Når livet gør ondt: ’Vi kan alle være medmennesker’

Kursus i åndelig omsorg drejede sig som kunsten at være sig selv som medmenneske. Vi var med, da sygeplejerske Annette Langdahl underviste ’menighedsplejere’ i Vollsmose Kirke.

Af Svend Løbner

– I jobannoncer får vi hele tiden at vide, at vi skal være robuste. Og når vi ikke kan leve op til det, undrer vi os. Men hvad er robusthed? Er det blot, at vi ikke tør vise vores egen sårbarhed?

Sygeplejerske Annette Langdahl er i fuld gang med at undervise et halvt hundrede ildsjæle fra Folkekirkens græsrodslag. Menighedsplejere kaldes de, og består af unge og ældre frivillige, der besøger ældre og syge og i det hele taget står til rådighed for mennesker, der har ondt i livet.

– Når livet gør ondt, kommer det eksistentielle og åndelige op til overfladen hos de fleste, fortsætter Annette Langdahl sit kursus i åndelig omsorg i Vollsmose Kirke.

– Åndelig omsorg handler om det mellemmenneskelige møde. Det kan ikke udliciteres til de professionelle. Dem kan vi henvise til. Men vi kan alle være medmennesker.

Annette Langdahl er uddannet sygeplejerske fra Sankt Lukasstiftelsen og har desuden en supervisionsuddannelse og en master i værdier og etik i organisationer. Hun har arbejdet på forskellige medicinske afdelinger, i hjemmeplejen og som underviser på Social- og sundhedsskolen i Aarhus samt på sygeplejerskeuddannelsen i UC Syd.

Annette Langdahl er udviklingskonsulent i Dansk Kristelig Sygeplejerforening og har her arbejdet med åndelig omsorg gennem en årrække. Det er baggrunden for hendes kursus i åndelig omsorg, som hun holder i samarbejde med De Samvirkende Menighedsplejer.

Mangler et sprog for psykisk sårbarhed

Begrebet åndelig omsorg er relativt nyt og dækker over samtaler, der tør tage hul på livets store spørgsmål og vende dem med borger og patient, om de er troende eller ej.

– Kirken skal være kirke for alle befolkningsgrupper i sognet. Opgaven er i første omgang at være medmenneske, slår Annette Langdahl fast. Og for at være medmenneske, må man først have kontakt med sine egne følelser.

– Forskning viser, at det stadig er tabu at tale om eksistentielle emner. Det er noget meget privat. Det er også svært at formulere, hvad det handler om – både for den kriseramte og plejepersonalet. Jo yngre man er, jo mere synes man, at man mangler et sprog for psykisk sårbarhed.

– Vi skal turde tage masken af og vise vores egen sårbarhed. For det hjælper at tale om det til nogen, der lytter opmærksomt og medlevende. Man får det simpelthen bedre. Selv fysiske sygdomme heler hurtigere, fortæller Annette Langdahl.

Ordene slår dog ikke altid til:

– Åndelig omsorg er også at være til stede. Det er kærlighed i praksis. Det handler ikke bare om at sige en masse, men om at gøre noget.

At indse sin egen sårbarhed

Hvad er forskellen på præstens sjælesorg og medmenneskelig åndelig omsorg? vil en deltager vide…

– Sjælesorg har et kirkeligt islæt, hvor den åndelig samtale også er eksistentiel. Her kommer også filosofferne på bane. Her undrer man sig over livets omstændigheder uden at have Gud med i billedet. Det samme gør psykologerne. Men dér, hvor præsten kommer ind i billedet, er dér hvor de øvrige professionelle ikke kan yde mere, fortæller Annette Langdahl.

Men fælles for alle er, at de må bringe sig selv i spil – også de menighedsplejere, der har jævnlig kontakt med syge og svage.

– Når vi står overfor mennesker i lidelse, er det ofte os selv, vi står over for. Vi skal minde os selv om, hvor svært det er at få gulvtæppet revet væk under sig og ikke vide, hvad man skal gribe og gøre i.

Når man indser sin egen sårbarhed, kan man række ud mod den anden. Og så skal man fjerne skyklapperne og acceptere den anden som han eller hun nu er:

– Vi skal se hele vejen rundt og se endnu en gang for at få det hele med. Så vi ikke blot tænker: Hun er nok sådan én. Hvor har vi det fra? Det har vi fra vores rygsæk af erfaringer. Men det er en skyggeside af os selv, som vi ikke ser.

Mød behov og vær åben

Åndelig omsorg er at favne det hele menneske, slog Annette Langdahl fast:

– Vi skal være samtalepartnere, der lukker døre op og er opmærksomme på menneskers eksistentielle behov og ressourcer. Hvad virkede i dit liv før, hvordan fandt du mening, hvad bygger du dit liv på og hvordan kan du bruge det til at mestre dit liv nu?

I åndelig omsorg arbejder man med to tilgange: den behovsorienterede og den sanselige.

– Behovet møder vi med fx at synge en salme, læse fra Bibelen eller få fat i en imam. Det sanselige er at være åben, høre ordentligt efter, se ud over egen forforståelse og bare være sammen med medmennesket.

– Det kan være saliggørende at være sammen med nogen; man behøver ikke altid at gøre noget. Men give plads til, at den anden kan udtrykke noget.

Det handler først og fremmest om at skabe tillid:

– Når vi ikke møder tillid, trækker vi os. Nogle mennesker er blevet skuffet så mange gange, at de næsten ikke tør vise tillid igen. Der skal så lidt til, før folk trækker sig. Skab et menneskeligt rum, hvor I kan mødes på lige fod. Der skal altid være tid nok til, at den enkelte kan opleve sig selv.

Udsender du rødt, gult eller grønt lys?

Plejere kan have svært ved at tale om åndelige og eksistentielle spørgsmål:

– Nogle er blufærdige, andre mangler et sprog for det åndelige og atter andre er angst for at blive afvist. Der kan være en frygt for at overskride den andens grænser. Og frygt for ikke at kunne hjælpe. Måske sætter jeg noget i gang som jeg ikke kan styre? Hvad nu hvis det hele vælter og hun begynder at græde!

Her er det vigtigt at være opmærksom på sig selv og sin udstråling. Annette Langdahl viste en slide med rødt, gult og grønt lys.

Vi udsender rødt lys, når vi ikke reagerer på de følere, borgeren sender ud eller ligefrem reagerer affejende, overbærende, bedrevidende eller bagatelliserende. Men også når vi virker fortravlede.

Vi udsender gult lys, når vi lytter og stiller uddybende spørgsmål, men aldrig bringer åndelige emner på bane og undgår ord som tro, eksistens, religion, spiritualitet osv. og slet ikke udtrykker vores eget standpunkt.

Vi udsender grønt lys, når vi tager imod borgerens følere og lader os berøre af dem, stiler uddybende spørgsmål og informerer om præst, gudstjeneste og andre religiøse tilbud. Men også når vi uopfordret spørger ind til eksistentielt og åndeligt velbefindende.

Åndelig omsorg til alle

Fra Netavisen Sameksistens spurgte vi ind til, hvordan åndelig omsorg ydes til personer med anden religiøse baggrund end kristen.

– Der er ikke forskel på at yde åndelig omsorg til et muslimsk eller et kristent medmenneske. Vi kan byde ind med at vi har en klangbund, en tro, en gud og en fælles troserfaring. Men vi kan også indrømme, at vi har et andet trossystem. Og så må vi hente hjælp fra en imam, svarede Annette Langdahl.

Det blev en dag med mange fine guldkorn, især et af dem indrammer dagens mange pointer:

”Vi kan ikke sætte os i den andens sted. Men vi kan være til stede for den anden.”