Ny bog skal fremme samtale om seksualitet

Danskerne er analfabeter når det kommer til LGBT+, siger Nina Lildal-Schrøder, der håber hendes bog vil skabe forståelse og accept af mennesker med forskellige seksuelle præferencer.

Af Zahra Pedersen

Hvad er LGBT+ og det seksuelle alfabet? Og hvordan kan man forstå og definere køn på en måde, der også rummer de mennesker, der ser sig selv som noget andet end mand eller kvinde, han eller hun?

Sådan lød invitationen da Dansk Psykologisk Forlag inviterede til gå-hjem-møde i anledningen af den nye bog ”Kort & godt om LGBT+” som udkom den 3. februar.

Psykolog og forfatter bag bogen, Nina Lildal-Schrøder, bød et fuldt rum velkommen med te, kaffe og kage og fortalte, hvorfor netop denne bog er vigtig for de samtaler vi har i Danmark.

Nina Lildal-Schrøder

Et emne fyldt med fordomme

– Den danske befolkning er analfabeter når det kommer til LGBT+. Det her er et emne der er overset og fyldt med fordomme, diskrimination og misforståelser som går ud over rigtig mange mennesker.

Nina Lildal-Schrøder håber på at hendes bog kan være med til at hjælpe os som samfund, til at have bedre forståelse for og bedre samtaler med hinanden når det kommer til seksualitet. Men også at vi kan opføre os bedre overfor hinanden.

– Viden er kilden til accept. Meget af den forskrækkelse der er overfor, for eksempel køn, men også seksuelle orienteringer og så videre, tror jeg i bund og grund handler meget om uvidenhed. Så jeg tænker, at hvis det var, at man kunne få presset en lille smule mere viden ind, så tror jeg det vil ændre mange ting for mange mennesker.

Et inkluderende sundhedssystem

Lildal-Schrøder håber også at bogen kan være med til at skabe et bedre og mere inklusivt sundhedssystemet, hvor fagfolk ikke ubevidst kommer til at støde patienter, ved for eksempel at kalde dem ved et forkert køn eller stille ubehagelige spørgsmål gennem uvidenhed.

Der er også et håb, om at bogen kan være med til at starte en samtale omkring vigtigheden af at evaluere og videreudvikle seksualundervisningen i de danske skoler.

Debat på sociale medier

Men gennem de sociale medier, har hun bemærket at det ikke er alle, som er lige entusiastiske omkring det punkt.

’Ohhh my. Naturen har skabt 2 køn. Mand og kvinde.. Længere er den ikke… stop med at skabe identitets problem hos jeres børn og unge.’

’Bliver vildere og vildere. Du er enten en mand eller en kvinde. Længere er den bare ik. Og det skal bestemt ik med i nogen form af undervisning på skolen – kan folk gør det hjemme.’

‘Der findes kun to køn – alt det andet er noget, der foregår oppe i hovedet på folk. Men det er da god underholdning.’

Lildal-Schrøder fastholder dog vigtigheden i en bog som denne og kan ikke forstå, hvorfor samtalen kan virke så provokerende for nogen mennesker.

– Det handler jo bare om at skabe flere nuancer i folks forståelse af seksualitet.

Udover en smule tøven fra LGBT+ samfundet omkring udgivelsen af bogen har Lildal-Schrøder modtaget positiv tilbagemelding og stor entusiasme omkring projektet.

– Det beviser for mig at det ikke kun er mig som føler at den her bog har manglet – den manglede.

Nina Lildal-Schrøder er psykolog, specialist i psykopatologi, stifter og forperson i Psykologfagligt Selskab for Klinisk Sexologi og Uddannelsesleder på Dansk Forening for Klinisk Sexologis uddannelse, Basal Klinisk Sexologi.

Læs mere om bogen hos Dansk Psykologisk Forlag.