Ny kampagne skal booste minoritetskvinders frihedskamp

Styrelsen for International Rekruttering og Integration lancerer en oplysningskampagne, der sætter fokus på negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Ingen bør i dagens Danmark undertrykkes og presses til at leve et bestemt liv som følge af negativ social kontrol. Derfor har udlændinge- og integrationsministeren taget initiativ til en oplysningskampagne.

Kampagnen består af videoer med tre kvinder, der på hver sin måde har været udsat for negativ social kontrol.

Egzona er 20 år gammel. Da hun var teenager, oplevede hun, at fremmede mænd i hendes boligområde påvirkede hendes far til at kontrollere sin kones og døtres adfærd og frihed.


Hana er 20 år gammel. I teenageårene valgte hun at stoppe med at bære tørklæde, hvilket resulterede i chikane fra hendes gamle vennekreds.

Halima er 42 år gammel. Halima har tidligere været udsat for en genopdragelsesrejse, ægteskab som mindreårig og trusler fra familien grundet sit aktive valg om et leve et frit liv.

– De tre stærke kvinder i videoerne står frem med deres fortælling for at inspirere andre kvinder til at sige fra over for den undertrykkelse, de kan være udsat for. Samtidig ønsker de at bane vejen for, at fremtidige generationer af danske kvinder kan leve frie liv i overensstemmelse med egne ambitioner og drømme, lyder en pressemeddelelse fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye:

“Der er en vigtig frihedskamp i gang i mange minoritetsmiljøer i Danmark. Unge mennesker kæmper for at bryde fri fra nogle fuldstændig forstokkede normer, så de kan leve deres eget liv. Kvindekampen i 70’erne foregik i fuld offentlighed. Denne kamp foregår nedrullede persienner. Men der er brug for at få kampen ud i lyset. Så vi alle kan bakke op. Og der er brug for oplysning til de mennesker, der står midt i det og måske føler sig alene i deres kamp.”

Se videoerne her.