Ngo’er: Finansloven er usolidarisk

Regeringens oplæg til finanslov er historisk lavt niveau for udviklingsbistanden på trods af globale kriser, skriver 80 organisationer.

Med finanslovsforslaget 2021 fastholder regeringen rammen for udviklingsbistanden på 0,7% af BNI – dermed fortsætter regeringen en trist udvikling med en udviklingsbistand, der igen i år er på laveste niveau i 40 år.

Det skriver Globalt Fokus, der er paraplyorganisation for 80 danske civilsamfundsorganisationer.

Det samlede beløb for udviklingsbistanden falder fra 17,09 milliarder kroner i 2020 til 16,65 milliarder i 2021. Dette er et fald på 445,1 millioner kroner.

“Når udviklingsbistanden falder, så er det både usolidarisk og ude af trit med den virkelighed, vi står overfor,” skriver formand for Globalt Fokus, Rasmus Stuhr Jakobsen, i en pressemeddelelse.

”Med en økonomisk krise, en klimakrise og en pandemi, så er det netop nu, vi skal huske på, at vi stadig er et af verdens rigeste lande, og at vi derudover har en klimagæld at betale. Der er derfor brug for en ambitiøs og voksende udviklingsbistand, som ruster verdens fattigste i en krisetid og ikke nedskæringer, som svigter vores globale samfundssind.”

Udviklingslandene er allerede hårdt ramt af COVID-19 krisen. FN’s World Food Programme forventer at pandemien kan fordoble antallet af mennesker, som lever med fødevareusikkerhed, og dermed er i fare for hungersnød, fra 149 millioner til 270 millioner mennesker. Verdensbanken estimerer, at COVID-19 vil få andelen af personer, der lever i ekstrem fattigdom, til at stige på verdensplan for første gang siden 1998.