Når politikere skaber splid i religionens navn

Hinduers angreb på muslimer i Dehli afslører, at sekterisk vold ikke skyldes religion, men politisk manipulation.

Af Svend Løbner

Muslimer forfølger kristne. Hinduer brænder hele muslimske bydele af. Og kristne fra Vesten og Rusland fører stedfortrædende krige i Mellemøsten.

Medieomtalen af de frygtelige begivenheder kan efterlade den opfattelse, at det er religion, der sætter folk op mod hinanden og skaber krig og konflikt. Mens det i virkeligheden er magtliderlige politikere, der misbruger religion til at forfølge egne mål.

Optøjerne i den indiske by Dehli er et slående eksempel. Her går hindunationalister amok på muslimer, tæsker dem på åben gade og trænger ind i deres huse og myrder løs. Hinduer!

Hinduismen er jordens fredeligste religion. Her må man ikke gøre en flue fortræd. Her reagerer man indad – ikke udad – når der opstår konflikt. Hvordan i al verden kan troende i denne ældgamle ærværdige tradition opføre sig så diametralt modsat religionens værdier? Fordi de bliver manipuleret af det hindunationalistiske parti BJP, der plæderer for et rent hinduistisk Indien.

I Myanmar har det buddhistiske styre sendt over 900.000 muslimske rohingyaer på flugt. Endda med buddhistmunkes velsignelse. Er det buddhisme?

I Sydafrika opretholdt apartheidstyret et raceopdelt samfund og undertrykte den oprindelige befolkning i årtier. Endda med støtte fra den hollandsk-reformerte kirke. Men er det kristendom?

I Syrien og Irak har Islamisk Stat terroriseret alle anderledestænkende og holdt tusindvis af yezidiske kvinder som sex-slaver. Er det islam?

Vi bør kalde overgreb mod minoriteter ved rette navn: politisk motiveret vold. Det gælder også, når vi forfærdes over en rapport fra Open Doors om, at 275 millioner kristne lige nu forfølges verden over, og at 13 muslimske lande er blandt de øverste på listen.

Som kristen bliver jeg vred over at mine medtroende ikke kan få lov til at være i fred. Men jeg må se bagved nyhederne, bevare overblikket og prøve at begribe, hvad der virkelig foregår: at skrupelløse magtmennesker for egen vindings skyld misbruger menneskers indre dybtfølte overbevisninger til at skabe fjendskab mod mennesker, der tænker en smule anderledes.

Klummen er bragt i Avisen Danmark.