Ny egyptisk kirke indviet 3 år efter henrettelsen af en gruppe kristne egyptere i Libyen

En ny koptisk-ortodoks kirke i landsbyen Al-Aour i det centrale Egypten er bygget til minde om 21 kristne mænd, som blev henrettet en militant islamistisk gruppe med tilknytning til ISIS.

Martyrernes Kirke hedder en ny koptisk-ortodoks kirke, som torsdag den 15. februar 2018 blev indviet i landsbyen Al-Aour i det centrale Egypten. Kirken bygget til minde om 21 kristne mænd, som tre år forinden blev brutalt henrettet i nabolandet Libyen af en militant islamistisk gruppe med tilknytning til ISIS (Islamisk Stat i Irak og Syrien, også kaldet ISIL eller IS).

De henrettede var gæstearbejdere i Libyen. En af dem var fra Ghana, mens de øvrige var egyptere – og 13 af dem kom fra landsbyen Al-Aour i Minya-provinsen.

Ved indvielsen af Martyrernes Kirke var der placeret fotos af de 21 martyrer i kirken, og deres navne er indgraveret i kirkens alter, oplyser satellitkanalen SAT-7, der dækkede begivenheden.

“I dag mindes vi vores martyrer, der blev dræbt i Libyen for tre år siden,” sagde biskop Bevnotious, der stod for indvielsen. “Men ligesom martyrerne til alle tider i vores kirkehistorie holdt de fast i troen på Kristus. De er et eksempel for os at holde fast i vores tro på Kristus uanset omstændighederne.”

Biskop Bevnotious mindede kirkegængerne om, at omkring 120 andre kristne er blevet dræbt ved terrorangreb i Egypten siden december 2016.


Kirke finansieret af regeringen

Opførelsen af kirken er finansieret af den egyptiske regering. Tilbage i februar 2015 lovede præsident Al-Sisi de 2.500 kristne i Al-Aour, at der skulle opføres en ny kirke i landsbyen, der har 6.000 indbyggere.

Ved indvielsen af kirken deltog flere pårørende til de dræbte egyptere, og de er taknemmelige for den nye kirke.

“Vi er meget glade. Kirken er smuk. Det takker vi Gud for. Jeg så videoen med min brors henrettelse tre dage efter, at det var sket. Det var meget vanskeligt for os at se videoen, men vi takker Gud,” siger søsteren til Malak Ibrahim, der var en af de henrettede.

Moderen til Essam, en anden af de 21, siger: “Vi takker Gud for denne vidunderlige kirke. Vi kunne ikke have ønsket mere. Ja, vi har smerter, men Gud giver os stor trøst.”


Læs mere

Dedication of Al Our Martyrs Church, SAT-7 Network på YouTube, 28-02-2018

SAT-7 covers Church dedication for Libyen Martyrs, SAT-7, 28-02-2018

• Landefakta om religionsfrihedi Egypten