Mød mennesker uden filter og bliv menneskelig

Mødet med to kvinder på flugt fra etnisk udrensning gjorde noget ved min menneskelighed.

Af Svend Løbner

Jeg glemmer aldrig besøget i flygtningelejr nær Nakuru i det centrale Kenya for 12 år siden. Der var udbrudt borgerkrig efter et præsidentvalg, hvor Kikuyu-stammen igen havde besat landets højeste embede. De øvrige 41 stammer havde slået sig sammen og gik nu systematisk fra hus til hus og slagtede mænd, kvinder og børn fra den forhadte stamme, der var blevet favoriseret lige siden briternes kolonistyre. Folk flygtede over hals og hoved og samlede sig i lejre, der kun nødtørftigt kunne give dem plads, ly, mad og drikke.

Det var stammekrig. Det var etnisk udrensning.

Håbløshed og desperation

Jeg glemmer især ikke et kig ind i et telt, der bestod af to presenninger hægtet fast på et par stolper. En presenning dækkede den bare jord, og her lå et par tæpper, som gjorde det ud for madrasser for en mor og hendes tre børn. Jeg glemmer ikke morens øjne, der var som to sorte brønde af håbløshed og alligevel rakte desperat ud efter den hvide mand fra Vesten, der måske kunne redde hende.

Kort efter besøgte jeg en landsby med en kirkegård, hvor rækker med nye grave vidnede om en massakre. Befolkningen havde søgt tilflugt i landsbyens enkle kirke, da de hørte flokke af fulde og skæve unge løbe med fakler mod sig og råbe slagord: Dræb kikuyuerne!

’Kan du tilgive?’

En kvinde og hendes tre børn løb ind i kirken, og troede som alle andre, at de unge bødler ville respektere helligstedet. Men nej, de satte ild til kirken, og moren så ingen anden udvej end først at kaste sine børn ud ad et vindue og derefter følge efter selv. De nåede at flygte og gemme sig i skoven. Og da kirken og landsbyen var brændt af og de unge bødler løbet hærgende videre, ledte de efter deres mand og far. De fandt ham slagtet af en machete.

Jeg sad ved mandens grav og hørte kvinden fortælle sin historie. Og jeg stillede hende det ubarmhjertige spørgsmål: Kan du tilgive din mands mordere? Hun svarede: Gud hjælper mig…

I begge kvinder så jeg mennesker. Ikke hudfarve. Ikke køn. Ikke kultur. Ikke religion. Kun mennesker. Og derfor fortæller jeg de to historier.

Unge danskere må ikke være danske

Ifølge Danmarks Statistik har 9,6 procent af Danmarks befolkning ikke stemmeret, fordi de ikke kan få statsborgerskab. Det er flygtninge og indvandrere. Men det er også efterkommere, der er født her til lands og føler sig danske, fordi Danmark er det eneste land, de kender. Det er unge, der har energi, livsmod, vilje og masser af kompetencer til at drive dette land fremad. Men de får ikke lov til at deltage på lige fod med andre danskere.

De er ikke ”efterkommere af anden etnisk herkomst”. Og de er bestemt ikke ”udlændinge”. De er medmennesker og selvfølgelig danskere.

Jeg bliver vred over den strukturelle diskrimination, som politikere, vi andre har stemt ind i Folketinget, systematisk fører ud i livet gennem frygtbaserede lovstramninger. Og jeg tænker, hvad det mon er, der får dem til det? Det kan kun være fordi de ikke virkelig ser, anerkender og værdsætter de mange vidunderlige mennesker, som vores land nu består af. De lader sig styre af mediernes fortælling om bandekriminalitet, terrorplaner og fremmedkrigere. Jamen, det er et fåtal, det drejer sig om! Og dem har vi allerede et retssystem for!

Pak vreden væk – se medmennesket i øjnene

Men vrede fører ingen vegne, og det nytter kun delvis at gøre opmærksom på racisme og diskrimination. Det, der virkelig flytter noget, er at få øje på mennesket bag facaden, bag sløret, så at sige, ja, bag vores egne konstruerede forestillinger. Se hinanden i øjnene. Mærke hinandens glæde og smerte. Prøve at forstå hinandens livsvilkår.

Jeg glemmer i hvert fald ikke kvinden og hendes børn i flygtningelejren og slet ikke kvinden ved graven i den nedbrændte landsby. Deres nød fjernede mit eget filter af forudfattede opfattelser. Det gjorde noget ved min menneskelighed.

Artiklen er også bragt forkortet i Avisen Danmark.