Når den indre krigsfilm skal styres og slukkes…

Flygtninge har ofte voldsomme oplevelser i bagagen. Men når de tør omsætte dem til ord og tegninger kommer der struktur på smertelige tanker og følelser. Psykolog tager os med i traumebehandlingens maskinrum.

Af Svend Løbner

Filmen kører konstant inde i hovedet. Billeder og bevægelser flimrer forbi det indre blik. Røg. Blod. Legemsdele. Desperate mennesker på flugt. Efter hånden kommer lyden til. Braget. Skrigene. Sirener af ambulancer.

Flygtninges minder fra krig er mentale granatsplinter. Tankerne farer hid og did. Flygtninges følelser er forsvundet i en sort afgrund. Vil de nogensinde kommer over de forfærdelige oplevelser?

Lykke Kruse

Psykologisk traumebehandling er en mulighed. Lykke Kruse er klinisk psykolog og desuden specialist og supervisor i både psykoterapi og psykotraumatologi. Hun har arbejdet som psykolog i 30 år, de første 16 år i i forskellige rådgivninger og behandlingssteder og de næste 14 år som privatpraktiserende psykolog.

Lykke Kruse var blandt andet med til at tage imod bosniske og kosovoalbanske flygtninge på Randers Kaserne, der af Røde Kors blev omdannet til Randers Flygtningecenter. Her rådgav hun både voksne og børn som var tydeligt mærket af krig og ødelæggelse i deres hjemlande.

Barndomstraumer og choktraumer

Der er forskellige grader af traumer, fortæller Lykke Kruse, da vi møder hende i Lundeborg på Fyn, hvor hun nyder sin pensionisttilværelse og nu beredvilligt deler ud af sin viden om ikke blot traumer generelt, men også den meget alvorlige del af traumespektret, man kalder choktraumer.

– Der er forskellige slags traumer. Der er generelle traumer, man kan have fra sin barndom, hvis man fx har en misbrugende forælder, og man aldrig ved, hvordan vedkommende er. ”Er han gal i dag eller er han rar i dag?” Barndomstraumer kan ligge og lure, så man senere i livet kan have brug for at bearbejde dem for at få et fornuftigt liv.

– Og så er der choktraumer som følge af katastrofer, krige og store ulykker. Man udsættes for en voldsom og helt uforudsigelig hændelse, som helt overvælder én. Det sker, hvis man tror, at man mister livet og tænker: ”Nu dør jeg!” Det kan være, hvis ens hjem brænder, eller nogen af dem man kender, kommer i alvorlig fare eller bliver slået ihjel. Choktraumer sætter nogle bestemte spor indeni og medfører bestemte reaktioner, som er vigtige at få hjælp til, så man ikke bliver invalideret af det.

Akuttraumatisk stress

Hvordan reagerer en person, der har haft sådan en voldsom oplevelse?

– De første sekunder bliver man totalt overvældet af rædsel eller sorg. Bare i sekunder. Derefter sender hjernen signaler til det autonome nervesystem, som gør, at man sprøjter adrenalin og noradrenalin ud i kroppen. Det gør, at ens krop bliver fuldstændig årvågen og beredt. Psyken lukker fuldstændig op. Det opleves nærmest som et af de der øjeblikke, hvor alle sanser er skærpede. Man hører, ser og mærker alting knivskarpt. Tidsfornemmelsen forandrer sig. Nogle oplever, at det går helt vildt stærkt eller at tiden går helt i stå. Det betyder, at sådan en erindring bliver ætset ind i ens erindring. Og de minder kan man ikke bare lægge i sin rygsæk og tænke: ”Nå, det vil jeg ikke snakke mere om. Nu må jeg se at komme videre.”

– Man går faktisk i psykisk chok. Det er en måde at beskytte sig selv på, så man ikke får et totalt sammenbrud. Det er det, folk beskriver som: ”Det er helt surrealistisk” eller ”Det er helt uvirkeligt, som om det slet ikke har med mig at gøre”. Man bliver følelsesløs, og det hele føles langt væk. Det er psykens måde at beskytte sig på.

– Tilstanden kan vare nogle timer, hvorefter personen får akuttraumatisk stress. Når chokket ligesom hæver sig, kommer alle følelserne. Man bliver helt enormt ked af det eller bange, og tankerne vælter frem i et totalt følelsesmæssigt kaos: ”Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvorfor mig?” Man bliver helt ude af sig selv, og man bliver urolig i sin krop, så man får svært ved at sove. Man får mange påtrængende billeder af de forfærdelige hændelser. Man får flashbacks, hvor den indre film bare kører løs.

Børnene er særligt udsatte

I krige og katastrofer er børnene særligt udsatte, fortsætter Lykke Kruse:

– Verden bryder sammen, forældrene er bange, og måske bliver forældrene dræbt. Børn kan meget nemt føle skyld. De har en magisk tænkning, hvor de for eksempel helt fejlagtigt tænker, at det er deres skyld, at ulykken er sket.

– Jeg læste en historie om en lille pige, som sad i en bus og sang. Så kørte bussen galt, og det endte i en katastrofe, og pigen troede, at det var fordi hun havde sunget. Sådan er børn så konkrete og magiske i deres måde at tænke på. Børn siger jo til hinanden: ”Kom ud og leg”, og så springer der en bombe, og hvis skyld er det så? Det er endnu en belastning, som de får brug for at bearbejde bagefter. Der er brug for krisehjælp.

Sikkerhed og hverdagsrutiner

Hvad er det første, man gør?

– At man tager hånd om dem fysisk. At man bringer dem i sikkerhed. Man giver dem et tæppe om sig, en arm om skulderen, noget at spise og drikke. Derefter giver man dem forklaringer og informationer. Det har alle mennesker – også børn – brug for. Hvad skete der, og hvad sker der nu? For igen at få styr på livet, efter at det hele er blevet kaotisk. At man får en normalitet og hverdagsrutiner. At børnene får undervisning, leg og en så normal hverdag som muligt med voksne, de kan stole på.

Derefter er det vigtigt, at katastroferamte ikke går rundt alene med de frygtelige oplevelser, fortæller Lykke Kruse:

– De skal have nogen hos sig. Der skal være nogen at tale med. Der skal være nogen at trøste sig hos. Det er utrolig vigtigt for ens psykiske og fysiske helbred, at man får fortalt, hvad man har oplevet. Ikke én gang, men mange gange. Hvad er der sket? Hvad så man? Og hvad følte man? For alting står så stort og skarpt indeni én, og det kan kun falde til ro, ved at man får bearbejdet det, og det gør man ved, at man får udtrykt sine tanker og følelser til et andet menneske, der kan klare at høre efter.

Tegninger og fortællinger forløser

Det er som om, der sker en forløsning, når man får sat ord på det?

– Ja, for det tvinger hjernen til at lade de forskellige sanseindtryk, følelser og tanker arbejde sammen. Når man får sat ord på følelserne, forandrer det både tankerne om følelserne og følelserne i sig selv. Man etablerer en vis afstand til det, der er sket. Det er ikke bare én stor film, der kører fuldstændig forvildet i ens hoved. Sproget hjælper os til at dele det op i bidder og skabe lidt afstand til det, så vi kan bearbejde det.

De psykosociale centre, som flere hjælpeorganisationer driver i krigsområder, har stor betydning – også selv om der ikke altid er adgang til højt specialiseret personale som her i Danmark.  

– Børns naturlige måde at bearbejde på er jo tegning. Mange børn kan ikke sætte sig ned og tale om de her ting. Men de kan tegne det, de har oplevet. Og når man sidder sammen med barnet, der tegner, har man mulighed for at spørge ind til hændelserne.

Kontrol over indre film af oplevelser

Hvad sker der, når barnet får blyanten i hånden?

– Der sker det samme, som når man sprogligt formulerer en oplevelse. Det sproglige center er ét sted i hjernen. De sanselige oplevelser er et andet sted. Mennesker med traumer har påtrængende erindringsfilm, der kører igen og igen. Når de så fortæller om oplevelserne – eller tegner og fortæller dem – får de efter hånden lidt mere kontrol over situationen. Nu kan de lidt bedre selv styre, om de vil ”se filmen” og tegne oplevelsen, så en anden kan se den.

Kan man så også slippe filmen? Vil den komme ud af hovedet lidt?

– Når man giver mennesker mulighed for at fortælle om de grimme ting, de har oplevet, så klinger det faktisk af. Det forandrer ikke, at de har oplevet de ting. Men filmen er ikke så påtrængende mere, og det bevirker, at man faktisk får mulighed for at få et sammenhængende liv igen.

Hvordan skal man gelejde en samtale et godt sted hen, hvis en tegning forestiller en gruppe soldater?

– Man spørger: ”Hvad er det, du har tegnet?” Og blive ved med at turde spørge ind til det. ”Jeg synes, at det ligner soldater. Hvad gør de?” Man skal turde at lytte, indtil barnet får sagt det, der er at sige. ”Hvor er du henne i tegningen? Hvad skete der så?” Det er ikke altid lige nemt at spørge, for det er grimt at tænke på – især for dem. Men man at nødt til at turde spørge ind til oplevelserne, for ellers er de ensomme med dem.

Et sikkert rum indeni

Hvordan ”lukker” man en så følsom samtale?

– Når jeg har arbejdet med børn i disse situationer, slutter jeg typisk af med at sige: ”Nå, nu skal vi til at slutte, så nu skal vi til at gemme tegningerne væk. Må jeg gemme dem for dig? Og så skal vi slutte med, at du skal tegne noget helt andet. Så nu synes jeg, at du skal tegne, hvor glad du er, når mor kommer hjem fra arbejde, eller tegne den fineste blomst du kender.”

– På den måde slutter man med at aktivere det, man kalder ”et sikkert sted indeni”. Det er oplevelser, som – når man lukker sine øjne og går i forbindelse med den erindring – gør os glade, trygge eller rolige. Så får man afrundet med sådan et billede.

– I krigsområder har man ikke adgang til den specialiserede hjælp, vi kender herhjemmefra Danmark, hvor alle kan få tilbudt mindst 10 timers psykologisk traumebehandling. Men den psykosociale støtte i konfliktområder kan afhjælpe og mildne børnenes akuttraumatiske stress, så den ikke udvikler sig til svær posttraumatisk stress. Den indre film efter voldsomme krigsoplevelser stopper ikke bare, og den psykosociale støtte løser ikke hele problemet, men den hjælper børnene. Den modererer traumerne, så børnene kan skabe afstand til de forfærdelige oplevelser. Børnenes problemer løses dog ikke i et snuptag. Mange må kæmpe hele livet med holde den indre krigsfilm på afstand, og der skal helt specialiseret traumepsykologisk hjælp til at få minderne om de forfærdelige oplevelser til at slippe.

Artiklen er oprindelig skrevet for hjælpeorganisationen Mission Øst, der driver seks psykosociale centre i Irak. Her får børn og unge hjælp til at bearbejde krigstraumer gennem samtaler og rollespil og kan henvises til psykolog for yderligere hjælp. Samtidig lærer de basale skolefag og introduceres til et håndværk.