Makkannguaq: Jeg er først og fremmest grønlænder

Makkannguaq Olsen Skovenborg bor i Østjylland, hvor hun giver grønlandske traditioner og værdier videre til sine to døtre.

Af Birthe Munck-Fairwood

Selv om passet er dansk, føler Makkannguaq Olsen Skovenborg sig ikke som dansker. Den 27-årige tidligere eliteskiløber i langrend voksede op med sneklædte bjerge, hundeslæder og snescootere på Grønlands vestkyst 40 kilometer nord for polarcirklen. For seks år siden blev hun kæreste med danske Jesper, og året efter flyttede hun til Østjylland, hvor hun i dag arbejder som social- og sundhedshjælper. I Danmark har hun opbygget en ny hverdag i den lille østjyske by Gårslev sammen med sin danske mand og parrets to piger på tre og fem år, der begge taler og forstår grønlandsk. 

Danskerne er positivt nysgerrige

Hun fortæller med et smil, at kolleger og beboere kalder hende Maggie. Det har hun lært at leve med, for ikke mange danskere tør binde an med at udtale hendes grønlandske navn. Men det opvejes af den interesse og positive nysgerrighed, som den 27-årige grønlænder oplever i hverdagen som social- og sundhedshjælper på et plejecenter i nabobyen Brejning. 

– Danskerne er ret fantastiske mennesker, når man først har lært dem at kende. Selvfølgelig har jeg også mødt fordomme og nedladende holdninger. Men jeg er positivt overrasket over, at så mange gerne vil vide mere om Grønland. Som grønlænder er det vigtigt, at man tør snakke om fordomme. Medierne fokuserer meget på de negative ting som alkoholkultur. Jeg kan forklare, at det ikke er sådan, det hele ser ud. Der er også gode ting. Grønland er så meget andet end det negative.        

Som grønlænder har Makkannguaq Olsen Skovenborg dansk pas, så der var ingen problemer med familiesammenføring, da hun for fem år siden giftede sig med en dansk mand, og parret besluttede at bo i Danmark. Da Grønland er en del af det danske rigsfællesskab, kunne Makkannguaq Olsen Skovenborg uden videre bosætte sig hvor som helst i Danmark.

Men hun understreger, at hun stadig først og fremmest er grønlænder. Og hun lægger ikke skjul på, at hun ønsker at videregive de grønlandske traditioner og værdier til de to døtre, som denne dag er hjemme fra børnehaven og hygger sig tydeligvis med deres mor og to nyindkøbte kaniner i familiens rummelige villa i et stille villakvarter i Gårslev et kvarters kørsel fra Fredericia.  

Savner den storslåede grønlandske natur

Selv voksede Makkannguaq Olsen Skovenborg op i en helt anden verden. Hun er født i Grønlands næststørste by Sisimiut (tidligere Holsteinsborg) med knap 6.000 indbyggere som den ældste af seks halvsøskende. Faren forsvandt tidligt ud af hendes liv. Moren arbejdede som folkeskolelærer, og bedsteforældrene boede lige i nærheden. 

– Jeg har altid haft et meget nært forhold til mine bedsteforældre. De lærte mig en masse om livet og om at hjælpe andre og ikke kun tænke på sig selv.

At være hos dem og hjælpe dem gav mig en god følelse og er en af grundene til, at jeg har valgt at arbejde med ældre mennesker. Det minder mig om min barndom.

Noget af det, hun savner mest, er den storslåede grønlandske natur.

–  Naturen i Grønland er meget forskellig fra den danske natur. Jeg savner at komme helt ud i naturen og vandre i bjergene, løbe langrend og deltage i konkurrencer, køre hundeslæde og snescooter og sejle på havet om sommeren. At være ude i flot natur giver en særlig fred og ro i sindet, som altid har betydet meget for mig.

Dansk kæreste

Hun var 21, da hun blev kæreste med danske Jesper, der var volontør på Sømandshjemmet i Sisimiut, hvor hun arbejdede i receptionen og cafeteriet, mens hun gik i gymnasiet.

– Jeg overvejede meget, om jeg turde flytte til Danmark. Det var nemmere for mig at tage en uddannelse i Danmark end i Grønland, men samtidig var det skræmmende at skulle starte et helt nyt liv i et land, som jeg kun kendte fra feriebesøg og et år på efterskole i 10. klasse, hvor jeg havde mødt en masse fordomme om grønlændere.

– Jeg kommer fra en lille grønlandsk by, hvor alle kender hinanden. I Tørring, hvor vi boede de første år, kendte jeg ingen. Alt var nyt for mig. Den første tid følte jeg mig meget ensom. Jeg var klar over, at jeg selv måtte gøre noget, så jeg begyndte at gå til dansk på VUC og kom senere med i en mødregruppe. Min mands familie var også en stor hjælp. De har altid været meget åbne over for mig, givet mig plads og været der for mig, når jeg har haft det svært.

Foto: Birthe Munck-Fairwood

At tale grønlandsk er en del af børnenes identitet

Til daglig taler Makkannguaq grønlandsk med familiens to døtre. Der er et bevidst valg.

– De skal lære sproget. Det er jo en del af deres identitet, at deres mor kommer fra Grønland. Det er også vigtigt, at de kan tale med deres grønlandske familie. Jeg kan godt lide at lære dem sproget. Jeg savner at tale mit eget sprog, og de synes, det er sjovt, at vi har et hemmeligt sprog, som andre ikke forstår!

– Samtidig handler det om at videregive nogle værdier. I Grønland respekterer man meget den ældre generation. Det er ikke så synligt i Danmark. Her lever man mere for sig selv. Jeg voksede op i et samfund, hvor man er der for den ældre generation. Hvis andre har behov for hjælp, skal man give sig tid til at hjælpe. Det kan også lade sig gøre her i Danmark, selv om man har travlt. 

Efter fem år i Danmark kan Makkannguaq stadig godt savne det sociale liv i Grønland. 

– Det er samværet og nærværet med familien, og at man bare kommer uanmeldt på besøg. Når vi holder fødselsdagsfest i Grønland, er der åbent hus fra klokken 11 om formiddagen. Vi inviterer alle, vi kender, og laver rigtig mange kager. Vi ved ikke, om der kommer 20 eller 50. I Danmark inviterer man nogle få mennesker, og det er kun dem, der kommer.  

Makkannguaq indrømmer gerne, at kulturmødet kan være udfordrende. Men hun har ikke fortrudt, at hun tog springet og flyttede til Danmark.

– I dag føler jeg mig velkommen og accepteret som den, jeg er. Det har ikke altid været let. Det har overrasket mig, hvor lidt mange danskere ved om Grønland, selv om vi er en del af Danmark. Der er danskere, som tror, at der ikke er huse i Grønland, og at vi alle bor i igloer! Men når de møder mig, forsvinder fordommene. At flytte hertil har gjort mig stærkere som person og mere ansvarsbevidst. Jeg har lært, at man skal turde åbne sig for andre og selv tage initiativ til at snakke med mennesker, man ikke kender. Når jeg gør det, får jeg næsten altid positiv respons.

Kirken er et holdepunkt i det nye land

For Makkannguaq var det vigtigt at finde en kirke i Danmark, selv om hun skulle vænne sig til, at alt var på dansk.

– Jeg har altid vidst, at jeg troede på Gud. Jeg voksede op med aftenbøn og er døbt og konfirmeret, men dengang var det mest tradition. Min familie gik i kirke til jul og højtider, men ellers kom vi ikke i kirken.

– Det med troen kom stille og roligt, mens jeg arbejdede på Sømandshjemmet. Hver dag var der morgenandagt. Jeg var nysgerrig og begyndte at deltage. Det var ikke altid, jeg forstod det hele, men så fortalte Jesper mere. Det med at Jesus døde for vores synder var nyt for mig. Tidligere havde jeg gjort mange dumme ting og følt mig som en dårlig person. Nu forstod jeg, at jeg var elsket af Gud uanset hvad. Det var enormt befriende og blev meget stort for mig. Nu ved jeg, at når jeg befinder mig i udfordrende situationer, kan jeg altid bede om hjælp. Der er en, der er større end os. Vi er ikke alene. At have kristendommen har været en stor hjælp for mig i et nyt land og givet mig troen på, at jeg er god nok. Jeg kan klare det.

Birthe Munck-Fairwood er cand.mag. i engelsk og religion og netværkskoordinator i Tværkulturelt Center. Artiklen er bragt i centrets avis Nyt på Tværs og bringes her med tilladelse.