Når man er både-og og hverken-enten-eller

Farzana Nayanis bog ’Raising Multiracial Children’ handler om at få lov til at være sig selv i en verden, der baserer sine forventninger på ens fysiske fremtoning.

Signe Hermann

Anmeldelse af Signe Hermann

I Danmark har vi en meget enstrenget opfattelse af kultur. Det giver sig blandt andet udtryk i, at børn som mine, der har en dansk mor og en afrikansk far, statistisk kategoriseres som ’af dansk herkomst’ – de tæller ikke som efterkommere, og deres succeser og oplevelser i livet bliver ikke en del af indvandringens historie. Man anerkender kun den ene halvdel af deres rødder: Den danske.

En gang imellem bliver de så kastet ned i den modsatte grøft. Da Hjarn Von Zernichow Borberg, der er lektor i økonomi og ofte beskæftiger sig med sammenfald mellem nye og gamle danskere, undersøgte, hvor mange børn med en dansk og en ’ikke-vestlig’ forælder, der findes i Danmark, og fandt ud af, at der er 107.000 af dem, udtalte Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund:

”Derfor giver de nye tal også anledning til hævede øjenbryn: Hvis man vil bevare en velfærdsstat, er det ret afgørende, at der er en stor grad af kulturel og social homogenitet. Ellers mister folk tilliden og lysten til at betale skat til hinanden. Det er grundlaget for velfærdsstaten, at man solidarisk hæfter for hinanden.”

Her er der også en antagelse om, at det kun er én side af folks rødder, der dominerer, men denne gang den ’ikke-vestlige’. De beskrives som så dominerende, at børn som mine med den gængse, populistiske fortælling om ’ikke-vestlige’ bliver italesat som en trussel mod velfærdsstaten, ganske som deres far.

Både-og og hverken-enten-eller

Den manglende forståelse for, at mennesker kan have mere end én etnisk og kulturel baggrund, er ikke kun er et dansk fænomen. Det kan man f.eks. lære af bøger som ’Raising Multiracial Children’, der handler om at være af blandet herkomst, ’multiracial’, i en amerikansk kontekst. Bogen henvender sig både til forældre, pædagoger, lærere og andre med en interesse i multikulturelle eller multi-racialiserede børns vilkår.

I Danmark krydser vi ikke vores race af på en blanket, når vi skal begynde i skolen, skifte læge eller indlægges på hospitalet, men det betyder ikke, at bogen er irrelevant i en dansk sammenhæng. Vi har byttet ’race’ ud med ’kultur’ eller ’etnicitet’ i hverdagssproget, men vi kigger stadig på folk og kategoriserer dem efter deres fysiske fremtoning, både hvad angår vores forventninger til deres værdier og interesser, deres sprogkundskaber, deres intelligens og deres uddannelsesniveau.

Denne automatiske kategorisering er selvfølgelig et problem for alle mennesker, men med endnu flere dimensioner for børn af blandet afstamning. Ved f.eks. at kategorisere et sådant barn som ’sort’ eller ’stormellemøstlig’, underkender man de dele af barnets identitet, der stammer fra barnets anden forælder eller familie. Man tvinger en identitet ned over barnets hoved, der ikke afspejler den mangfoldighed af kulturelle identiteter, som barnet reelt har. Barnet får ikke lov af det omgivende samfund til at være både-og, selvom det selv opfatter sig sådan.

Samtidig kan mennesker af blandet herkomst opleve, at ingen af deres kulturelle baglande helt accepterer dem. De er for lyse eller for mørke eller ser på andre måder anderledes ud, kan ikke tale sproget flydende eller har en forkert accent, eller de bliver mødt med mistro, fordi de også tilhører ’vi-gruppens’ ’de-gruppe’. F.eks. kan børn af en sort og en hvid forælder opleve, at det hvide samfund ikke vil kendes ved dem på grund af deres udseende, mens medlemmer af det sorte samfund er mistroiske over for dem på grund af deres hvide tilknytning.

At sidde på to eller flere stole

Børnene udvikler forskellige strategier for at navigere i dette modsætningsfyldte farvand. Nogle fastholder standhaftigt deres mangfoldige identitet. Andre identificerer sig mest med én af de identiteter, de har. Enten den, det omgivende samfund opfatter dem som, eller den, de selv opfatter sig som (det er langt fra altid den samme), selvom nogle simpelthen opgiver kampen og lader det omgivende samfund definere deres identitet for dem. Andre igen forkaster fuldkommen race eller kultur og identificerer sig udelukkende som ’mennesker’. Og andre igen får en situationsbestemt identitet, hvor de kan skifte mellem flere forskellige, kulturelle omgangsformer (’situational identity’ og/eller ’code-switching’), alt efter, hvem de er sammen med.

Bogen argumenterer for, at det er forældres, læreres, pædagogers og andre personers opgave at støtte børnene i, at de godt kan have mere end én identitet. At de ikke er tvunget til at vælge, men heller ikke svigter deres anden forælder eller familie, hvis de gør. At det er ok at se sig selv anderledes, end andre ser én, og at man selv bestemmer, hvem man er. At det at kunne færdes i mange forskellige, kulturelle sammenhænge er en styrke, og hverken er en svaghed eller et udtryk for falskhed. Og at man kan have mange forskellige identiteter igennem livet.

Bogens forfatter, Farzana Nayani, er selv af filippinsk og sydasiatisk oprindelse og arbejder som foredragsholder og forsker. Igennem bogen er der eksempler og uddrag af interviews med folk af blandet afstamning fra hendes og andres forskning, ligesom hun også øser ud af sine egne oplevelser.

Bogen kommer med mange forskellige forslag og ressourcer, lige fra billedkunst-materialer, hvor ’hudfarvet’ er mange forskellige farver, læreplaner og indlæringsmål, forslag til lokalsamfundsaktiviteter og aktivisme, over bøger om mobning, selvkærlighed og identitet, til lister over forskere, uddannelsesinstitutioner og konferencer, der favner sammensatte identiteter. Nogle af ressourcerne er måske ikke let tilgængelige i Danmark eller lige til at oversætte til en dansk sammenhæng, mens andre kan findes eller købes på internettet.

Farveblind eller privilegieblind?

Hvis man som forældre eller pædagoger, lærere og andre voksne i et barns liv vælger at behandle det ’farveblindt’ ud fra en idealistisk holdning om, at alle er lige værdifulde, eller om, at det at italesætte race eller kultur skaber racisme, eller man forholder sig til børnenes virkelighed ud fra egne oplevelser af, hvorvidt f.eks. diskrimination er et problem, kan man komme til at underkende de oplevelser, barnet har eller får.

Man kan give barnet en oplevelse af, at de ikke kan komme til én med forvirring, sårede følelser eller vrede, når de oplever at blive kategoriseret og forkastet på grund af deres hudfarve eller fysiske fremtoning. Mange voksne mennesker med blandet afstamning, som er interviewet i bogen, giver udtryk for den følelse af savn og svigt, de er vokset op med, fordi deres forældre ikke ville eller kunne forstå, at deres børn havde oplevelser, de ikke selv direkte kunne relatere til, og derfor ikke formåede at anerkende børnenes levede liv.

Man kommer ikke uden om strukturel racisme i en verden, hvor race (eller ’kultur’) bliver brugt til at definere mennesker. Børn af blandet afstamning, hvor den ene forælder tilhører majoriteten, kan komme til at stå i det dilemma, at de enten ikke kan få de majoritetsprivilegier, som deres ene forælder og eventuelt deres andre søskende har, fordi de ikke ligner et medlem af majoriteten (typisk hvide privilegier her i Vesten, men det gør sig også gældende i andre lande), eller at de får majoritetsprivilegier, men må give køb på deres andre kulturelle baggrunde for at beholde dem.

Bogen advokerer for den tilgang, at man tager diskussionerne, og helst før situationerne opstår, så man ruster sit barn til at holde fast i retten til at være sig selv, også i en verden, der ikke altid kan forstå eller rumme sammensatte identiteter og derfor forsøger at gøre børnene til noget andet, end de er.

Anbefales stærkt, men vil samtidig gerne se en dansk version

Bogen har været en øjenåbner for mig som mor til børn af dansk-afrikansk afstamning. Hvor jeg før har fokuseret på at opdrage mine børn til at opfatte sig selv som både-og, og til at føle stolthed over den ikke-hvide del af deres identitet, fordi den del af deres ophav konstant bliver talt ned af politikere og meningsdannere, og de alligevel i rigeligt mål vil få Danmarks selvforherligelse serveret af det omgivende samfund, kan jeg se, at jeg også skal have fokus på deres ret til at definere sig selv. Bogen giver mulighed for en dyb reflektion over identitet, også i videre forstand end bindestregsbørns identitet.

Jeg vil dog gerne se en dansk version. Vi bruger ordene lidt anderledes her, og mange stejler over ordet ’race’, selvom der inden for racismeforskningen er generel enighed om, at konsekvenserne af kulturracisme er de samme som af biologisk racisme. Det kunne være rart med et ressourcekatalog over danske forskere, danske konferencer og sammenslutninger og litteratur på dansk, materialer, som kan købes i butikker i Danmark og læreplaner og læringsmål, der er tilpasser den danske folkeskole. Bogen er absolut relevant, men for folk, der abonnerer på idéen om, at der ikke findes racisme i Danmark, er det for let af affeje den med, at det hele foregår i en amerikansk kontekst.

’Raising Multiracial Children – Tools for Nurturing Identity in a Racialized World’ af Farzana Nayani, med forord af dr. Paul Spickard og efterskrift af dr. Velina Hasu Houston. 267 sider. Udkommet på forlaget North Atlantic Books, 2020.