Nuancer i forståelsen af ’alle konflikters moder’

ANMELDELSE: Bogen Jerusalem 1913 beskriver personligt og politisk, hvad der førte til den nuværende fastlåste konflikt mellem Israel og Palæstina.

Af Svend Løbner

Intet er så enkelt som man umiddelbart skulle tro. Slet ikke i politik. Og slet, slet ikke, når politik omhandler jordbesiddelser.

Det står klart efter læsning af bogen Jerusalem 1913.

Alligevel har bogen gjort mig en lille smule klogere på Israel-Palæstina-konflikten.

Alle konflikters moder

For den minutiøse gennemgang af begivenhederne fra Theodor Herzl første gang lancerede den zionistiske idé i 1898 til Første Verdenskrigs begyndelse i 1914 kortlægger de politiske kræfter, der sammen har skabt den krise som i dag kaldes ”alle konflikters moder”.

Bogen er skrevet af den Pulitzer-prisvindende journalist ved The Wall Street Journal Amy Dockser Marcus. Ud over makroperspektivet på stormagternes spil beskriver hun levende de personers gøren og laden, som havde afgørende indflydelse på begivenhedernes gang, bl.a. Arthur Ruppin, der stod for jøders opkøb af palæstinensisk jord, Ruhi Khalidi, arabisk parlamentsmedlem i Osmannerriget, og både den ottomanske og senere britiske guvernør over Palæstina.

Flere faktorer spiller ind

Så er banen også kridtet op. For konflikten om det lille stykke land ved Middelhavets østside skyldes dels ønsket om et hjemland for jøder, der har været forfulgt i Europa og Rusland i generationer, et osmannisk rige, der er ved at krakelere og falde fra hinanden efter 400 års jerngreb om området, og på disse baggrunde en stigende arabisk nationalisme.

Bogen beskriver detaljeret, hvordan konflikten lurer under overfalden, hvordan medier puster til ilden, og hvordan en ganske lille episode får det hele til at eksplodere.

Modsatrettede anklager

Det sker i 1913 ved den jødiske bosættelse Rehovot. Jorden er opkøbt, så de jødiske bosættelser ligger tæt ved hinanden og kan beskyttes af fælles vagtværn. Over for ligger den arabiske landsby Zarnupa. De to landsbyer handlede med hinanden, og da arabiske handlende ankom til Rehovot med en ladning varer, stjal de frugter fra Rehovots plantager.

Sådan lyder historien fra jødisk side. Vagterne stormede efter handelsmændene, slog dem og endte med at dræbe en af dem. Indbyggerne fra Zarnupa hørte larm og skud og stormede til, og så eskalerede volden.

Arabernes version af historien var, at handelsmændene havde købt frugten, men at de på vej tilbage til landsbyen var blevet overfaldet af de jødiske vagter.

Terror og enkelte lyspunkter

Gnisten var tændt. Ilden slog ud i lys lue. Og siden var det blot et spørgsmål om tid, før landet i folks bevidsthed var opdelt i ”os og dem” og terrorhandlinger og gengældelsesangreb blev dagens orden. For ikke at tale om den grusomhed hvormed den ottomanske guvernør Ahmed Djemal straffede den mindste forseelse. Oprørere blev som regel hængt til skue ved Jaffaporten i Jerusalem.

Men der er lyspunkter hen ad vejen. Personligheder, der på både jødisk og arabisk side kæmper for fredelig sameksistens. Mennesker på gadeplan der mødes på kryds og tværs og drikker kaffe sammen. Og hemmelige forhandlinger mellem jødiske zionister og arabiske nationalister for at dæmme op for konflikten.

Neutral og troværdig observation

Jerusalem 1913 beskriver også de forskellige fraktioner indenfor hhv. zionismen og den arabiske nationalisme. Der var strammere og slappere. Nogle søgte dialog og sameksistens. Andre forfulgte egne dagsordener om magt og dominans.

Men ingen konflikt er enkel, tryk avler modtryk og det er svært, at rulle begivenheder tilbage – især når de er voldelige med tab af menneskeliv til følge.

Men vi kan begynde med at prøve at forstå konfliktens nuancer og måske med tiden også anerkende modpartens behov. Her er Amy Dockser Marcus’ bog en god hjælp. Fra en neutral position observerer og beskriver hun begivenhedernes gang på en troværdig måde.