Menneskers forestillinger om Gud skal beskyttes, men ikke begrænses

Hvordan ser Gud egentlig ud? Rabbiner og professor diskuterede både gudsbilleder og religionsfrihed.

Af Svend Løbner

Gudsbilleder og gudebilleder. De to begreber blev diskuteret livligt ved FN’s World Interfaith Harmony Week ‘s første arrangement den 1. februar 2021. Overrabbiner Jaïr Melchior fortalte om billedforbuddet i Toraen og professor i retsvidenskab på RUC, Lisbet Christoffersen, fortalte om samfundets reaktion på især kristnes og muslimers syn på billedrepræsentationen.

Meget var de enige om, men ikke alt. Lisbet Christoffersen mente tegningekrisen kom helt ud af proportioner, da muslimske demonstranter i Mellemøsten afbrændte Dannebrog. Tegninger på den ene side og  Danmarks flag på den anden. Jaïr Melchior derimod mente, at tegningerne blot var kulminationen på Jyllands Postens fjendtlige dækning af islam og muslimer. Tegningerne blev et symbol, ikke sagen selv.

Men emnet var noget helt andet, for hverken Muhammed eller Dannebrog er jo gud. Hvordan forholder jødedommen sig til billeder af Gud? Jødedommen er jo ophav til de to andre monoteistiske religioner, kristendom og islam.

Metaforer og billedfortællinger

– Når Toraen beskriver Gud som lys, ild, vind osv. er dette metaforer, der naturligvis ikke er fuldstændige udtryk for Gud. Det er billedsprog, der skal hjælpe os til at begribe noget om Gud. Vi kan ikke begrænse Gud til vores forestillinger om ham, sagde han, men kom en lille smule på glatis, når han udtalte sig om kristendommen:

– Gud er usynlig, også i kristendommen. Gud er usynlig i modsætning til afguderne, der typisk var synlige gudebilleder i træ eller sten. Ikoner er farlige; de kan blive afguder, fordi vi risikerer at dyrke dem.

Her måtte Lisbet Christoffersen protestere:

– Billedforbuddet er ikke til stede i kristendommen. Det eneste vi finder, er forbud mod at dyrke afgudsbilleder. Når der derfor er billeder i katolske kirker og billeder i den lutherske bibel, har det et pædagogisk formål. Billederne er en gengivelse af fortællingerne, ikke af Gud, slog hun fast.

Forbud mod afguder

Jaïr Melchior præciserede, at billedforbuddet i Toraen handler om, at mennesker ikke skal have andre guder end Gud:

– Pointen er, at vi ikke skal gøre noget til afgud. Når vi skaber noget, risikerer det at optage os så meget, at vi dyrker det og at det dermed bliver en afgud for os, sagde han og fortsatte:

– Når vi ikke kan se Gud, betyder det også at vi ikke kan forstå Gud. Vi kan ikke forestille os og tænke os frem til Gud.

Er billedforbuddet i jødedommen forbundet med frygt? ville ordstyrer Nik Bredholt gerne vide.

– Jøder ønsker at komme så tæt på Gud som muligt, men er samtidig bange for at komme for tæt. Vi ser i Toraen, at Gud åbenbarer sig igen og igen, men at mennesker bliver forskrækkede og bange, når han åbenbarer sig. Så Gud bevæger sig tættere på mennesket, mens mennesket trækker sig tilbage i frygt.

Ytringsfrihed – ikke mobning

Turen var nu kommet til Lisbet Christoffersen, der fortalte om samfundets lovgivning med hensyn til religion. Nik Bredholt formulerede det brændende spørgsmål: Hvor går grænsen mellem billedforbud og ytringsfrihed?

– Blasfemiparagraffens formål var at holde balancen mellem de to. Den gik bl.a. ud på at man ikke må nedgøre eller forhåne en religions helligskrifter. Men den blev afskaffet i Danmark i 2017. Umiddelbart efter gik Rasmus Paludan i gang med at afbrænde koraner, fortalte Lisbet Christoffersen.

Nu står vi tilbage med racismeparagraffen:

– Racismeparagraffen er et forsøg på at tæmme ytringsfriheden, så denne ikke benyttes til at mobbe mennesker. Hvor blasfemiparagraffen beskytter Gud, beskytter racismeparagraffen mennesker. Men den beskytter ikke religiøse artefakter. Derfor kunne Paludan frit brænde koraner af.

Det viser racismeparagraffens begrænsninger:

– Når vi nu ikke har en blasfemiparagraf længere, mener jeg vi bør udvide racismeparagraffen, så den også beskytter de artefakter som mennesker holder helligt.

Blasfemilov legitimerede overgreb

Hvorfor ophæve blasfemiloven i første omgang? spurgte Bredholt:

– Fordi loven i andre lande bruges til at forfølge og myrde religiøse opponenter eller minoriteter. Når vi i Danmark protesterer mod dette, peger de pågældende myndigheder på os og siger: Jamen, I har også en blasfemiparagraf. Dermed legitimerer de deres handlinger.

Men skal staten overhovedet forholde sig til religiøse emner?

– Staten skal beskytte mennesker, både religiøse, ikke-religiøse og de, der ønsker at skifte religion. Så nytter det ikke, at støtte ledelsen af en flertalsreligion, når den vil fastholde mennesker i deres egen religionsopfattelse, fastslog Lisbet Christoffersen.

Debatten medførte flere overraskende meldinger.

– Den egentlige blasfemi begås ikke af religiøse modstandere eller minoriteter, men af de religiøse selv, når de opfører sig dårligt. Dermed kaster de et dårligt lys på Gud og giver Gud er dårligt image. Jøder opfatter sig selv som ansvarlige for at opretholde et retvisende gudsbillede i verden, forklarede Jaïr Melchior.

Der er grænser for ytringsfriheden

Når såkaldte ytringsfrihedsfundamentalister ønsker uindskrænket ytringsfrihed, skal vi huske, at vi allerede har grænser for ytringsfriheden. Det gælder både racistiske og ærekrænkende udtalelser, pointerede Lisbet Christoffersen. Ytringsfriheden fritager os ikke fra at vise hensyn til andre mennesker.

– Det var klart en fejl lokalt her i Danmark at ophæve blasfemiparagraffen. Man gjorde det af internationale hensyn. Man bør nu udvide racismeparagraffen. Det er noget pjat, at nogen har lov til at brænde koraner af, sagde hun.

Så fra det religiøse synspunkt handler billedforbuddet om at ikke begrænse Gud til vores gudsbillede og heller ikke dyrke det, vi selv skaber, så det tager fokus væk fra Gud og bliver en afgud for os.

– Vi skal være forsigtige med, hvilket billede af Gud vi skaber. Det er vores ansvar, sagde Jaïr Melchior.

Fra samfundets side bør love beskytte retten til at dyrke deres tro i fred:

– Samfundet skal beskytte mennesker, ikke en bestemt religions repræsentation af Gud, sagde Lisbet Christoffersen.

Foredrag og debat om billedforbuddet var arrangeret af foreningen Tro i Harmoni i anledning af FN’s World Interfaith Harmony Week som afholdes hvert år første uge i februar.

Se hele ugens program her.