner. Så I må meget gerne se, om I kan hjælpe med at skaffe cykler og telefoner. Min erfaring er, at vi lever i et overflodssamfund, så rigtige mange mennesker har ting stående eller liggende derhjemme, som de ikke bruger og ikke har fået skilt sig af med,” sagde Anemone Samy, da lysfesten sluttede efter halvanden times tid.

Festen sluttede med en fællessang, Peter Seegers, ”This Little Light of Mine”. Herefter blev faklerne slukket, havepavillonen, hvor koret havde stået i tørvejr blev pakket sammen, og bakker og kander med kaffe og kage pakket ned. Beboerne gik hen til centrets indgang for at blive lukket ind gennem slusen i hegnet, og de danske deltagere kørte væk i mørket.

De næste lysfester for humanisme ved Kærshovedgård er fredag den 18. oktober og fredag den 8. november, begge gange fra kl. 19-20.30. Flere oplysninger fås på arrangørgruppens Facebook-gruppe eller hos medlem af arrangørgruppen Ditte Holm, ditte.holm@gmail.com