’Menneskerettighederne er altid nødvendige’

KRONIK: 21. marts markerer FN’s Internationale Dag mod Racisme. Menneskerettighedernes ånd skal hævdes og efterleves, hvis vi skal undgå det værst tænkelige, skriver kronikør.

Af Marianne Olsen

FN’s Internationale Dag mod Racisme markeres den 21. marts. Hvordan vi kan fejre den i år under de nuværende COVID-19-omstændigheder kan ikke forudsiges i skrivende stund. Men dagen kommer, og netop den dato er valgt, for at vi skal huske på Sydafrikas vanvittige diskrimination i 1960, da fredelige demonstranter mod lovlig apartheid blev skudt af politiet.

For ikke alle love er gode. Det bliver vi mindet om hver dag. De diskriminerende love skal modsiges af Menneskerettighederne, der gælder for alle uden undtagelse.

Rædsel over racismens barbari

Selve formuleringen af Menneskerettighederne blev til i FN’s plenarforsamling i 1948. Man var endnu, tre år efter Anden Verdenskrig, slået af rædsel over det barbari, som mennesker kunne gøre sig til redskaber for med blandt andet industrielle menneskeslagterier. Man var klar over, at det menneskesyn, der havde udløst forbrydelserne, kunne sammenfattes i begrebet racisme.

Historien gentager sig ikke nøjagtigt, og apartheid var ikke helt det samme som folkedrabet på armenierne under Første Verdenskrig og forsøget på at tilintetgøre Europas jøder under Anden Verdenskrig, selv om den grundlæggende mentalitet var den samme. Derimod vil både gamle fortællinger og især myter vækkes til live igen ved store omvæltninger og omsiggribende begivenheder som vi gennemlever i disse dage i lydighed mod den herskende sundhedspolitik.

Karantæne som middel mod smitte

Det er her, gamle fortællinger og myter dukker op i erindringen:

Boccaccios Decameron – navnet hentyder til ti – fra det 14. århundrede består af 100 fortællinger som reaktion på pesten i Firenze. Situationen genkendes når vi kommer i karantæne. Karantæne er indoptaget fra fransk og er betegnelsen for fyrretyve stykker – une quarantaine – og hentyder til det antal dage, man skal holde sig for sig selv, hvis man er smittefarlig.

Sådan en karantæne sidder vi nu i.

Stridens æble

Og det er her, jeg griber til den græske myte om stridens æble:

Ved Peleus’ bryllup med Thetis var alle guderne inviteret til fest, undtagen gudinden for ufred, Eris. Hun kom altså ikke selv, men kastede et gyldent æble ind mellem de olympiske guder: “Til den smukkeste”, stod der på æblet; hun inviterede således til skønhedskonkurrence. Hera, overguden Zeus’ hustru, ’den kvieøjede’, Athena, gudinden for den strategiske krig, og Afrodite, gudinden for den jordiske kærlighed meldte sig til konkurrencen. Zeus satte den trojanske prins Paris til at dømme mellem gudinderne. Afrodite vandt, ikke fordi hun var den smukkeste, men fordi hun lovede Paris, at han til gengæld skulle få verdens smukkeste kvinde, den skønne Helena. Men Helena var allerede gift. Stridens æble og Paris’ dom blev optakten til den trojanske krig, emnet for Homers Iliaden.

Enhver politisk beslutning er selvfølgelig et stridens æble. Der er nogen, der ikke er inviteret med, men æblet kastes altid ind i forsamlingen.

Danske børn i syriske lejre

I dag er stridens æble danske børn i syriske lejre. Statsministeren siger, at alle danskere skal komme hjem. Det lyder ovenikøbet omsorgsfuldt. Men hvad er det nu, hun ikke siger? Siger hun virkelig ikke et ord om de danske børn i de syriske flygtningelejre? Kan det være rigtigt, at hun ikke tager den chance, pandemien har givet hende, til at få alle danske hjem?

Og hvad med mange skattebetalere her i landet, der ikke forstår dansk?  Morten Sodemann, der leder Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, har gjort opmærksom på, hvor katastrofalt det er for både patient og læge at skulle undvære ordentlig tolkning i den sårbare situation, som sygdom jo er. Det har været Morten Sodemann, Dansk Flygtningehjælp og Refugees Welcome, der har sørget for den store del af vores medborgere, der har brug for tolkning om dagens vilkår.

Babelmytens splittelse gentager sig

Endnu en myte falder mig ind, Bibelens Babels myte, der beretter at hele jorden kun havde ét sprog, og folk derfor sagde til hinanden: ”Lad os bygge en by med et tårn som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.”

Men det kunne Gud ikke lide, så der opstod sprogforvirring og folk blev alligevel spredt over hele jorden. Den gamle myte skal forklare, hvorfor der bor folk overalt, og hvorfor vi ikke kan forstå hinanden. Den har godt nok et svar i pinseunderet, det under, der bevirker at alle pludselig kan forstå hinanden, men Pinsen ligger så langt væk fra os i dag, både i tid og indhold, at vi må vente lidt med det håb.

Babels myten med tårnet og den vertikale virkelighed synes at være genopstået horisontalt denne gang: Vi har i vores globale overmod ikke været i stand til at respektere hinandens forskellighed. Vi er lige så egoistiske, grådige og magtbegærlige som de gamle i myten. Og det er her valget står mellem at hjælpe og at nøjes med at lukke sig inde hos sig selv og ude fra andre.

Menneskerettighederne gælder enhver

Om Menneskerettighederne gælder dette: De handler om mennesker, alle menneskers lige ret og værd.

De handler ikke specielt om regering og folketing. De handler ikke specielt om arbejdere og arbejdsgivere. De handler ikke specielt om familie og venner. Det må partiernes tilhængere også vide. De handler ikke om at lukke grænser for dem der kan lukkes ude. De handler ikke om at lukke grænser for dem, der kan lukkes inde. Og de handler slet ikke om DF og partiets smålige verdens- og menneskeopfattelse, der forkynder at det er de fremmedes skyld at Coronasmitten er kommet til Danmark, skønt vi ved at det er løgn.

Det Menneskerettighedserklæringen fra 1948 ikke handler om, viser netop hvorfor den er så nødvendig at markere. Allerhelst at fejre.

Indskrænkninger er kun midlertidige

Vi kan i år ikke mødes og glæde os over dem sammen, men vi kan i skrivende stund håbe på at vi via medierne kan glæde os over dem og love hinanden at vi vil bruge al vores energi på at de bliver overholdt. Vi iagttager selvfølgelig lov og orden, så længe den er medmenneskeligt rimelig, så i år må der være nogle praktiske indskrænkninger. Men kun praktiske. Menneskerettighedernes ånd skal hævdes og efterleves, hvis vi skal undgå det værst tænkelige.

Corona respekterer ikke grænser. Krisen er vores globale vilkår. Derfor er det nødvendigt for enhver at holde øje med dem, vi har overladt at styre landet. Ingen kan tåle megen magt. Derfor har vi, enhver af os ansvaret for at enhver inkluderes i den almene solidaritet.

Tillykke med den 21. marts!