Mennesker med udviklingshandicap mistrives under Coronakrisen

En ny undersøgelse viser, at massiv nedlukning af dagtilbud har store konsekvenser for denne sårbare gruppe borgeres trivsel og mentale sundhed.

Lev har i en spørgeskemaundersøgelse fået svar fra godt 450 pårørende til borgere med udviklingshandicap om deres erfaringer med tiden under Corona.

Nedlukning rammer trivslen

I undersøgelsen angiver hele 75 procent af de pårørende, at borgerens tilbud om beskyttet beskæftigelse fortsat er lukket ned – og at der ikke er gives noget alternativt tilbud, eksempelvis hjemme i botilbuddet. Og de pårørende er ikke i tvivl om, at den fortsatte nedlukning har store konsekvenser. Mere end 70 procent angiver således, at det har en negativ konsekvens for borgerens trivsel i nogen eller markant grad, at de ikke kan benytte deres tilbud.

– Det er uholdbart, at de tilbud, som giver indhold og skaber trivsel i hverdagen for mennesker med udviklingshandicap fortsat er lukket ned i så stort omfang – klart i strid med intentionerne fra minister og Folketing. En gradvis og sundhedsmæssig forsvarlig genetablering skulle være sat i gang for tre uger siden. Men det har mange kommuner tilsyneladende valgt at se stort på, og det er bekymrende, siger Levs landsformand, Anni Sørensen, i en pressemeddelelse.

Besøgsrestriktioner tolkes ikke korrekt

Over halvdelen af de pårørende i Levs undersøgelse angiver desuden, at de ikke har haft lov til at tage deres pårørende med på tur eller med hjem fra botilbuddet på et kortere besøg. Også dette er i modstrid med Social- og indenrigsministeriets udmeldinger helt tilbage i slutningen af marts måned.

– Når 55 procent af de pårørende får besked om, at de ikke kan tage en beboer med ud, selvom Social- og Indenrigsministeriet for længe siden har sagt noget andet, kan jeg godt være bekymret for, hvordan de nye regler om besøg bliver implementeret i praksis, siger Anni Sørensen.

90 procent af de pårørende angiver, at borgerens tilbud om beskyttet beskæftigelse har været lukket (uden alternativ) under Corona – knap 80 procent angiver at det tilsvarende har været tilfældet for aktivitet- og samværstilbud.