Ny antologi indleder global skrivebevægelse

KULTUR: Den 13. maj udkommer ”Luk op for et lukket land”, der handler om forskellige menneskers oplevelse af nedlukning under Coronakrisen.

”Vi oplever i øjeblikket noget, som vi aldrig har oplevet før. Som individer. Som samfund. Som verden. Uanset hvem du er, eller hvor du er, så påvirker den globale pandemi COVID-19 dig og dit liv.”

Sådan skriver det prisvindende nonprofit-forlag Ordskælv som optakt til udgivelsen ”Luk op for et lukket land”.

Bogen består af historiske fortællinger om, hvordan vi i Danmark har oplevet lockdown og corona hver for sig. Bogen emmer af kunst i tekst og billeder og bidragyderne er i forskellige aldre, fra 5-70 år, med alle mulige baggrunde – professionelle og amatørkunstnere – og fra alle områder af landet.

”Sjældent oplever vi det samme på samme tid på globalt plan. Sjældent har vi mulighed for at fortælle den samme historie med så mange stemmer. Nogle af os skal bevæge os hurtigere. Andre er nødt til at sidde stille. Nogle af os skal træffe vanskelige beslutninger. Andre må vente. Vi er ikke ens. Vi er ramt af det samme, men på meget forskellige måder,” skriver forfatterne med Zainab Nasrati i spidsen.

Zainab er også med i Netavisen Sameksistens’ redaktion.

”Luk op for et lukket land” er den første bog i en international bogserie, fortæller hun. Den er skabt af ildsjælekræfter og sætter fokus på corona med historier fortalt af alle dem, der deltog i #OrdskælvLockdown i perioden 13. marts til 13. april, hvor Danmark var lukket ned.

– Ordskælvs hjerte banker med ét enkelt budskab: Alle har ret til at udtrykke sig. Og lige nu er det ikke bare vores ret, men også vores pligt. For kun kollektivt kan vi forstå det historiske øjeblik, som vi er fritsvævende i lige nu. Sætte ord på vores oplevelser og fange alle nuancer i COVID-19, udtaler Nasrati.

Bogen er begyndelsen på en international bølge, så der lige nu findes en Global Lockdown writing movement, hvor vores søsterorganisationer i Norge, Island, Italien mv. også samler deres erfaringer.  

”Luk op for et lukket land” bliver fejret digitalt den 13. maj.