Musik samler, lindrer og reparerer verden

Glæden ved musik gør dig rig, og kan du dele ud af den, kan du reparere verden, fortæller manden bag et musikakademi for børn og unge på Nørrebro, Henrik Goldschmidt.

Denne artikel er del 2 af i alt 3 dele. Læs den næste her

– Musik har en vidunderlig evne til at gå direkte ind i hjertet og røre et eller andet hos alle mennesker, fortæller Henrik Goldschmidt, verdenskendt oboist, professor ved Københavns Musikkonservatorium og initiativtager til Goldschmidts Musikakademi, der giver gratis musikundervisning til børn og unge med det formål at samle på tværs af tro og kultur.

Musik har en magisk samlede kraft

Henrik Goldschmidt er aktuel med interviewbogen Manden, der ville reparere verden med musik. Og der er hold i bogens ambitiøse titel:

– Musik er en magisk samlende kraft, siger han.

Henrik Goldschmidt nævner blandt andet den tragiske begivenhed i 2015, hvor to blev skudt og mistede livet: Finn Nørgaard ved Krudttønden og Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade. Goldschmidt og Musikakademiet var inviteret til at synge ved mindehøjtideligheden:

– Mange af Danmarks mest indflydelsesrige personer var til stede, fra statsminister, overborgmester og partiledere til rabbinere, imamer og præster. Da koret sang ”Halleluja”, sang alle med – og det var altså alle, der sang med. Pludselig oplevede vi et øjeblik af samhørighed: ”Hov, vi er jo alle sammen mennesker. Vi er alle sammen kede af det. Vi er alle sammen fyldt af sorg over, at mennesker blev skudt fuldstændig meningsløst på grund af had”, husker Goldschmidt og reflekterer videre:

– Hvis jeg sang en sang sammen med dig nu, behøvede vi ikke at sige så mange ord.

Han bryder ud i sang: ”Boy, boy, boy..,” synger han, svingende til musikken med lukkede øjne.

– Vi kan allerede mærke, at det er ligesom at komme i et varmt brusebad. Hvis vi nu sad rundt om bordet og tog hinanden i hænderne og sang, og der sad mennesker fra hele verden…, fortsætter han.

Her fornemmer jeg et anstrøg fra en anden kultur. Goldschmidt forklarer:
– I den jødiske kultur læser vi ikke op fra Biblen. Vi synger fra Biblen. Så hvis man tager en tekst fra Biblen, en Esajas-tekst som ”Trøst mit folk, trøst det, siger Herren”. Da kan man bare mærke og høre på melodien: ”Av, der er en trøst og en smerte”. Nogle gange, når man hører sådan en tekst blive læst op ord for ord, har det ikke den samme påvirkning. Musikken forstærker udtrykket.

Musik lindrer smerte

Smerten har Goldschmidts familie haft tæt inde på livet. Både bedsteforældre, onkler og andre slægtninge flygtede nemlig til Danmark – nogle videre til Sverige – fra nazistregimet i Tyskland. Også her spillede musikken en særlig rolle: 

– I bogen beskriver jeg, hvad musikken betyder for min egen familie. Som barn vidste jeg ikke, hvad mine onkler havde været udsat for. Det var først senere, som voksen, at jeg fandt ud af hvilke frygtelige oplevelser, de havde haft. Men jeg oplevede allerede som barn, at når jeg sang for dem, så faldt de til ro, og at musikken var det bedste de vidste. Jeg ved også senere hen som voksen, at dem, der var i stand til at overleve de frygteligste tider, var dem, der havde et abstraktionsniveau – særligt gennem musikken, særligt gennem sangen. Bare det at nynne en sang sammen er en stærk fornemmelse. Hvis vi to satte os og sang en sang sammen nu, så ville vi næsten have et venskab allerede. Forstår du?

Musik kan reparere

Det fremgår efterhånden, at det, med at reparere verden med musik, ikke er en vision eller et slogan. Det er en konkret erfaring for Goldschmidt. Derfor falder svaret også prompte, da jeg spørger ind til, om han virkelig tror på musikkens evne til at ”reparere verden”:

– Jeg ved det. Det behøver jeg ikke at tro på, svarer Goldschmidt. – Jeg ved, at jeg ikke kan reparere hele verden – så naiv er jeg jo ikke – men jeg kan reparere minverden. Den verden, som jeg færdes i. Derfor vil jeg også gerne have, at skolen udvider sig, så langt flere børn får musik ind som en del af deres hverdag.

”At reparere verden” er den direkte oversættelse af det jødiske begreb, ”Tikkun Olam”. Et begreb, som Henrik Goldschmidt fik introduceret af sin farmor, som han nævner i bogen:

– Min farmor var et enestående menneske, fordi hun var flygtet to gange i sit liv og havde efterladt alt. Vi, som er så heldige og aldrig har måttet flygte, kan jo slet ikke sætte os ind i det. Hun var blevet udstødt af sit fædreland, og hendes børn blev kaldt ”Judenkind”. Hun oplevede også, at familiemedlemmer blev sendt i koncentrationslejre. Hun oplevede det hele, og alligevel var hun et af de mest livsbekræftende mennesker at være sammen med. Hun fortalte os altid, hvor rige vi var, og så kiggede jeg mig omkring i de små lokaler, hvor man skulle flytte rundt på møblerne, når man skulle sove om aftenen, siger han med et glimt i øjet.

– Men hun forklarede os, at rigdommen var det, der sad indeni os. Hun sagde: ”Der er noget, som ingen kan tage fra mig. De kan ikke stjæle min lærdom, min musikglæde og mine fortællinger. Så hvis du har det, er du rig, og hvis du kan dele ud af det, så kan du reparere verden, fortæller Goldschmidt, der allerede som 16-årig kom ind på musikkonservatoriet og har repareret verden med sin musik lige siden.

Et hjerte for flygtninge

Netop derfor ramte det også noget i Goldschmidt, da daværende overrabbiner Bent Melchior i en prædiken opfordrede medlemmerne til at hjælpe de bosniske og serbiske flygtninge under Balkankrigen:

– Han sagde: ”Hvor er I henne? Hvorfor gør I ikke noget? Er der ikke nogen af jer, der kommer fra flygtningefamilier?” Og det vidste han jo godt, at 2/3-dele af forsamlingen gjorde, husker Goldschmidt.

– Og så tog jeg ud og fik lov at besøge nogen på det, der hed Avnstrup Modtagecenter. Der var flygtninge, som på mange måder lignede min egen familie: De var flygtet fra alt, hvad de havde, og de boede nu på et lille værelse med køjesenge og frygtede, hvad der skulle ske. De kunne ikke dansk eller engelsk, men talte indbyrdes på bosnisk eller serbisk. Hvad gør man her?, spørger oboisten retorisk.

– Jeg spillede også klarinet dengang, så jeg tog den med og spillede en jødisk sang. Der fandt jeg ud af, at når jeg spillede musik sammen med dem, kunne jeg sagtes reparere verden. Så havde vi nogle pragtfulde stunder, hvor de ligesom kunne lægge traumerne bag sig, og i hvert fald i nogle øjeblikke kunne samles om noget godt. Der fandt jeg også ud af, at man kan mødes på tværs af kulturer. De fleste var formodentlig muslimer, men det var slet ikke noget, vi tænkte over.

Artiklen er del 2 af i alt 3 dele. Læs den første her. På fredag kommer 3. del.